O’enses svar på Little Richard

Nalle er utvivlsomt en af de bedste rock’n’roll og soul sangere vi har herhjemme. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen der når ham.  Nalle er den ægte vare  - den autentiske og uforfalskede rock’n’roll og soul sanger, der har været med lige så længe, som genren har eksisteret på disse bredegrader.

Han blev født den 10. april 1943 i Allégade i Odense, og blev døbt Roland Lyhr Sørensen. Navnet Nalle siges det, at han fik på fritidshjemmet, hvor der var en anden, der også hed Roland, men blev kaldt Nalle. Da denne rejste overtog Roland navnet. Hans barndom og tidlige ungdom var ikke uden problemer. Nalle havde problemer med vægten og mobning var bestemt ikke et ukendt begreb for ham. Det var dog også på den tid, han begyndte at synge sammen med sine venner. Alle de hits de hørte på Radio Luxenborg.

Efter skolen blev Nalle udlært som tarmrenser på et slagteri, mens han spillede med et band de kaldte ”The Teddy Bears” ved arrangementer på skoler og lignende. Som 17 årig stak Nalle til søs, og var væk i flere år. Ude i den store verden hørte han mere rock'n'roll og den spæde start på soulmusikken. Han optrådte bl.a. med flere forskellige bands i Australien. På den måde fik Nalle trænet sit engelsk, hvilket skulle blive vigtigt for ham i hans senere karriere. Da han fik hjemve og vendte hjem til Odense fortsatte han med ”The Teddy Bears”, som senere kom til at hedde ”Yankies”. Der findes en uofficiel optagelse af bandet i funktion sammen med Nalle på Hårby Kro i starten af 1965. Lydkvaliteten er ikke super, men den historiske værdi er stor. Repertoiret bestod endnu mest af rock'n'roll og rhythm and blues fra 1950'erne samt enkelte populære sange fra den britiske invasion.

Omkring 1965 blev Nalle "opdaget" af pladeproducenten Johnny Reimar - som Nalle kendte fra barnsben i Odense - og Steen Wittrock. Det førte til Nalles første pladeindspilninger ”Little lonely one”,” I’ll go crazy” og ”It’s only make believe”. De blev indspillet med Les Amis i roklubben Kviks lokaler. Man havde ikke noget egentligt pladestudio, men de havde et godt baderum med ekko og rumklang hos Kvik. Det er også her flere af Otto Brandenburgs plader blev optaget.

I december 1965 indspillede Nalle sin nu legendariske version af Wilson Pickett’s  ”In the midnight hour”, som nok er Nalles største hit fra 1960’erne. Den skal sågar have ligget på top 20 listen i England! Hvor de fleste andre af tidens populære danske "pigtråds" bands var inspireret af Beatles og den britiske invasion, trak Nalle i langt højere grad på den nye soulmusik, der var de amerikanske sydstaters svar på den britiske invasion. Det blev til indspilninger som Wilson Pickett's "Don't fight it" (1966), Otis Reddings "She put the hurt on me" (1967) for slet ikke at tale om overbevisende Nalle-versioner af Chuck Willis "Whatcha' gonne do" (1966) og Gary "U.S." Bonds "New Orleans" (1967).

Det var gode dage for Nalle - han turnerede med det engelske band ”The Big Sound”, og var i disse år Danmarks soul konge – ikke mindst pga. hans meget energiske og livlige sceneoptrædener. Han fik 1967 årets ”Børge”, som årets mest lovende talent. Det svarer vel nærmest til at få en Grammy i dag.

Men pludselig sluttede pigtrådsbølgen lige så hurtigt, som det var begyndt. Pludselig var det folkrock, det drejede sig om, og alle skulle prøve at synge på dansk. En vogn som Nalle også måtte gå med på - omend modstræbende. I 1968 kom Dansk Toppen, og der forsøgte Nalle sig også, dog igen uden det store held. Tilsyneladende blev han af sit pladeselskab, manager eller hvem det nu har været, sendt i retninger han ikke brød sig om, for en dag holdt Nalle pludselig op med at synge, og tog arbejde på havnen i Odense. Til magasinet Appetize udtrykte Nalle det således i 2008: "Der var ikke mere at lave for mig. Folk sad ned til koncerterne og røg pibe med deres antiatom-tegn på kinderne. Alt det, der skete med Bob Dylan, Hendrix og Grateful Death, var slet ikke min stil, så det passede mig udmærket at tage en pause, hvor jeg forsøgte at finde mig selv og passede familien."

