Hostet af Gustav Winckler Logen af 1996
Nalle biografi og diskografi: klik her.
|
14.4.2013: Hvor utroligt det end kan lyde,
så fyldte Rock Nalle 70 år i går. Det blev bl.a. fejret ved en reception på
Graceland i Randers. I samme forbindelse er en af de oversete perler fra Nalles
bagkatalog blevet genudgivet i en luksusversion. Det drejer sig om pladen fra
1990, der meget passende hed "En go gammel rocker". "En go gammel rocker"
markere afslutningen på den epoke, hvor Nalle sang rock'n'roll på dansk. Den
blev lavet midt under Nalles store nedtur, der strakte sig fra sidste del af
1980'erne og frem til midten af 1990'erne, og det er nærmest en gåde, hvordan
det færdige resultat er blevet så godt som det er. Det var Kurt Andreasen, der i
sin tid stod bag produktionen af albummet og det er også ham, der nu har stået
bag den flotte genudgivelse. Cd'en er genudgivet i et smukt papcover i
gammeldags EP format, og indeholder ud over cd'en med den remasterede musik også
en DVD med en tv-portræt og nogle musikvideoer, der blev produceret i
forbindelse med den oprindelige udgivelse af pladen i 1990. På den måde får man
altså også sat billeder på denne periode af Nalles gloværdie karriere.
Udgivelsen indeholder også en booklet med en del billeder fra dengang og en
minibiograf, som undertegnede har været så heldig, at få lov til at skrive.
14.11.2006: Nu er der kommet en Goin' down slow 2 på gaden. Ikke helt overraskende efter den store succes med vol.1, der som nævnt fik en Danish Music Award! Stilen er fortsat domineret at Theessink og Møllers fremragende akustiske blues guitar spil, og Nalles vokaler, men der er kommet noget ekstra bas på hist og her denne gang, og Theessink synger mere end på vol. 1. Han står for lead vokalen på flere af sangene. Bl.a. en fantastisk sang "Faded fame" som Theessink utvivlsomt er blevet inspireret til ved at høre historien om den periode hvor Nalle - som han har udtrykt det - var nede og kysse gulvbrædderne nede fra. Theessink har også skrevet 4 af de andre sange - f.eks. syndes jeg "Tears are rolling" er rigtig god. Den er nærmest i rock-a-billy stil ikke helt ulig noget genrens mestre ude på Sun studiet i Memphis kunne have indspillet i sin tid. Så en stor del af pladen er altså igen ikke autentisk gammelt blues. Det er blot fremført som om det var det. Det gør dog bestemt ikke pladen mindre interessant at der er nogle nye sange. Umiddelbart skulle man tro dette
var mere af samme skuffe som vol. 1, men det er en CD med en anderledes afdæmpet
stemningsfuld atmosfære. Der er ikke meget Rock Nalle i Little Richard mode her.
Det nærmeste man kommer Rock Nalles velkendte stil er det gamle Bill Haley hit "See
you later alligator." Men den er nu også fremført forholdsvis behersket, så den
passer fint ind i stilen. En anden gammel kending er "Since I met you, baby".
Jf. coveret er det en version med Solomon Burke der har fået Nalles øjne op for
denne sang. Lad os håbe sangen også har en personlig mening for Nalle, og at han
synger den til en bestemt. Det tror jeg. Han fremføre den i hvert fald smukt, og
med beskeden i coveret får han hyldet en af hans store helte Solomon Burke - The
king of rock'n'soul. Der er ingen tvivl om at den store sanger betyder meget for
Nalle. Han har tidligere indspillet f.eks. "Cry to me", og jeg har da selv hørt
Nalle nævne Burke fra scenen. Jeg er da, som jeg vil tro de fleste er, også helt
enig med Nalle i at Burke bør hyldes - og det bliver han da også, for han er i
allerhøjeste grad still is going strong, og har for ikke så længe siden udgivet
en spændende country'n'soul CD "Nashville" som jeg varmt kan anbefale. Når vi nu
er ved anbefalingerne så er Jerry Lee Lewis også genopstået og har udgivet en
duets rock'n'country CD: "Last man standing"!!! Cd'en slutter med en sang der hedder "Vicksburg is my home", og selvom vi jo nok ved at Theessink, Nalle & Møller ikke bor i de amerikanske sydstater, så lyder de i hvert fald som om en del af deres sjæl høre hjemme der over. Om denne plade også vinder priser, og om der kommer en vol.3 vil tiden vise. Jeg håber det bedste. 10.3.2005: Det ser ud til vi har sovet gevaldigt i timen på denne Rock Nalle side! I lørdags tændte jeg tilfældigt for bilradioen, og de var i gang med en udsendelse fra Danish Music Awards. De begyndte at præsentere en rock legende, og jeg tænkte, at hvem mon nu det er de kalder en rock legende – det burde være Rock Nalle – og det var det sandelig også! Det viste sig snart at Nalle ikke alene optrådte ved denne musikbranchens store fest, men at han også havde vundet en pris for årets blues album! Skæbnens ironi efter 40 år som Danmarks måske bedste rock´n´roll sanger. I min lovprisning af Nalles forrige CD skrev jeg bl.a: ”Der er mere herlig blues guitar på...... Thunder and lightning. På den nye hithouse plade er sangen Walking the dog også lidt i denne charmerende lette akustiske blues stil. Det ville være sejt om Nalle lavede en hel plade i denne stil.” Og det er faktisk lige netop hvad han har gjort. Ikke at jeg tror han har gjort det fordi jeg foreslog det, det har nok nærmere været sådan, at ideen var så nærliggende at jeg også har fået den! Hvorom alting er, så har Nalle slået sig sammen med den hollandske blues mand Hans Theessink, og guitarist m.m. Knud Møller og har indspillet en hel cd med akustisk blues: ”Goin’ down slow”.
