Papa Bue’s viking jazzband må være det berømteste danske jazzband nogensinde. Regnet for et af Europas tre - fire  største jazzband. De havde utrolig succes i over 50 år. Selvfølgelig har de gjort sig mest bemærket i Europa, men de har også gjort lykke i de fleste andre dele af verden. De gjorde sågar indtryk i jazzens hjemby, New Orleans, i 1969, hvor de imponerede ved New Orleans Jazz & Heritage Festival, og blev hædret med byens "gyldne nøgler".

De har i årenes løb spillet med mange af de store jazz legender, der slog vejen forbi København, som i hvert fald dengang var en jazzby.

I 1970’erne havde de stor succes med at lade deres banjospiller – Liller - synge jazz på dansk! Dette førte til dennes solo karriere som ”Dansk pop” sanger. Papa Bue vente tilbage til en mere traditionel jazzstil og fortsatte ufortrødent med at spille jazz med skiftende besætninger i 1980’erne, 1990’erne og helt ind i det nye årtusind. Papa Bue døde den  2. november 2011.

Arne Bue Jensen, som han egentlig hedder, blev født den 8. maj 1930. Eftersigende i et baglokale til en skobutik på Amager i en frokost pause! Der skulle mere til at slå folk ud dengang. Som så mange andre børn siges det, at Arne startede med at spille på redekam. Hans store interesse for jazz sprang først for alvor ud i fuld flor under besættelsen, hvor hans bror en dag kom hjem med en hel kasse jazzplader. Arnes bror hjalp med at sejle nogle flygtninge over til Sverige, og nogen gange havde de taget mere med, end de kunne få med over. Det var sådan, at en kasse jazzplader havnede i hænderne på Arne. Der var plader med de store swing orkestre som Harry James, Artie Shaw, Tommy Dorsey, Gleen Miller og Bert Ambrose, men også plader fra American Music, der på den tid var inde i deres tid med revival af de oprindelige New Orleans jazzmusikere som f.eks: Bunk Johnson og George Lewis. Denne revival af den gamle jazzstil, var en slags modstand mod Be-bob og de andre nye tendenser i jazzen. Disse plader dannede et stabilt fundament for den jazzstil, som Arne senere skulle blive så berømt for.  Siden udvidede han naturligt nok sin samling med indspilninger af  Louis Armstrong, Kid Ory, Fats Waller, King Oliver og mange flere. Også bluessangere som Huddie Ledbetter m.fl. faldt i hans smag.

Arne Jensen skal også have hørt jazz forskellige steder i udlandet, da han en tid var sømand. Han vendte hjem fyldt med toner og rytmer, og ønskede brændende selv at spille jazz. Derfor købte han en trombone for 375 kr. Det tog ham flere år at betale af på den. Det var Karl Friss fra det Kgl. Kapel, der var så venlig at vise ham de 7 positioner på basunen. Men ellers er han selvlært. Arne Jensen må jo have øvet sig en del, for snart var han i stand til at spille med andre jazzinteresserede unge mennesker. Han optrådte offentligt første gang i begyndelsen af 1950'erne ved Københavns Jazzklubs første Jazzbandball i selskabslokalerne i Polensgade. Han var på det tidspunkt medlem af orkestret ”Royal Bluesmen". De ændrede snart navn til ”Bohana Jazzband”. Arne spillede også i ”Henrik Johansen’s jazzband” og ”Saint Peter’s Street Stompers”. Der findes faktisk nogle få pladeindspilninger af Arne sammen med de to førstnævnte bands fra henholdsvis den 26.2.1954 og 6.3.1955.

En dag fik nogle lokale jazzmusikere - mere eller mindre under ledelse af Kid Erichsen - lov til at spille lidt på en bar i Nyhavn i en pause. Det var jo ellers mest harmonika, og sømandsvalse den stod på der. Man havde ikke rigtigt troet på jazz i Nyhavn, men snart kom interesserede folk til, og det endte med at bandet blev engageret. Først på Skipperkroen, som dog kun havde licens til tre musikere. Derfor måtte de skiftes til henholdsvis at spille, og drikke en øl i baren! I maj 1956 flyttede nogen af dem over til cafe Cap Horn, hvor de alle kunne spille med, og det var her Arne blev en fast del af bandet, der ellers bestod af Hans Jørgen Larsen (tp), Jørgen Svare (cl), Ib Lindschouw (t), Erik Carlsen (b) og Poul Harder (bjo). Sidste nævnte blev dog snart skiftet ud med Bjarne Rønne Pedersen, som de kaldte ”Liller”. Han var blevet tilbage på Skipperkroen, men kom ikke så godt ud af det med den nye trompetist der. Derfor byttede Liller og Poul Harder simpelthen plads. Liller, Jørgen Svare, Arne Bue Jensen og Ib Lindschouw, der på dette tidspunkt var henholdsvis 20, 21, 26 og 28 år, forblev et fast fundament for bandet de næste mange år.

Arne var den naturlige leder af bandet. Han var en af de ældste, og var god til at snakke med folk. Han var også den eneste af dem der havde børn. Derfor var det naturligt, efter udenlandsk forbillede, at give han tilnavnet "Papa". I starten kaldte de bandet Papa Bue’s New Orleans jazzband. Også meget naturligt, da det jo fortrinsvis var New Orleans jazz i den gode gamle stil de spillede.