I syv år gik Nalle som havnearbejder og prøvede at finde sig selv. En dag kom sangeren og pladeproducenten Gustav Winckler til byen. Nalles kone var vild med Gustav, så det måtte de ind og se. Gustav fik fra scenen øje på Nalle, og opsøgte ham. Det blev starten til Nalles comeback i 1970’erne. Gustav Winckler har nok set en mulighed for succes med diverse fordanskninger af de udenlandske rock’n’roll hits, i stil med de sjove fordanskninger han havde lavet af jazz sammen med Liller og Papa Bue. Således blev f.eks. ”La Bamba” til ”Jeg kan li’ store babser” i Wincklers muntre oversættelse. Lidt i stil med de fordanskninger Shu-bi-dua og Bamse også så småt var begyndt at lave af gamle rock’n’roll hits.  Det blev til 2 LP’er. Den første hed slet og ret ”Rock Nalle” og var produceret af Gustav, som også havde skrevet mange af teksterne. Flere af arrangementerne synes inspireret af Billy Swans neo rock-a-billy album fra året før - "I Can Help". Lp'en blev dog ikke den store succes. Den næste plade ”Rock kost” blev produceret af Gustavs søn Michael, da Gustav selv var optaget af at spille ”Cirkusrevyen”. Stilen på den nye plade var lidt hårdere rock’n’roll, og passede bedre til Nalle. De havde bragt Torben Eschen ind for at skrive teksterne. Det fik stor betydning. Han kunne skrive teksterne på mundret fynsk, så de lå lige til Nalles højreben. Når der er en del herlige danske versioner af Creedence Clearwater Revivals "sumprock" på pladen, skyldes det, at Gustav Winckler havde sikret sig nordiske  rettigheder til disse. Sikkert netop med Nalle for øje. Den ellers aldeles fremragende lp blev heller ikke den store succes i første omgang. Men så kom Nalle med i et Jørgen Mylius tv-program med en af sangene fra pladen. Det var selvfølgelig ”Go’e gamle fru Olsen”, som derefter blev en sand landeplage. Det var det gamle Little Richard nummer ”Good Golly Miss Molly”, som Torben Eschen havde oversat til dansk. Her kom Nalles Little Richard inspirerede vokal virkelig til sin ret. Det er også på ”Rock kost”, at Nalle synger ”Min fars roemark i Skjern” - den danske version af ”Cottenfields” - som også blev ret populær.

Med sin ny fundne succes i baglommen, begyndte Nalle en endeløs turne rundt i landet med hans bands, der alle blev kaldt Flames, men i virkeligheden var flere forskellige bands, alt efter hvor i landet de optrådte. I 1979 døde Gustav Winckler, men man fortsatte med endnu en plade med fordanskninger af rock’n’roll klassikerne ”Rock’N ALLE roll”(1979) producert af Wolfgang Käfer & Paul Bach. Her brillere Nalle igen bl.a. med et Little Richard nummer - ”Long tall Sally” er blevet til ”Lange Lone”, men ellers lever Lp'en - trods tekster af Torben Eschen - ikke op til standarten fra "Rock Kost". Det er som om, der slet ikke er samme energi over  bandet her. 

På en af hans mange tuner mødte Nalle en dag Kim Larsen, som lovede at skrive et par numre til Nalle til gengæld for et par smarte sko, som Nalle havde! Han måtte antageligt rejse tilbage til Odense på strømpesokker. Men det var det hele værd. Det blev i 1980 til ”Amanda”, som vel er Nalles største succes nogensinde. Personligt syndes jeg dog bedre om ”Anna kære Anna”, en anden Kim Larsen sang som Nalle indspillede i 1983, uden den samme succes. I mellem de to singler udgav Nalle den fremragende Lp ”Side 2” (1982). Det er stadig rock, men med mere seriøse tekster af bl.a. Erik Thygesen. De handler om hverdags ting, og Nalle selv. Bl.a.  teksten jeg har tilladt mig at gengive længere nede på siden. ”Ikke mig” - som skulle være Nalles historie fortalt på 34 linier!