Cd’en udkom i november 2004. Jeg ved ikke hvordan det kan være sket at jeg ikke har hørt om det, det er i hvert fald ikke fordi den ikke er værd at snakke om. Det er en herlig CD, som bringer os helt tilbage til rødderne af den rock’n’roll musik som Nalle ellers er kendt for. Det er dog mere i Theessink og Møllers fremragende guitar spil at vi er tilbage ved blues rødderne end i sang valget. Så vidt jeg lige kan se er kun titel sangen ”Goin down slow” en traditionel gammel blues klassiker, og det er da også en af mange højde punkter på cd’en. Ud over dette er Cd’en en samling af "nyere" sange indspillet i gammel blues stil, Hans Theessink numre og gamle numre fra den tid hvor blues var blevet til rhythm and blues, og var godt på vej til at blive til rock’n’roll. Utvivlsomt nogle af Nalles gamle favoritter, og nogen af de livligste numre på pladen. Både ”Shake, rattle and roll” og ”Lawdy Miss Clawdy” er gamle r&b numre, der er blevet til rock’n’roll klassikere efter at Elvis har haft fat i dem. Her er Nalle på hjemmebane, og det er han i allerhøjste grad også på ”Shake a hand”, der er et gospel præget rock'n'roll nummer som bl.a. Little Richard har indspillet tilbage i 50’erne, og er der noget Nalle er ekspert i så er det Little Richard, og dette er ingen undtagelse (Hvornår laver Nalle en hel plade med Little Richard numre?). Endnu et højde punkt på CD’en, og det var da også en af de sange de henrykkede publikum med ved Danish Music Award showet. Som skabt til at synge og klappe med på - og det blev der gjort! Der er også et gospel præg over Cd’ens sidste, og måske allerbedste nummer, som er en værdi klimaks på denne herlige plade: ”Last train to Memphis”. Det er Nalle i topform. De andre nyere sange på pladen er Steve Earls ”Pilgrim”, som har en mere country præget melodi, og den stille, og bedrøvelige ”The new year blues”. De sidste 3 sange på cd’en er originale Hans Theessink kompositioner. Cd’en starter ud med ”Man with a broken heart”. En rigtig sørgmodig og stille ballade lidt i stil med de hudløst ærlige indspilninger på de sidste plader Johnny Cash lavede hos American Records. I det stille arrangement hvor Nalle næsten visker kan man rigtigt høre det hårde liv i Nalles stemme. Som der er blevet sagt, så er Nalle om nogen en mand der har levet the blues, og han synger da også sangen meget overvisende. Theessinks ”Ready for the ride” er et midtempo nummer om døden, der må indhente dig, lige meget hvem du er. På dette nummer og flere andre synger en dyb bas stemme kor med stor effekt. Det må være Theessink eller Møller. CD’ens sidste Theessink nummer er ”Brand new dawn” et hårdt blues nummer, som også er med på Thessinks eget nye album ”Bridges”. Men den bliver nu ikke dårligere af at Nalle synger den. Nogen steder henvises der til denne CD som ”Goin’ down slow volume 1”. Lad os håbe det holder stik. Jeg ville meget gerne høre meget mere til de tre blues mænd. ---------------------------------------------------------------------------------------------------- 17.9.2004: Det er endelig sket. De har fået udgivet Nalles 60'er indspilninger på CD. Der er kun 20 indspilninger, men mange af dem er aldeles fremragende! Det er Universal Music der i deres spændende serie "Dansk pigtråd" er nået til Nalle - vol. 9 i serien. Om Nalles musik er pigtråd kan man jo diskutere, men han er i hvert fald en del af den tid. Det er Jørgen De Mylius og Claus Hagen Petersen vi endnu engang kan takke for dette grundige arbejde. Som titlen antyder - Nalle: The complete 1965-1969 - er her alt hvad han indspillede i den første del af karrieren. Efter 1969 trak Nalle sig tilbage fra musikscenen og indspillede først plader igen fra 1975. Nalle har i de sidste 6-7 år fået god vind i sejlende på hans karriere igen, og det var et spørgsmål