Dette blev start skuddet til at den jazz interesserede ungdom holdt sit indtog i Nyhavn – til glæde for restauranter og barer. Hele Nyhavns image og ry blevet ændret. ”Pæne” folk kom til og færdes uforstyrret blandt alle de andre. Der var sjældent ballade. Alle var så positive og glade. Jazz gør noget ved folk, som Papa Bue har sagt. Det lykkes dem da også at få et engagement i Tyskland i sommeren 1956. De efterlod deres sidste gager til familien derhjemme, og drog fortrøstningsfuldt af sted. Det var ved denne lejlighed at bassisten Erik Clausen blev afløst af 21-årige Mogens Seidelin. Ham kaldte de naturligt nok ”Basse”. Clausen ville ikke med til Tyskland. Da de kom til Hamborg, var der dog ingen job til dem. Men de besluttede sig for at blive nogen dage, og se om ikke de kunne finde et andet engagement. De måtte leve af tørt brød og appelsiner, og sove på banegården og bænkene i parken om natten! Men det var umagen værd. Gennem den unge impresario Marianne Knüppel kom de til prøve for direktøren af ”New Orleans Bier Bar” på Reeperbahn nr. 1. De spillede sig i bogstaveligste forstand lige ind i en af de populæreste restauranter i Hamborgs forlystelseskvarter – Sct. Pauli. De blev engageret, men først til september, så de måtte tage hjem til Danmark igen. Da september kom tog de Hamborg med storm. De blev så populære, at de spillede der i flere måneder, og derefter fik mange jobs andre steder rundt om i Tyskland. Deres første egentlige koncert optræden skal have været i stadsteatret i Itzehoe i midten af oktober 1956. I slutningen af denne første Tysklandstour sprang trompetisten Hans Jørgen Larsen fra. Han blev afløst af tyskeren Gerhard Vohwinkel, og det blev med ham, at Papa Bue’s New Orleans band, da de kom tilbage til Danmark, indspillede sine første plader den 18.12.1956. 8 indspilninger der udkom på to EP’er. Det var to danske pladeproducenter Anders Dyrup og Karl Emil Knudsen, der havde set Buerne i Tyskland, og straks tilbudt dem en pladekontrakt.

Gerhard Vohwinkels tid hos Papa Bue blev dog kort. Ingen havde tænkt på, at tyskeren skulle have arbejdes- og opholdstilladelse. Kort før juleaften 1956 blev han derfor hentet af fremmedpolitiet og sendt hjem! Flere forskellige trompetister skiftes til at tage hans plads. Palle Nielsen, Ib Olsen og en tid den engelske Bob Wallis. Der var også bud efter Buerne fra Sverige og diverse Københavnske natklubber. Ofte spillede de eftermiddagen og aften i Nyhavn, og derefter på natklubber til den lyse morgen. Det var hårdt arbejde, men de var indstillet på, at det var det der skulle til, hvis de ville frem.

Det var i vinteren 1957 på Cap Horn, at den amerikanske karikatur tegner, skribent og senere sanger og komponist Shel Silverstein så - og ofte optrådte med Buerne - og skrev en artikel til ”Playboy”, omhandlende hans forbavselse ved pludselig at opleve disse ”langskæggede vikinger” spille uforfalsket New Orleans og Chicago jazz, bedre end mange trad-bands hjemme i USA. Denne artikel gav dem ideen til det velkendte navn: ”Papa Bue’s viking jazzband”. Det er et usædvanligt navn, som man husker, som gjorde sig godt internationalt - og så var der gode reklamemuligheder i det – som de da også skulle udnytte til det yderste.

Flere Tysklandsture fulgte. Igen med Gerhard Vohwinkel og en kort tid Theis Jensen ved trompeten, inden de endelig fandt sammen med Finn Otto Hansen, der tidligere havde spillet med et band, der kaldte sig ”Papa Benny’s jazzband”. Finn Otto Hansen var en teknisk brillant og meget opfindsom trompetist, og hans tilstedeværelse løftede straks Papa Bue’s band til nye højder. Ole Bendix har i sin bog om Bue udtrykt det som følger: ”Fra dette tidspunkt blev Papa Bue’s Viking Jazzband faktisk et helt nyt orkester. Finn Ottos grundigt trænede teknik var parret med en dynamisk fantasi og en lyrisk følsomhed af en slags, man så godt som aldrig støder på i revival-bands, hvortil så kom, at han også kunne arrangere. Nu kunne orkestret for alvor begynde at vise tænder, og alle præstationer blev skærpet i retning af smidighed, præcision og elasticitet.”

Vikingerne var klar til at erobrer verden! Og tiden var til det. Der var et stort trad-jazz boom i gang over hele Europa. En ny europæisk jazzrevival.

For lige at summere op så var det klassiske line up af vikingerne som følger:

Arne ”Papa” Bue Jensen (Trombone) Tidligere skotøjsfabrik, sømand m.m.

Finn Otto Hansen (Trompet) Tidligere smed.

Jørgen Svare (Klarinet) Tidligere universitets studerende – romersk sprog.

Bjarne ”Liller” Petersen (Banjo & sang) Tidligere arbejdsmand.

Ib Lindschouw (Trommer) Tidligere spillemand og cykelbud.

Mogens ”Basse” Seidelin (Bas) Tidligere værktøjsmager i Sverige. Læser til maskiningeniør.

Da de i efteråret 1958 atter var på dansk grund, gik bandet i studiet og indspillede deres første LP: ”Beware the Vikings are over us”.  På omslaget af denne LP kan man se Buerne i de omdiskuterede vikingedragter, som de ved særlige lejligheder optrådte i de år. Pladen var ægte New Orleans revival – european style. Nogen eksperter mener den er blandt genrens bedste europæiske plader. På denne LP finder man midt mellem alle jazztitlerne en jazzificeret version af den gamle danske revy sang ”Nyboders pris”, som Olga Svendsen i sin tid havde haft succes med. Papa Bue har fortalt, at det var Ib K. Olsens orkester, der var begyndt med at spille ”Nyboders pris”. Tanken om at jazzificere  kendte slagere, er jo heller ikke så fjern. Louis Armstrong havde gjort det i mange år. Men uanset hvem der begyndte, så blev ”Nyboders pris” i Buernes version, deres første store folkelige succes, som følge af at de optrådte med den i Tv’s pladeparade i starten af 1959. Senere på året kunne man også opleve dem i fuld vikingeudstyr optræde med ”When the saints go marching in” i filmen ”Soldaterkammerater rykker ud”.  De medvirkede også i en tysk film der hed ”Jazzband –iten” af Bodo Ulrich.