I løbet af 1980'erne begyndte Nalles store nedtur, som han ofte har fortalt om i diverse interviews, men da rock'n'roll var inde i en revivalperiode i løbet af 1980'erne, fik Nalle en chance til. På initiativ fra Kurt Andreasen samlede man det, man kaldte "60'er holdet", bestående af Nalle og en række andre, der havde været med dengang, og indspillede en støttesingle for Danmarks Underholdnings Akademi. Kurt Andreasen faldt i den forbindelse i snak med Nalle, hvilket førte til indspilningen af Lp'en (og Cd'en) "En go gammel rocker" (1990). Albummet var en tilbagevenden til stilen fra Winckler produktionerne fra 1970’erne med skræddersyede tekster af Torben Eschen. Da pladen kom ud i sin tid, udtalte Nalle følgende til Politiken: "Jeg synes, at ham Mickey Jupp skriver nogle fremragende tekster og melodier. Det vil jeg da gerne dele med andre. Og selv om det ikke er "Goe gamle fru Olsen", så er det jo heller ikke intellektuelt. Bare sange om livet, som det er...". Men påtrods af flere gode fordanskninger af Mickey Jupps numre, forsvandt pladen  - og Rock Nalle - hurtigt ud i glemselen. Han var godt på vej ud i den nedtur, der - som han ofte har fortalt om - endte med, at han var helt nede og "kysse guldbrædderne nedefra". Nalle var efterhånden var mere kendt som hjemløs tigger på Odense Banegård, end for hans glorværdige musikkarriere.

"En go gammel rocker" så i lang tid ud til at blive den sidste Rock Nalle-plade, og som sådan var den også afslutningen på den periode, som blev sat i gang af Gustav Winckler i midten af 1970'erne. Men i slutningen af 1990'erne vendte Rock Nalle nærmest mirakuløst tilbage. Det er ”Never 2 late”, som hans comebackplade hed. I 1998 udkom denne seje rock'n'soul-plade, hvor Nalle synger alle numrene på engelsk. Der er soul på pladen, men også rock’n’roll og mere moderne country rock. Mickey Jupp er også stadig en del af Nalles univers på dette tidspunkt, ligesom Nalle altid har plads til et Fats Domino nummer. Imod alle odds var Nalle kommet oven på igen og var vent tilbage til pladestudierne og landevejene! Jeg så ham første gang i 1999, hvor han spillede på et ydmygt sted i Århus. Et forrygende show med numrene fra ”Never 2 late” - plus selvfølgelig de gode gamle hits. Senere har jeg set ham, så ofte jeg har kunnet komme til det. Det er altid en sand fryd. Bl.a. så jeg ham nærmest vælte teltet på Tunø Festivalen i 2000. Folk kunne slet ikke sidde stille og dansede overalt i teltet, da der slet ikke var plads nok på dansegulvet. I over to timer rockede Nalle af fuld hals, og han så ud som om han nød det. Han kom tilbage og gav ekstranumre op til flere gange, da folk simpelt hen ikke kunne få nok af den fede rock! En lignende stemning - og hvad der forårsagende den - er fanget på cd'en "Rock Nalle: Live on tour" fra 2000.

Rock Nalle live på Tunøfestivalen år 2000

I 2003 var Nalle en del af en meget succesfuld turné "The hithouse reunion - The grey gold strikes back" sammen med Jørgen Krabbenhøft, Peter Belli og Sir Henry. Nu var det igen musikhusene og sportshallerne, der var fyldt op. Dette brag af en genforening førte også en radioudsendelse og en cd med sig. På cd'en brillerede Nalle med en fantastik akustisk bluesguitarversion af den gamle Rufus Thomas Memphissoul-klassiker "Walking the dog". Sandsynligvis var det denne indspilning samt enkelte numre i samme stil på cd'en "It's a wonderful life" (2003), der førte til den seneste drejning i Nalles utrolige karriere.

Sammen med den hollandske bluesguitarist og sangskriver Hans Theessink og vores egen fremragende blues og rockguitarist Knud Møller, søgte Nalle helt tilbage til rødderne og begyndte at optræde live med gamle blues og rock'n'roll numre, samt nyere materiale af Theessink, kun akkompagneret af de to herrers imponerende guitarspil. Knud Møller havde produceret "It's a wonderful life", der endnu engang havde opdateret Nalles stil til noget mere tidssvarende - og afsløret hvor stor en "balladsinger", han også kunne være. "It's a wonderful life" indeholder et Hans Theessink nummer, og forbindelsen mellem de tre opstod i den forbindelse. Deres fælles anstrengelser blev foreviget på to studie-cd'er under titlen "Goin' down slow vol. 1 og 2", der begge blev belønnet med Danish Music Awards som årets bluesudgivelser! Det er vel skæbnens ironi, at landets største rock'n'soul sanger skulle ende med at blive en prisbelønnet bluessanger, men sådan set var det mest af alt etiketten, der var ændret og den meget skrabede stil. Alt det udenom var strippet væk, og kun det væsentligste stod klart og tydeligt tilbage. Pladerne indeholder rødderne til al Nalles musik - blues jo, men også mere gospelprægede og countryinspirerede ting samt 1950'er rhythm and blues og rock-a-billy. Alle de ingredienser, der tilsammen giver uforfalsket rock'n'roll.