om tid før de gamle indspilninger måtte se dagens lys igen. Nalle får hele tiden nye fans, når han rejser rundt i landet og optræder, for de fleste bliver overrasket over hvor god han egentlig er, og han har også stadig alle de gamle trofaste fans, så mon ikke Cd'en kan sælge helt godt. Med den nye definitive cd slipper kommende Nalle fans for at fare rundt for at finde alle de gamle plader, som bl.a. undertegnede har brugt år og dage på - og alligevel var der en jeg ikke kunne finde. Mr. Pityful udkom kun på en såkaldt flexi plade som var vedlagt ungdomsbladet Børge og har ikke været til at få fat på, men nu er den altså med på den nye cd! Cd'en starter ud med Nalles tre første indspilninger fra 1965, men det er først med In the midnight hour, at Nalle har fundet den Memphis rock'n'soul stil vi kender ham for. Det var da også denne klassiske indspilning - der ikke står tilbage for nogen af alle de andre indspilninger af sangen - der blev Nalles første store succes. Den lå eftersigende også højt på hitlisten i England. Siden følger den ene herlige soul indspilning efter den anden Treat her right, Don't fight it (Ligesom midnight hour også en Wilson Pickett cover), She put the hurt on me, New Orleans og nok den bedste version af Chuck Willis Whatcha' gonna do nogensinde. Nalle brillere overlegent - og mere autentisk og dybtfølt soul er der næppe lavet i dette land. De sidste indspilninger han lavede i 60'erne vil måske nok komme bag på en del af Nalles fans, hvis ikke de kender dem. Der er ikke meget rock eller soul over de danske indspilninger han lavede på den tid. Der var i slutningen af pigtråds tiden en trend med at synge gamle danske sange i uptempo arrangementer. Det startede med Keld Heicks Ved landsbyens gadekær, men også f.eks. Defenders hittede med Jeg har aldrig fået noget. Denne vogn var Nalle også med på - mere eller mindre frivilligt. Helledusseda og En er for lille er selvironiske og muntre duetter med Jørgen Krabbenhøft fra den populære pigtrådsgruppe Hitmakers. Nalles muntre side kan også opleves på den gamle traver Hvor er min kone. Nalles dansende bjørn og Rosie er danske versioner af udenlandske hits på den tid, mens sange som Det er dig han tænker på, Susanne, og Sig aldrig nej lyder mere som ren dansk top musik. Ikke at der skal være noget galt med det, men det er jo ikke lige det man forbinder med Rock Nalle, og det var da også efter denne plade at han stod af, og levede uden for pladebranchen, indtil hans første store comeback i midten af 70'erne med dansk sproget rock’roll. Endelig forkæler de os som en slags bonus på cd'en med nogle helt nye 2004 stereo mix af In the midnight hour og b-siden Treat her right. At ovenstående så alligevel ikke er Nalles complette indspilninger fra 60'erne vidner en anden meget spændende CD, der fornyeligt er udkommet om. Frost har udgivet Cd'en: 79 minutes before midnight hour : live i Haarby Kro 1965. Det er ikke en officiel indspilning der tidligere har været udgivet, men det gør den jo ikke mindre spændende og sæt listen vidner om, at der er tale om et rigtigt rock'n'roll show: Fats Domino, Rick Nelson, Chuck Berry, Brenda Lee, Ray Charles, Gene Vincent, Jerry Lee m.fl. og også lidt - på den tid nyere ting - af Beatles og Animals. Lydkvaliteten af denne optagelse er selvfølgelig ikke i top, men dog til at holde ud at høre på, og det er et herligt historisk dokument fra en svunden tid. Cd'en indeholder: The Yankees er bandet der backer Nalle op. De spiller en del instrumental numre i Shadows stil. Som det fremgår af titlen er indspilningen optaget på Haarby kro, nær i skrivende stund så legendariske by Snave. Haarby kro var et sted hvor tingene forgik dengang i 60'erne. Jeg ved at mine fynske forældre har været der tit - gad vide om det var denne dag de så