Det blev dog en anden jazzificering af et gammelt nummer, der blev deres store internationale gennembrud. Det var noget af en skandale succes, da de fandt på at jazzificere  den gamle tysk/østrigske vuggesang ”Schlafe mein Prinzchen”.  Forargede folk skældte ud i pressen, og pladen blev forbudt på flere radiostationer. Det var selvfølgelig en ubetalelig reklame, og gjorde kun pladen endnu mere kendt, og man mener den solgtes i over 1.000.000 eksemplarer i Europa. Det var mange – ikke mindst dengang. Det kom så vidt, at Papa Bue i nogle undersøgelser var mere kendt i Tyskland end Louis Armstrong!

Andre store hits var ”1919 March"(1958) og ”White cliffs of Dover ”(1960). Deres herlige version af ”Dark eyes”(1960) var et stort hit i Tyskland og England, mens ”Silver threads among the gold”(1959) var specielt populær i Holland og Tyskland, hvor den eftersigende på et tidspunkt lå højere på hit listerne end både Elvis og Cliff Richard.

Buerne startede også en endeløs række af provinsturnere i deres hjemland. Tit slog kendte udenlandske jazzgiganter dem følge. Allerede i 1959 var de således på turne med New Orleans legenden George Lewis. ”Et dejligt menneske, som vi kom til at elske. Og så var han så gennemmusikalsk, at han kunne få hver af os til at yde sit absolut bedste”, har Papa Bue udtalt. Denne oplevelse havde også stor betydning for bandets musikalske udvikling. Til gengæld udtalte Lewis ved flere lejligheder, at Buerne var et af verdens bedste traditionelle jazzbands. Og den ros kom da fra en, der må vide hvad han talte om. I sin bog om George Lewis ”Call him George”(1961) har Ann Fairbairn beskrevet amerikanernes forbløffelse, da de ankom til Københavns hovedbanegård, og blev modtaget af Buerne i fuld viking mundering: ”Indtil man har oplevet et orkester bestående af vikinger i fuld krigsmaling storme frem i en blues fra USA’s dybe syd, derefter slå over fra den til en march fra New Orleans, og fra den march over i en spiritual uden at stoppe for at få vejret, indtil da har man ikke loddet forbløffelsens dybe vande”!

Det var kronen på værket, og den endelige blåstempling af Buerne, at de turnerede både i Danmark og udlandet - og også indspillede en LP med denne levende jazzlegende, som var en af deres store forbilleder. Flere anmelder under deres tysklandsturne fremhævede faktisk Buerne frem for Lewis, og det engelske band, der var med på turneen: ”Ken Colyer’s jazzmen and skiffle group”. Specielt var der ros til Finn Otto Hansen, og den stadigt mere og mere drevne Jørgen Svare.

Perioden 1959 – ca. 1963 var Papa Bue’s helt store guldalder. Der var bud efter dem overalt. Vikingerne indtog det meste af vest Europa, og også England. Koncerthuse, jazzrestauranter, radio og tv stationer rundt om i Europa ventede på dem, og overalt hvor de kom frem, var det nærmest et folkekrav, at de snart måtte komme igen. Andre jazzlegender krydsede også Buernes vej. I foråret 1961 var de således på turne i ind og udlandet med New Orleans veteranen Edmond Hall, der i en årrække havde spillet med i Louis Armstrongs all star band. De var på turne i Danmark med den amerikanske blues sanger Memphis Slim, og i tyskland med den tidlige bokser og nu blues sanger og pianist Champion Jack Dupree. De indspillede en EP med sidstnævnte.

I løbet af 1962 blev trommeslageren Ib Lindschouw efter et kort intermezzo med Henrik Jensen afløst af Knud Ryskov Madsen fra Papa Benny’s band, men det ændrede ikke den velkendte stil. Madsen skulle tage sig af trommerne de næste ca. 20 år.

Buerne indspillede mange plader i disse år, og solgte dem i mængder som ellers kun pop og rock’n’roll stjerner gjorde. Det er de færreste jazzplader der fandt vej til hitlisterne, men det gjorde Papa Bue’s. De var ligefrem udsat for idoldyrkelse  - bl.a. i ugebladet Tempo - i stil med Elvis og f.eks. Otto Brandenburg herhjemme. Med en så sjælden succes for et jazzband, var der naturligvis de jazzfanatikere der spekulerede på, om man overhovedet kunne tage Buerne seriøst. Alt i alt samlede de fleste sig dog om Buerne, og de spillede med succes for alle mulige vidt forskelligartede publikummer på mange forskellige spillesteder - fornemme som mere skumle.

De bredte sig over mange former for traditionel musik, som titlen på en af deres Lp’er antyder: ”Papa Bue's Viking Jazzband plays spirituals, marches, ragtime, cakewalk, blues and standards”. Et godt overblik over denne klassiske periode i Papa Bue’s karriere kan man få ved at investere i opsamlings CD'en: ”The hit singels”. Her kan man ud over det ovennævnte, også høre dem spille klassisk musik, tv- og film-temaer, gospel, og tyske børnesange! Det er jo et spørgsmål om smag og behag, men udover de allerede nævnte store hits, holder jeg f.eks. meget af deres version af ”Li’l Liza Jane” og ”Washington square”, hvor Liller spiller noget fantastisk banjo.