Hans Theessink og Knud Møller har som bekendt mange projekter at se til, så i de senere år har Nalle slået sig sammen med det velspillende band The Crazy Ivans, og viderefører sammen med dem stemningen fra Theessink, Nalle og Møller samarbejdet. Blot er der nu, ud over to guitarer, også kommet en bas med, hvilket giver lidt flere muligheder. Men det drejer sig forsat om at skære ind til benet og finde kernen. Nalle, Ivan Sand og Dion Egtved fra Crazy Ivans arbejdede første gange sammen om cd'en "Chapel Hill" i 2008, hvor Nalle var sat sammen med de amerikanske bluesmusikere Ken "Omar" Dykes og Magic Slim. Nalle and his Crazy Ivans har også foreviget deres eget samarbejde på to herlige cd'er "Back to the roots" (2009) (Grammy-nomineret) og "Long as I can see the light" (2011). Henning Kaae er den fjerde mand i den forrygende blues-kvartet.

At Nalle stadig skulle være på toppen omkring sin 70 års fødselsdag er vel nok imod alle odds, men at han er endt som en meget autentisk bluessanger, er vel egentlig meget nærliggende. Ingen skal komme og fortælle Nalle noget om blues. Han har gennemlevet det hele "and lived to tell the story" - og det gør han fortsat på sin turne rundt om til landets spillesteder sammen med his Crazy Ivans - og i dag er det okay med Nalle, at man sidder ned og lytter til hans bluesmusik. Han er også selv begyndt at sidde ned. Er du til blues og rock'n'roll må du ikke snyde sig selv for at opleve denne levende legende live, når han kommer til en by nær dig.
 

Og så får i lige teksten til den biografiske sang fra den fremragende LP ”Side 2” fra 1982:

Ikke mig (Chuck Berry, d.t: Erik Thygesen)

En dag så sa’ min far: ”Nalle – ven,
Du skal i lære nu og blive slagtersvend.”
Jeg rensed tarme fire år i træk,
så kylede jeg svendebrevet væk!
Det er ikke mig! Ikke mig! Nej-nej-nej, det er ikke mig! 

Jeg syntes selv, at jeg var O’enses svar
på Little Richard med min el-guitar.
Men så en dag sa’ min mor; ”Dit dovne drys.
Bliv nu til noget!” Så blev jeg sur og stak til søs.
Det er ikke mig! Ikke mig! Nej-nej-nej, det er ikke mig!
Hvis der er ballade, ja, så går jeg min vej. Nej-nej-nej, det er ikke mig! 

Jeg rejste ud og så en masse vand,
Jeg spuled dæk, skuled efter land.
jeg lærte at tale engelsk som James Brown,
men så en dag – et pludseligt sug af savn.
Det er ikke mig! Ikke mig! Nej-nej-nej, det er ikke mig!
Lille Danmark, åh, forglemmigej. Nej-nej-nej, det er ikke mig! 

Jeg blev berømt med soul og eget band,
men der var alt for mange der skulle bestemme hvordan
jeg skulle stå og gå og smile, føre mig frem,
så jeg sa’ stop og rejste lisså stille hjem.
Det er ikke mig! Ikke mig! Nej-nej-nej, det er ikke mig!
Den oversmarte plastic-stjerne-leg. Nej-nej-nej, der er ikke mig! 

De næste otte år var nul musik
Kone, børn, bil og hjemmestrik.
Jeg gik på havnen for at finde mig selv
og puklede, sled mig næsten halvt ihjel.
Nu rejser jeg som sanger lidt igen.
Nu ved jeg meget mer’ om hvor jeg vil hen.
Jeg synger hvad jeg vil og hvad jeg kan.
Så nu, er jeg blevet min egen mand.
Det er ikke mig! Ikke mig! Nej-nej-nej, det er ikke mig!
Hvis det ikk’ er rockmusik og leg, så – nej-nej-nej, så’r det ikke mig!