Rock Nalle! --------------------------------------------------------------------------------------------------------- 15.3.2004: Det viser sig, at der er udkommet en soundtrack cd fra Krøniken, hvor bl.a. Rock Nalle kan høres på! Indhold: ---------------------------------------------------------------------------------------------------------- 8.3.2004: Rock Nalle i Krøniken: Jeg ved ikke hvor mange der har tænkt over det, men jeg er overbevist om at det var Rock Nalle der sang Trutti Frutti i DR's serie "Krøniken", de sidste to søndage. De bruger den som symbol på at rock'n'roll tiden er på vej. I serien har de haft pladen med hjem fra Amerika, men da den blev brugt til en længere sekvens har de nok følt, at de måtte have en version i moderne lydkvalitet. Derfor har de tilsyneladende indspillet en helt ny version med Danmarks Little Richard - Nalle. ------------------------------------------------------------------------------------------------------------ 1.3.2004: Af www.marskemusic.dk fremgår det at Nalle skal indspille en akustisk blues plade med Knud Møller og Hans Theessink i løbet af 2004. Det lyder mere end almindeligt spændende. Jeg kan dårligt vente! ------------------------------------------------------------------------------------------------------------ 6.4.2003: The grey gold strikes back!
Så har der været præmiere på
The hithouse reunion tour i Hjørring, og det var en herlig oplevelse, der
levede op til selv de største forventninger. En hel sportshal fyldt op med
fortrinsvis middelaldrene mennesker
syede og boblende af den fede rock. De unge mennesker ved ikke hvad de går
glip af! Det er Peter Belli der har fået
ideen om at genforene nogle af de populæreste navne fra dengang det navnkundige
Hit House var stedet hvor det skete i København. Der var en fantastisk stemning i
salen i Hjørring og man kunne se at de også på scenen nød at være sammen,
og spille de gamle sange igen. De gik på scenen til tonerne af Sir Henrys kulte
instrumental hit ”Camp”, som han i sin tid have et internationalt hit med, i
en indspilning hvor han spillede den på en kam! Derefter fyrede de den nyskrevede sang ”Soundtrack of our lives” af i fællesskab. Ellers skiftede
de til at fremføre forskellige af deres gamle favoritter. De var alle nobelt klædt
i jakkesæt, og de flere af dem fyldte dem naturligt nok noget mere ud end i sin tid. Peter Belli var konferencier, præsentere
de andre og styrede slagets gang. Han virkede totalt afslappet og meget
professionel. Men han har selvfølgelig også prøvet sådan noget så tit.
Derud over lagde han låg på al mulighed for kritik med en dybt følt version
af Animals klassikeren ”The house of the rising sun”. Elles satsede han på
hans kendte hits fra dengang.
F.eks. "Roll over Beatles", "Move on" og "Game
of love". Han beviste også nu, som
dengang, at man faktisk kan synge pigtråds musik på dansk, idet han sang et
par af Thøger Olesens herlige tekster: "Ulven Peter" og "Helt
igennem respektabel". Bellis karakteristiske stemme er som skabt til pigtråd,
og er simpelt hen indbegrebet af denne stil. Den hårde hæse stemme skar sig
igennem den herlige pigtråds musik, som væltede ud fra bandet som de kalde The
New Big Sounds. De gamle Big Sounds spillede med Nalle i 60’erne. Dette band
er da også Nalles dygtige tour band. Hvor Belli helt klart er af en hårdere
Stones og Animals skole, så er Jørgen Krabbenhøft en rigtig Beatles dreng. På
de gamle plader med Hitmakers satser de da også meget på smukke vokaler og
harmonier - og det kunne han stadig. Efter hvad de fortalte på scenen, så har
han ikke optrådt live de sidste 35 år, så han må have været noget nervøs!
Hans stemme lød stadig meget drenget, når han sang gamle hits som ”Stop the
musik”, og Monkeys ”I’m a beliver”, som alle jo kender og holder af.