En ting kunne Papa Bue dog ikke gardere sig imod, og det var tidens skiftende smag. Stort set fra den ene dag til den anden, ændrede alt sig med Beatles og den britiske invasion af beatmusik - eller pigtråd, som man kaldte det i Danmark. Papa Bue blev ofre for dette, som så mange andre  populære danske – og udenlandske kunstnere - der pludselig var yt. Otto Brandenburg og Four Jacks f.eks. Jazzmusikken og jazzklubberne havde i gennem 1950’erne og starten af 1960’erne fungeret fint side om side med pop-musikken og rock’n’roll. En del unge var til Elvis eller Cliff, og andre var til jazz. Papa Bue kunne gå an i de fleste grupper, men den nye genration af unge var altså mest til engelsksproget beat musik, og jazzklubberne begyndte at lukke rundt omkring. Salget af Papa Bue’s plader faldt drastisk, og de havde lige frem svært ved at få jobs i en periode i midten af 1960’erne. De stod med et valg imellem at opløse orkestret, eller prøve at tilpasse sig den ændrede smag hos folk. Siden slutningen af 1950’erne, hvor Finn Otto Hansen var kommet til, og endelig havde fuldendt deres stil, havde de ikke forandret sig stort. Blot indspillet den ene plade efter den anden i deres velkendte stil. I perioden 1964 til sidste del af 1966 indspillede de ikke andre plader, end nogle enkelte, hvor de fungerede som back up band for kendte solister. Rosita Thomas og Dario Campeotto i 1964 og Otto Brandenburg, Bjørn Tidmand og Dario Campeotto i 1966.

Som bekendt valgte man  ikke at opløse bandet, men derimod at få en mand mere med. Det var her Jørn Jensen kaldt ”Jønne” trådte til. Han havde i perioden 1955 til 1959 haft hans eget jazzband ”Storyville Jazzmen”, og der efter spillet hos trompetisten Arvid Meyer. Det var en drøm, der gik i opfyldelse for ham, da han kom med i Papa Bue’s band. Jønne var en fremragende pianist, med en mere bluespræget stil, som lige var den vitamin indsprøjtning Buerne havde brug for. Der ud over var han en dreven arrangør, og frem over stod han for de fleste arrangementer og valgte også meget af repertoiret. Dette førte bl.a. til at bandet fik en del Duke Ellington numre på programmet. Bandets sound blev mere moderne og strømlinet med pianoet. Lillers swingende banjo, som havde været så karakteristisk en del af bandets sound, trådte nu ofte i baggrunden. På de mere bluesprægede ting, som de nu fik med, spillede Liller ofte slet ikke med, eller også spillede han til tider på firestrenget guitar. Til gengæld gjorde han mere ud af sin sang. Han sang oftere både på de hurtige jazznumre, men også på mere blues og gospel prægede ting. Det var i disse år, man begyndte at tale om ham, som Europas bedste jazzsanger!

Det var også på denne tid, at Mogens ”Basse” Seidelin valgte at springe fra. Han blev afløst af Jens Sølund. Han var noget yngre end de ”gamle” vikinger, men ikke mindre fremragende. Han var startet som bassist i Henrik Johansens orkester allerede som 16-årig i 1962. I 1965 fik han chancen hos Papa Bue, og de næste 20 år dannede han en solid bund på utallige indspilninger og live-optrædener. Selvom han var 10 – 15 år yngre end de andre, har denne venlige og muntre bassist utvivlsomt straks passet som fod i hose til resten af Buerne. Det var et godt valg. Sølund skulle snart vise sig, at kunne trylle med sin bas, og han var i lange perioder regnet for Danmarks bedste bassist inden for traditionel jazz.

Mange jazzklubber var som nævnt lukket, men restaurant ”Vingaarden” i København, forblev et populært jazzsted, hvor jazzfans, musikere, kunstnere, skuespiller og andet godt folk mødtes. Buerne var fra midten af 1960’erne husorkester her. De hyppige optrædener her var med til at bevare en rutine og sammenspil langt ud over det sædvanlige. Der er bevaret en live-indspilning fra dette sted på LP’en ”Live i Vingaarden” (1975).

Den første single med det nye lineup var en fuldtræffer. ”Everybody loves Saturday night”, som var en direkte videre udvikling af den gamle swingende stil. Der var kræset om den, og Lillers vokal sad lige i øjet. Endnu en klassiker var født.

De fortsatte også med at samarbejde med store jazzlegender, der gæstede landet. Det blev både til turner og pladeindspilninger. Således indspillede de i 1966 nogle numre med Edmond Hall. De fleste af indspilningerne medvirkede der dog kun dele af bandet på. Det lykkes ikke på samme måde som tidligere med George Lewis, at indpasse Halls stil til Papa Bue’s band. På de fleste af indspilningerne var det derfor blot en rytmegruppe bestående af Jørn Jensen, Jens Sølund og Knud Ryskov Madsen, der bakkede Hall op. Det blev for øvrigt de sidste studieindspilninger Edmond Hall lavede, da han døde kort efter.

Buerne fik også besøg af den enarmede amerikanske jazztrompetist og sanger Wingy Manone. Hans stil gik godt i spind med Buerne, og det blev både til turne, tv-optræden og flere dejlige pladeindspilninger med ham og Buerne. Bl.a. en fremragende version af det gamle Fats Waller nummer ”Black and blue”.

De havde også besøg af selveste Ben Webster, Chicago pianisten Art Hodes, swing trompetisten Charlie Shavers, J.C Higginbotham, der spillede en fremragende trombone, den utrolige pianist Earl Hines (en af Jønnes forbilleder), den banebrydende jazzviolinist Stuff Smith, Ray Nance, cool jazz trompetisten Ruby Braff og en af Svares forbilleder - Albert Nicholas. Papa Bue har fortalt om, hvor nervøs han var over at spille med disse mestre, og hvordan han til tider, måtte sætte sig ned i salen, og se ud som han ledede bandet og lige skulle høre sounden  - simpelthen fordi de spillede nogle så svære ballader, at Papa Bue ikke kunne være med. Papa Bue har aldrig lagt skjul på, at han ser sig selv som ”blot” en spillemand. Det er de fremragende musikere han altid har haft omkring sig, der har fået de sværere afdelinger at spille. Papa Bue har inspireret af Kid Ory ladet sit trombonespil lægge sig omkring de andre horn, uden at komme i vejen for dem. Trods Papa Bue’s beskedenhed, skal det dog siges, at han også selv har spillet en utrolig masse dejlige soloer. Det er der talrige eksempler på, på de mange plader, de har indspillet. Er der noget som sådan en rigtigt beskidt New Orleans trombone? Nogen nyskaber har Papa Bue aldrig været, men det var heller aldrig hans mål. Det var jo netop den traditionelle jazz han brændte for, og som han gjorde en ikke ringe del for at holde i live: ”Jeg spiller uden at tænke på at skabe noget nyt musik. Det er jeg slet ikke god nok til. Jeg har det fra grammofonplader. Det er ikke mig, der har skabt det. Det jeg kan skabe, er et orkester med en bestemt lyd. En sound, som jeg gerne vil have den.”