Endelig charmede han for vildt med en spøgefuld dansk version af ”Baby face”
– ”Baby fjæs”. Personligt havde jeg ingen ide om
hvad Sir Henry – Ole Bredahl - står for, bortset fra ”Camp” og ”Let’s
go”. Det viser sig at være en stor fejl, og jeg må snarest have fat i en
plade med Sir Henry & his Butlers gamle indspilninger. Det er så heldigt,
at der netop er udkommet en dobbelt cd med Sir Henry komplet 1964 – 1966. Der
er også kommet en ligende cd med Hitmakers og Peter Belli. Hvorfor Rock Nalle
er blevet forbigået kan kun undre, da hans 60´er indspilninger aldrig har været
ude på cd, og mange af dem er utroligt seje. I Hjørring var Sir Henry som en
gammel rock cirkus hest der havde lugtet savsmuld, og foldede en enorm stemme
ud, og sang ”Shakin’ all over” som om det gjaldt livet. Det var en sand
fryd at være vidne til. Han brillerede også med den mere ukendte ”No other
baby” og hans gamle hit ”Beautiful brown eyes”. En af aftens få ballader med det
resultat, at alle lightere blev tændt. I det hele taget var der en meget kærlig
stemning i salen. De middelaldrene mennesker var glade for at gense deres gamle
idoler, og høre den musik som ikke er lavet vildere siden. Og så forstår den
generation sig jo virkelig på at danse, så danse gulvet var konstant fyldt op.
Der var endda nogen oppe og danse på stolene! Sir Henrys
andet kæmpe hit "Let’s go" startede anden sæt. Vi ville også have
været skuffet, hvis ikke den var med. Nalle vil vel altid være noget
af en ener, og det var han da også i dette selskab. Selv om de synger at de er
inspireret af Beatles, Stones og Animals, så har det aldrig været tilfældet
for Nalle, hvilket han også helt tydeligt viste i hans valg af sange. Nalles rødder
er i 50’ernes amerikanske rock’n’roll og Memphis soul fra 60’erne.
Eksempler på det første var at han sang flere Fats Domino numre ”I’m ready”
og ”Blue monday”, som han jo gør upåklageligt, og han kunne heller ikke
undgå at taget kegler med hans mest kendte sang fra dengang – ”In the
midnight hour”, som han synger så autentisk, at man skulle tro det var
Memphis, og ikke Odense han kom fra. Nu var dette jo præmiere aftenen og han
virkede lidt beklemt ved det hele, og var usædvanlig cool i første sæt. Han
virkede lidt indelukket, men utrolig sej. Det var som om han holdt lidt igen, og
rockede ikke så løssluppent som
man nogen gange har set. I anden sæt tøede han dog op, og brillerede kraftigt
med en groovy version af det gamle Memphis soul nummer ”Walking the dog”, og
en forrygende version af ”My Nadine”. Det mest 50’er agtige nummer fra
hans seneste cd. Koncerten sluttede som sådan
noget så ofte gør, med en rock’n’roll medley. Det er jo det festligste
musik der er. Her var Nalle også på hjemmebane med ”Trutti Frutti”. Jørgen
sang ”Long tall Sally”. En sang som der knytter sig den sjove historie til,
at Jørgen sang den i sin tid da han og Hitmakers var opvarmnings band for
Beatles, da de spillede i KB hallen. Efter
koncerten bad Paul McCartney ham dog om at undlade at spille den ved den anden
koncert, da den også var med i Beatles program. Hit house reunion er en herlig
oplevelse, som jeg ikke kan anbefale varmt nok. For dem der ikke får set det,
eller gerne vil tage mere end oplevelsen med hjem, er der heldigvis kommet en CD
med nogle af sangene fra showet: THE HITHOUSE REUNION vol.1 – The grey gold
strikes back. Pladen er produceret af Poul Martin Bonde, og er så ny som
den kan være. Sangene blev indspillet i slutningen af forrige og starten af
sidste måned! Læg også mærke til at det er vol.1 – de regner med
den går så godt, at der kommer en to’er. Det ville bestemt også være på
sin plads, da der er mange sange fra showet man savner på cd’en, der kun har
de typiske 11 numre. De synger fælles den nye
”Soundtrack of our life”, “You can’t stop the music” (der også kunne
have været skrevet til lejligheden, men er fra rockoperaen “A soap opera”),
og Eddie Cochran klassikeren ”C’mon everybody”. Jørgen Krabbenhøfts solo numre
er hans gamle hits ”Stop the music” og ”So mush in love”. Begge disse
numre er de numre på pladen, der lyder mest som såkaldt Merseybeat musik fra
60’erne. Pæne vockal harmonier og masser af beat guitar.
Belli har også genindspillet en
af hans gamle hits ”Game of love”. Hvor godt det end er, så kan det ikke måle
sig med den fryd det er at hører hans version af ”The house of the rising sun”.
Fremragende og godt at han endelig har fået den indspillet. Den har ganske
givet været en af hans favoritter siden dengang og The Animals har utvivlsomt
altid være nogen af hans største helte, og hans version blegner ikke ved siden
af den ellers geniale Animals version. Et af mange højde punkter på den nye
cd. Nalle har med sine to soloer sørget
for at få en med i begge de stile der har inspireret ham mest. En rock’n’roll
sang, og en Memphis soul ting. Og så tilmed nogen han ikke tidligere har
indspillet på plade. Først får vi en dejlig version af ”Blue Monday”. Det
er altid sjovt at høre Nalle synge en Fats Domino sang. (Hardcore fans vil lige
nævne her
at Smiley Lewis indspillede den før Domino.) Nalles versioner er ikke nødvendigvis
bedre end Dominos hyggelige original versioner, men det giver dem altid lidt nyt
præg, at Nalle synger dem med den her voldsomme soul stemme. ”Blue monday”
adskiller sig fra det meste af resten af pladen ved at være en gammeldags
50’er rocker. Nalles anden solo ”Walking the
dog” adskiller sig også kraftigt fra resten af pladen. Den har en meget
charmerende funky beat med masser af akustisk blues guitar. En klar
favorit på pladen. Live versionen var hårdere og mere blues agtig, da den blev
spillet af hele bandet. Det var også
fremragende. Sir Henry har også valgt et par
soloer han ikke har indspillet før – så vidt jeg ved. ”Shakin’ all
over” er jf. cd coveret et gammelt surf hit, men her er det i hvert fald blevet
til rigtigt vild rock, med masser af sej halv syret guitar. ”No other love” er ikke helt
så vild, men også sejt sunget. Jf. coveret inspireret af en live version af
Paul McCartney. Faktisk lyder Sir Henry en del som McCartney, når Sir Paul for
alvor rocker. I det hele taget er Sir Henrys soloer de sange der lyder mest
moderne på pladen. En herlig, glad og festlig plade
som skulle kunne sætte gang i mangt en fest. Jeg glæder mig til vol. 2!
Læs mere på
http://www.transistormusic.dk/hithouse/
- Se bl.a. en morsom musik video til den nye sang ”Soundtrack of our life.” ----------------------------------------------------------------------------------------------- Marts 2003: It’s a wonderful life – One shot of rhythm and two shots of
rock’n’roll! Der har længe
været rygter fremme om at Rock Nalle var i gang med at lave en plade med nogle helt
nye sange. Pladen er kommet til at hedde ”It’s a wonderful life”
– en titel Nalle utvivlsomt kan stå inde for. Nalle er kommet i hænderne på
produceren Knud Møller, der også stod bag lignende projekter med Peter Belli i
90’erne - dog på dansk. Allerede på coveret bemærker
man nye tider. Der er ikke tale om en Rock Nalle cd, men slet og ret Nalle. Det
plejer at være signal på at han gerne vil tages mere ”seriøst”, når
”Rock” forsvinder fra coveret. Sidst det skete var med den fremragende Lp
”Side 2” fra 1982, der da også er en af hans hidtil mest ambitiøse
plader. I 60’erne var han altid kun kendt som Nalle. Det var i forbindelse med
hans comeback i midten af 70’erne, hvor han sang rock’n’roll på dansk, at
tilnavnet Rock Nalle opstod. Hvor om alting er, så er der tale
om en sej rock/soul/blues plade. Allerede det første nummer Was you blue sætter
stilen, og er en lovende start. Den starter med tonerne af en rigtig gammeldags
steel blues guitar. Den gamle mester tager os med helt tilbage til rødderne.
Egentlig en optimistisk sang om to mennesker der er gået fra hinanden, men har
fundet ud af at de ikke kan undvære hinanden. Rikke Mølgård synger duet med
Nalle på denne sang, og det gør hun rigtig godt. På resten af pladen synger hun kor.
Der er mere herlig blues guitar (og forskellige andre strengeinstrumenter) på
den lidt hurtigere og lettere Thunder and lightning. På den nye hithouse
plade er sangen Walking the dog også lidt i denne charmerende lette
akustiske blues stil. Det ville være sejt om Nalle lavede en hel plade i denne
stil. Men på denne plade skal han nå
det hele. Vi får prøver på flere stilarter Nalle mestre. Stort set alle
sangene handler om kærlighed – både når kærligheden bare køre, og når
det ikke går helt så godt. Den første
af flere glade ”love songs” I got a thing er rigtigt hård rock, mens
My Nadine er mere gammeldags rock’n’roll med Jerry Lee Lewis piano.