Det har han i den grad forstået. En af hemmelighederne har utvivlsomt netop været Bue’s evne til, at samle de bedst tænkelige musikere omkring sig, og skabe et forum for dem, så de er blevet hos ham i utroligt mange år: ”De havde det jo godt. Der var styr på det, og vi havde det sjovt”, har Bue udtalt. Han skabte et forum, hvor musikeren i den grad trives. En smittende spilleglæde og en entusiasme ud over det sædvanlige, har altid kendetegnet bandet, og er utvivlsomt også en af hemmelighederne bag det faktum, at de kunne holde sig mere eller mindre på toppen i over 50 år. Papa Bue har styret bandet professionelt i alle disse år. Han har ikke eksperimenteret for meget med sounden – folk skulle kunne høre, at det var  Buerne der spiller. Han kalder deres musik for brugs-musik. Det blev skabt for at underholde folk, og til at danse til. Og når folk var blevet underholdt, kom de jo igen. Når det altid velklædte band spillede live, sørger de for at skifte tempo og tone art hyppigt, og ikke spille for lange numre. Bl.a. på den måde fastholdt de folks opmærksomhed. Ingen lange ophold mellem numrene, for at diskutere hvad de nu skal spille, som jazzband ellers har for vane. Det gjorde Buerne inden de gik på scenen. I alle årene forsøgte Papa Bue at holde stilen simpel, men effektivt. Den vej som Louis Armstrong havde stukket ud: "Spilleteknik skal ikke bare bruges for teknikkens skyld og for at vise, hvad man kan.  Spil enkelt og beskedent. Teknikken er et hjælpemiddel til at udtrykke sig". Dette er udtalelser fra Papa Bue, men det kunne lige så godt have været Armstrong.     

I slutningen af 1960’erne tog Buernes karriere endnu en drejning. De havde i stadig større grad satset på Lillers store talent som jazzsanger, og nogen den idé, at lade Liller synge på dansk. Som et opgør mod den bølge af engelsksproget musik, som totalt overskyggede musikscenen i Danmark både i pladeindustrien og i radioen, var bl.a. sangskriveren Thøger Olesen begyndt at slå et slag for, at der skulle synges på dansk. Således havde han med stor succes skrevet dansk beat musik til Peter Belli. Dansk toppen startede også så småt op i 1968 efter svensk forbillede. Tanken om jazz på dansk, var altså ikke så fjern, som man skulle tro. Det var i denne forbindelse, at Buerne indledte et succesfuldt samarbejde med crooneren Gustav Winckler, der blev valgt som producer af Lp’en, der kom til at hedde: ”Køb Dansk”. Winckler havde som bekendt mange års erfaring med at synge på dansk, og også som pladeproducer, og han gik straks godt i spænd med Buerne. Winckler forstod, som den hyggelige mand han var, at skabe en hyggelig atmosfære i studiet, så Buerne ligesom fik leget sig frem til at skabe det sprudlende resultat. Liller kom i skole hos Gustav Winckler, og lærte efter eget udsagn en masse af Gustav, der gladelig øste af sin erfaring. Det er blevet fortalt at Gustav bl.a. måtte lære Liller, at synge pænt dansk, da han løb rundt og talte med en temmelig københavnsk dialekt.

Det var sådan set den gamle idé med at jazzificere  ”Nyboders pris”, man førte et skridt videre, ved også at synge sangen. Lp'en "Køb Dansk" var en samling af gamle populære sange, der her swinger, som man ikke skulle havde troet muligt. Deriblandt flere fra Gustav Wincklers eget repertoire - ”Giv mig dit hjerte, Maria” og ”Lille mand du græder”. En svensk folkesang ”I en rødmalet hytte”, en countrysang ”Et brev med små violer” - og gamle travere som ”Det var på Capri”, fik også en jazzindsprøjtning. Højdepunkter var Lillers rørende version af ”Glemmer du” og en swingende ”Bel Ami”. En single indspillet ved samme lejlighed var netop ”Nyboders pris” – med sang.

Det næste skridt i deres karriere på dansk var at indspille en nyskreven dansk sang. Gustav Winckler, der også var musikforlægger, havde købt en del sange af John Mogensen, som i disse år var inde i en svær periode. Da Mogensen nogle år senere fik succes igen, solgte Winckler sangene tilbage til ham - for han skulle jo bruge dem selv. Således havde Gustav altså i virkeligheden lånt Mogensen pengene – på en pæne måde. Men en af sangene brugte han dog. Mogensens sikkert selvbiografiske sang ”Sidder på et værtshus” passede perfekt til Bjarne Liller og Buerne, og var vist også skrevet med Liller i tankerne. Den kom på gaden i 1969 og blev en stor succes. Endnu en ægte klassiker var født.