Det er ikke Chuck Berrys Nadine, men er ikke fri for at minde lidt om
den. Det er nok også meningen titlen taget i betragtning. I’m good og Rise above it er herlig blues rock med giftigt blues orgel. Begge kan ses som statements fra Nalles liv for tiden. Han er så good, at han næsten ikke engang selv tør tro det vare ved, og har man set Nalle i tv, hvor de altid har travlt med at spørge ham om hvordan han på mirakuløs vis er kommet tilbage, efter at have været helt nede i møget, ved man at han er i sin gode ret til at synge: "I’m gonna pick myself up every time I fall – I’m gonna rise above it all”! I wanna know er lidt
mere funky i stilen. Men det er som om det er balladerne der når de allerstørste højder på denne plade.
Umiddelbare favoritter på pladen er Long gone dream og især Don’t
want to love you, som Nalle synger med megen følelse og ja – sjæl. En
ret universal tekst som man kan fortolke på mange måder.
Det er måske nok en overfortolkning, men det behøver ikke nødvendigvis
være en pige han synger til, det kunne også være det store teenager rock publikum! Nalle drømmer måske stadig om at opnå stor pladesucces og blive rigtigt super
star igen, men det er jo en ulige kamp for en ældre mand som ham, hvor god han
end må være. With these hands har en tung og slæbende 50’er beat,
som utvivlsomt tiltaler Nalle. Komplet med dyb brummende sax solo ala gamle Fats
Domino plader. Ideen med at Nalle skal indspille
nogle nyere sange, er naturligvis helt rigtigt, men det er også klart at alle
sangene ikke kan være lige gode, og hvor simple de gamle rock’n’roll
klassikere end kan lyde, så er det ikke sådan lige at skrive noget lignede.
Doctor doctor er vel den festligste af rock sangene her. Han
synger den sejt, og teksten er ret sjov i stil med bl.a. gamle Carl Perkins
sange, hvor lægen skal ordinere ham noget rock’n’roll. Det er da også
denne sang der er blevet spillet en del i radioen. Der er den helt rigtige fun
fun fun rock’n’roll party time atmosfære over den. Det er på sin vis også
en kærligheds sang. Her er det blot den gode gamle rock’n’roll, Memphis
blues m.m. han sender en kærligheds erklæring til.
Det kan fryde enhver rock fan at høre strofer som:
”Tune into every station on my radio, all I seam to hear is the middel of the
road, and I can’t stand the stuff – look what it’s done to me - doctor
come quick…..!” Pladen slutter med It’s a
wonderful life, der med sit andægtige orgel spil kan lyde helt religiøs.
En sang der utvivlsomt også står Nalles hjerte nær. Den ultimative kærligheds erklæring
til den han holder af, og livet i det hele taget. En helstøbt, modig og spændende plade fra den go’e gamle rocker! Nyt men han fornægter ikke sine rødder. ------------------------------------------------------------------------------------------------------------ Med på støtte CD: Nalle har indspillet John Lennons
Crippled inside på en støtte plade for Dansk Handicap hjælp. På dansk
er sangen kommet til at hedde: Forkrøblet sjæl. Det er en meget hårdere
rockende version end originalen, og bortset fra det gode formål, så er alene
denne sang hele pladen værd. ------------------------------------------------------------------------------------------------------------ Ny cd: LIVE ON TOUR (2000): Så kom der endelig en ny plade
fra Rock Nalle, og da jeg alligevel ikke ville kunne skjule min begejstring ret
længe, kan jeg lige så godt sige med det samme, at det er en fremragende
rock’n’soul plade, som alle der har set Nalle live inden for de sidste par
år, vil have forventet. En stordel af Nalles live show
består naturligvis af numrene fra hans sidste plade ”Never
2 late” fra 1998, men det ville jo ikke give meget mening, at udgive en
plade med de samme sange på igen, så kun en enkelt sang er en genganger fra
”Never 2 late”. Ingen Nalle live optræden ville være fuldendt uden Good Golly
Miss Molly, som under sin danske titel Go’e gamle Fru Olsen
vel nok er hans mest elskede sang. Ellers består pladen af sange
fra hans live show, som ikke har været på plade før + en del live versioner
af hans indspilninger fra 60’erne, hvor han lige som nu, også mest sang på
engelsk. Pladen starter meget naturligt
med In the midnight hour, som var hans gennembrud i 1965, og utvivlsomt
hans mest kendt plade fra den tid. Mange fra den generation forbinder simpelthen
denne sang med Nalle, selvom der jo er utroligt mange andre der har indspillet
den. Men Nalle gør den også her
– som altid - perfekt. De andre nyindspilninger af gamle
Nalle plader fra 60’erne er: New Orleans (B siden til Midnight hour), Treat
her right (1967), og ikke mindst Mr. Pityful. Nalles indspilning af
den fra 1966 er nemlig uhyre sjælden. Den udkom
kun på en plade der var vedlagt et nummer af datidens musik blad
”Børge”. Men den gamle indspilning har sikkert lydt noget i stil med den her på.
De andre genindspilninger har i hvert fald beholdt deres gamle
arrangementer og lyd. Hvorfor skulle man ændre på noget der er perfekt. Og det
er jo netop denne autentiske sound vi så gerne vil høre, og ikke finder mange
steder i dag. Hvor fremragende disse genindspilninger af de gamle soul klassikere end er, så er det
selvfølgelig endnu mere interessant med indspilningerne af sange vi ikke
tidligere har hørt Nalle synge – på plade i hvert fald. Den første ”nye” og en omgående
favorit er Nalles version af Fats Dominos charmerende I’m ready. En af
de hårdest rockende numre Fats nogensinde lavede. Nalle synger den mere hårdt
end Domino, men alligevel er hans vokal inspireret af originalen. Det er en kort
sang, så der er rigeligt tid til at Nalles fremragende live band kan vise hvad
de duer til. Vi får således både et ”Chuck Berry” guitar mellemspil,
saxofoner og det er også her Rasmus Stenholm Henriksen begynder at brillere med
hans Jerry Lee Lewis agtige piano spil. Han genskaber også Dominos simple, men
enormt effektive mellemspil. Ægte glad 50’er rock’n’roll. Got you on my mind
er også en gammel sang. Oprindeligt et R & B hit for Big John Greer, men
siden indspillet af diverse rock og country sangere i USA. Nalles version her er
da også i en rock country stil, som flere af indspilningerne på ”Never 2
late”. Endnu en genre Nalle mestre. Carsten Pedersens guitar får ikke for
lidt her! Great gosh a mighty er en knap så kendt Little
Richard indspilning. Men Little Richard sange
er noget af det Nalle synger allerbedst, og dette er bestemt ingen
undtagelse. Det er vild, vild rock’n’roll! Rasmus Stenholm Henriksen tryller
igen. Ser man live showet kan man heller ikke undgå at lægge mærke til denne
lange klaver bokser, der åbenbart også har haft en finger med i produktionen
af denne plade. Party time
er også en festlig rocker med giftig guitar og sax, og den kunne have været en
passende titel melodi til pladen. Publikum skråler med på sangen, og man
fornemmer rigtigt den løsslupne stemningen på ”Rytmeposten” den aften.
Nalle lyder da også helt tilfreds med resultatet, da han efter sangen udbryder
”Ja jahhh”, som om han tænker - det kunne bestemt have været værre. Nalle indspillede i 60’erne en
fantastisk version af Chuck Willis Watcha gonna do, og her får vi så Nalles version af Willis succes What am I living for. En følsom soul
ballade. Den anden store soul ballade på
pladen er afslutnings nummeret Bring it home to me, der også er kendt i
diverse indspilninger med vidt forskellige sangere. Oprindelig indspillet af
komponisten selv - Sam Cooke. Endelig indeholder pladen en solo
fra Johnny Madsen, og en rock’n’roll medley duet med Nalle og Madsen.
Underligt nok har de ikke skrevet noget om Johnny Madsen uden på
coveret. Det kunne måske have hjulpet med til at sælge et par stykker mere.
Jeg vil tro Johnny Madsen har en del fans. I det hele taget bærer i hvert fald
bagsiden af coveret lidt præg af hastværk.
Men det er også gået hurtigt. Koncerten blev optaget på Rytmeposten i
Odense den 25. og 26 oktober, og allerede her sidst i november er den på gaden.
Og det er jo så uendeligt ligegyldigt, hvad der står bag på pladen – det er
jo det forrygende indhold af CD’en det drejer sig om. Det er en glad
rock’n’roll og soul plade som skulle kunne gøre sig til enhver fest. Endnu
er der ikke skabt en musikstil der er bedre at danse til end Rock’n’roll, og her
er der masser af det i top klasse. Lad os endelig få meget mere af dette!! (Vi er nogen der aldrig får nok af den
fede rock). F.eks. har jeg en drøm om en hel plade, hvor Nalle synger Little
Richard. Fra Nalles scene show savner man her bl.a. Lucille, Hound dog
(som han synger i Richard stil), Long tall Sally, og hans forrygende
version af Send me some lovin´ , som tit er en værdig klimaks på hans
optræden. Men afgørende for hvornår den næste
plade med Nalle kommer, må jo være hvor godt denne sælger – så skynd jer
ud og købe den – i vil ikke fortryde det!!!
|