Det var også på denne tid, at Papa Bue skulle tage en ikke ringe del i hvad der skulle vise sig, at blive et stykke dansk filmhistorie. Erik Balling og Henning Bahs lavede i 1968 den første Olsen Banden-film, og banden skulle have et musikalsk tema. Balling bad Bent Fabricius-Bjerre, der skulle skrive musikken, om at lave et muntert tema, der kunne gå igen filmen igennem - ligesom Gøg og Gokke havde haft det. Det skulle gerne være lidt flosset i kanten og skulle kunne varieres i alle tænkelige former og stilarter, skal Balling have sagt. De blev enige om, at lave en glad dixieland melodi og få Papa Bue’s orkester til at indspille den. Bent Fabricius har fortalt, hvordan han greb dette an. Buerne var ikke så stærke til at læse noder, så i stedet lavede han et demobånd, som de lærte melodien efter. Derefter gik de i studiet i 2 dage og indspillet alle mulige versioner af melodien, som siden er blevet brugt i de mange Olsen Banden film. Resultatet blev som bekendt alle tiders, og der er med garanti ikke mange danskere, der ikke kender den melodi. Det er dog ikke længere alle der er klar over, at det var Buerne der spillede den. I den 10. Olsen Banden-film, ”Olsen Banden går i krig” (1978), ser man i et kort glimt Papa Bue og vikingerne sidde og spille melodien iført fangedragter i forbindelse med, at Egon Olsen fejre sit 10 års jubilæum i fængslet!

På den anden side af singlen med Olsen Banden temaet var den morsomme danske version af historien om hvordan ”Hun misted’ den i nat på D’Angleterre.” Endnu en Liller klassiker.

Et nummer med Buerne er også at finde på soundtracket til en anden bemærkelsesværdig film. Jens Jørgen Thorsens berygtede ”Stille dage I  Clichy” fra 1970!   

I 1969 medvirkede Buerne som det eneste ikke amerikanske band ved ”New Orleans Jazz Festival”. Formanden for ”New Orleans jazz club” Durel Black havde ved et tilfælde oplevet Buerne live i ”Vingaarden”, og inviterede dem omgående til New Orleans. Det blev en stor oplevelse for de gæve vikinger.  Willis Conover udtalte efter at have set dem:”….and while from another country, they do speak our language, and there’s no accent within their instruments”. De var en stor succes og spillede bl.a. med trompetisten Bobby Hackett og saxofonisten Gerry Mulligan. I ”Down Beat Magazine” skrev den kendte kritiker Ira Gitler bl.a: ” Papa Bue’s Vikings from Copenhagen were a distinct surprise to the listener. It is a traditional band, but not one that sounds cornily authentic. It plays Ellington as well as Dixieland classics and gets solidly into mainstream area with swing and in-tune blowing. It boasts a fine trumpeter in Finn Otto Hansen, and a liquid-toned clarinettistin Jørgen Svare. Papa Bue anchors the horns with his trombone, and the rhythm section of Jørn “Jønne” Jensen (piano), Jens Sølund (bass), Bjarne Petersen (banjo) and Knud Madsen (drums) is really together. Petersen’s slightly-horse, relaxed vocals have what used to be called a “knocked-out” quality, with a Beriganesque touch”. Flotte ord, og det endte da også med, at Papa Bue fik overrakt “The golden key of New Orleans”! Det kan man da kalde et ridderslag! Nøglen hængte Papa Bue op på vægen i sit soveværelse hjemme i København, har han fortalt.

Papa Bue’s succes med Liller på dansk, og også engelsk (Bl.a. en fremragende version af ”Down by the riverside”) fik en bræt ende, da Liller pludselig i 1970 valgte at forlade bandet. Han havde været med siden starten i 1956 og hans swingende banjostil og hæse sang, havde medvirket meget til bandets vedvarende succes. Noget af det sidste Liller var med på, var den liveindspilning fra Mosebacke, Stockholm 22. juli 1970, som først i år 2000 så dagens lys på CD. Dette er en af de eneste liveoptagelser der findes med dette det andet klassiske line up af Viking jazzbandet. Det er lidt uklart, hvad der fik Liller til at sige stop. Men det lader til, at have været det hårde slid på de mange turner, der efterhånden var ved at blive for meget for ham. Han valgte at stå af i tide og slappe lidt af. Pressen skrev en del om dette. Bl.a. bekymrede man sig om, hvad der dog skulle blive af Papa Bue, nu hvor de havde mistet Europas bedste jazzsanger.

Men det gik jo dog alligevel helt godt. De forsøgte ikke at erstatte Liller. Man droppede simpelthen banjoen, og fik på den måde for alvor gennemført moderniseringen af lyden. Jørn Jensens mere strømlinede stil, som man havde set på flere indspilninger siden 1966, blev Buernes faste stil. Den nye stil kan første gang høres på dobbelt Lp'en ”Live in Dresden” fra 1971. Det var første gang Buerne spillede bag jerntæppet, hvor de blev usædvanligt godt modtaget af de mange østtyske jazzfans. De gik nærmest i ekstase af fryd over jazzen, som disse sendebude fra den frie verden på den anden side af muren, fremførte. Asger Rosenberg blev hyret specielt til denne turne, for at synge de numre Liller ellers skulle have sunget, men den idé blev snart droppet. Tournéen var både endnu en stor succes og en stor oplevelse for Buerne. Magen til entusiasme og intenst lyttende publikum, havde de sjældent mødt.

Hen mod slutningen af 1971 valgte også Finn Otto Hansen at forlade Papa Bue. Han var efterhånden selv et stort navn i dansk jazz, og ville prøve kræfter med andre opgaver. I Papa Bue’s band var han trods alt tvungt til at følge en bestemt stil, og spille inden for den trad genre, de var kendt for. Finn Otto Hansen forsatte med at spille med stor succes i andre sammenhænge, og blev i 1972 valgt til årets danske jazzmusiker af ”Den Danske Jazzkreds”. Han spillede i mange år med ”Fessor’s Big City Band”, indtil han afgik ved døden i 2001 i en alt for ung alder. 

Finn Otto Hansens exit var endnu et hårdt slag for Bue’s band. Finn Otto Hansen havde lige som Liller været en meget vigtig del af stilen, og en af skaberne af denne. Det er også blevet sagt, at han – uden at forklejne nogen – var den betydeligste instrumentalsolist blandt vikingerne. Den sidste indspilning Finn Otto Hansen lavede med Buerne i denne omgang  var ”Drop that sack” den 30. november 1971.

Papa Bue stod nu både uden trompetist og sanger. Men dette åbnede jo også helt nye muligheder. Der stod en del interessante trompetister, og var mere end villig til at spille med det berømte band. Den første afløser var englænderen Keith Smith, der turnerede med Buerne 1972 – 73. Han spillede både trompet og sang i bedste Louis Armstrong stil. Hans samarbejde med Vikingerne er foreviget på Lp’en ”Old man mose” (1973). Det må også have været med Keith Smith, at Buerne i 1972 gjorde stor lykke ved den berømte ”Newport jazzfestival” i New York. ”New York times” skrev bl.a. “ a revelation – the top-leading traditional band of Europe. We have never heard an American band with the drive and guts and togetherness of this group”!

Keith Smith blev afløst af en ægte amerikansk Dixieland jazzlegende Wild Bill Davison. Han var specielt kendt for hans spil med Eddie Condon’s band i 1940’erne og 1950’erne. Man har kaldt ham for den hvide Armstrong på grund af hans udtryksfulde kornet spil. Han gik til den med liv og sjæl, når han spillede. Der af tilnavnet Wild. Davison blev hurtigt glad for Danmark og Buerne, og blev derfor her i landet og spillede med Buerne i perioden 1974 – ca. 1978.  De turnerede og optrådte sammen i flere tv-udsendelser. Det blev også til en del pladeindspilninger, som er blevet genudgivet på 3 Cd'er. Mange mener, at det er Davisons bedste og mest kreative indspilninger, siden de glade dage i 1940’erne og 50’erne. Han blev utvivlsomt smittet af Buernes spilleglæde og entusiasme. Indspilningerne vinder også ved, at de efter at have spillet sammen i længere tid, var så godt sammenspillet. Det var mange år siden Wild Bill havde spillet fast med et band i længere tid.

Fra 1977 rykkede Buerne fra ”Vingaarden” til Tivoli, hvor de i mange år fremover var husorkester. Bl.a. i det populære ”Jazzhus slukefter”. Der findes flere liveoptagelser herfra. Bl.a. sammen med guitarist pioneren Al Casey. (Lp: "Live at jazzhus slukefter" og CD: "Live at Slukefter, Tivoli")

I 1974 vendte Liller på sin vis tilbage til Papa Bue’s band. Der kom en plade på gaden der hed ”Papa Bue’s viking jazzband med Liller på Dansk”. Den består af de singler, som de lavede i slutningen af 1960’erne. F.eks. ”Sidder på et værtshus” og den morsomme ”Rundesang”, hvor de alle synger et vers. Gid man vidste, hvem der sang hvad! Der ud over er der nogle sange, som  er uudgivende indspilninger fra slutningen af 1960’erne. Endelig består pladen også af en del af Buernes gamle hits, som Liller i sin tid havde sunget på engelsk – men nu pludselig på dansk! Man kan vist roligt mistænke Gustav Winckler, som stod for produktionen, for, blot at have haft Liller i studiet, og synge den nye danske tekst til de gamle musiklydspor. Men hvor om altid er, så er det en herlig plade, og f.eks. har ”Roll Jordan Roll” fået en meget morsommere tekst på dansk. I Henrik H. Lunds oversættelse er den blevet til ”Knap en bajer op”! Som de fleste vil vide, så får Liller knappet mere end en bajer op i løbet af denne sang.

Lp'en må have været en rimelig succes, for året efter var Buerne på gaden igen med en plade på dansk: ”Man kan vel ikke gøre for at man har charme”. I mellem tiden havde Gustav Winckler også produceret Lillers første soloplade, hvor han sang jazzificerede versioner af gamle Kai Normann Andersen sange, med et band der lød meget som Papa Bue. Det er heller ikke helt tilfældigt. Jørn Jensen havde stået for arrangementerne, og både han og Finn Otto Hansen og Lars Bloch, som også på den tid af og til spillede med Papa Bue, var med.

”Man kan vel ikke gøre for at man har charme” blev indspillet den 8 - 10. 9. 1975,  igen med Gustav Winckler som producer, og Jørn Jensen havde haft travlt med arrangementerne. Wild Bill var ved denne lejlighed afløst af Bent Haastrup på trompet. Stilen var en blanding af de to foregående danske plader. Der var jazzificerede versioner af gamle kendte sange, som f.eks. titelsangen og den atmosfære mættede ”Manden på risten”. Men ellers var hovedvægten lagt på gamle melodier, der havde fået nye muntre tekster af Henrik H. Lund. Teksterne på denne og de følgende danske plader var helt bevist bygget op om Liller, og skabte et image af en almindelig lille mand, der færdes i et folkelige værtshusmiljø, og handlede om hans hverdags glæder og sorger. Ikke helt ulig typerne i tidens populære tv-serie om ”Huset på Christianshavn”.  Liller havde en stor evne til at få disse tekster til at lyde troværdigt, og formidle historierne, så de rørte folk. Gustav Winckler havde selv stået for teksten til ”På en bænk under præstens pæretræ”.

Dette var indledningen til Lillers anden periode med Papa Bue 1976 - 1979. Nok Buernes folkeligt mest succesfulde periode hos et bredt dansk publikum, langt ud over de almindelige jazzkredse. Højdepunktet på deres periode med Liller på dansk, blev de næste to Lp’er. ”Livet er skønt” (1976) og ”En buttet og en skæg mand” (1977). Begge igen Gustav Winckler produktioner. ”Livet er skønt” er en hyldestplade til Louis Armstrong. Alle numrene er sange Louis har sunget, men med nye danske tekster af Henrik H. Lund. F.eks. en forrygende version af ”You rascal you”, der på dansk hedder ”Dit dumme svin”. Et par af sangene havde i forvejen en dansk tekst, som kunne bruges. Det var ved denne lejlighed, at Ole Stolle første gang hørtes på plade med Papa Bue. Ole Stolle spillede en fremragende krystal klar, men også lidt beskidt Louis Armstrong trompet, og var med til at give Buerne en ny maskulin lyd. Stolle blev født 14. oktober 1940 i København. Han begyndte tidligt at spille trompet, og lærte klassisk trompet på konservatoriet. Pludselig holdt han dog op med at spille, og spillede ikke i næsten 10 år, før han begyndte igen omkring 1970. Han havde sit eget band i nogle år, før han nu sluttede sig til Buerne. ”Livet er skønt” må være den bedste plade med jazz på dansk nogensinde. Alle vikingerne er i topform, og Liller har sjældent sunget bedre. Det skulle da lige være på pladen  ”En buttet og en skæg mand” fra året efter. Holdet og stilen er den samme som på ”Livet er skønt”, og højdepunkterne er igen danske versioner af Louis Armstrong. F.eks. titelsangen, ”Som en duft af røde roser” og ”Jeg går savner en” m.fl. Sidst nævnte er en dansk version af ”I want a little girl”, og som flere af de andre på disse plader, overgår den danske tekst af Henrik H. Lund nærmest den oprindelige. Der er dog andet end Armstrong sange på denne plade. F.eks. en dansk version af ”My way”! Endelig ser man også her for første gang en melodi skrevet af Liller. Noget han var begyndt på i sin sabbat tid fra orkesteret. ”Fritz Ewald – ensomme lille mand” er en rørende samfundskritisk sang, om en lille mand på samfundets skyggeside, som begår selvmord, uden at nogen tager sig af det. Lund stod igen for teksten, mens Liller havde stået for den iørefaldende banjodrevene melodi. Man skulle tro, at Fritz Ewald var en de kendte. Det der trækker lidt ned på denne plade i forhold til den foregående, er to indspilninger som helt tydeligt er et par ubenyttede ting fra 1975, som man har spædet op med. På disse to spiller Bent Haastrup trompeten. Det er ok indspilninger, men de falder uden for stilen her.

Det var også i 1977, at Buerne indspillede den legendariske plade, hvor Gustav Winckler sang jazz – på engelsk! Gustav elskede at synge med Buerne. De havde været på turne sammen, og også optrådt på tv. Da han så havde 25 års jubilæum, forærede Buerne ham en pladekontrakt. De havde overtalt deres pladeselskab til, at give grønt lys til, at de indspillede en plade, hvor Gustav sang de gamle jazz og crooner klassikere på original sproget. Noget han ikke havde gjort siden starten af 1960’erne, hvor han indspillede nogle engelske plader under navnet Sam Payne. I november 1977 gik de i studiet med en udvidet version af Papa Bue’s band og optog 12 fremragende indspilninger. Både Ole Stolle og Wild Bill Davison var med på horn, og man havde også hentet Jørgen Hallin Olsen i studiet. Han sørgede for guitar til de mere stille ballader. Det blev en dejlig plade, hvor Gustav swinger som aldrig før. Et endegyldigt bevis på, at han var et talent i verdensklasse – hvis nogen skulle være i tvivl om det. Desværre blev pladen ikke den helt store sællert. Så der kom ikke flere af den slags. Gustavs stampublikum ville ikke høre ham synge på engelsk, og Buernes jazzfans var nok ikke parat til at købe jazz med Gustav Winckler! Kritikerne roste den nu meget, og der blev også lavet et tv-show, hvor de fremførte nogle af sangene fra pladen og mere til.      

Buerne har også forsøgt sig i den i 1970’erne så populære ”party” genre! Hvor man sang og spille populære melodier, for et feststemt publikum, der ofte sang med. I 1978 udgav de en Lp der hed ” Jazz party ”!

Der fulgte flere projekter med Liller på dansk. Efter en plade hvor Liller og Buerne tog sig kærligt af sangene fra Bent Fabricius-Bjerre og Volmer Sørensens musical: "Ja mor! Nej mor!"  kom ”Til enhver tid”. Denne gang stod Walter Klæbel for produktionen. Buerne havde ellers demonstrativt nægtet at indspille danske plader uden Gustav Winckler, men nu var han flyttet til Jylland og havde travlt som kromand i Terndrup, og inden for en måned efter disse indspilninger fandt sted, døde Winckler som bekendt ved en tragisk trafikulykke. Det var meningen at Buerne skulle have spillet ”Just a closer walk with thee” til begravelsen, men man fik det ikke passet ind i ceremonien.

”Til enhver tid” er delvist en tilbagevenden til de tidligste plader, de lavede på dansk. Her er der ingen muntre tekster af Henrik H. Lund, og ingen Louis Armstrong numre. Det er igen de gamle travere, man er faldet over. Et højdepunkt er Lillers smukke fremførelse af Stentoft og Müllers ”Månestrålen”. Der er dog også flere både tekster og melodier af Liller. Han står lige på nippet til at springe ud som solist. I løbet af 1979 gik Liller solo, og indledte dermed sin meget succesfulde ”Dansk top”-periode med kæmpe hits som ”Billet mrk. (Ensomme dame 40 år)” og flere andre. Det lykkes ham på sin vis at forene jazz og "dansk top"-musik. En meget succesfuld cocktail. Kort før sin død vendte Liller dog tilbage til sine jazz og blues rødder på en plade med Doc Houlind, der beviste, at han stadig kunne håndtere en banjo.

Papa Bue forsatte endnu engang ufortrødent uden Liller. De indspillede en enkelt plade, hvor Grethe Ingmann sang jazz på dansk, men ellers forsøgte man igen ikke at erstatte Liller. Det var simpelthen ikke muligt. Tiden med Papa Bue og jazz på dansk var endegyldigt forbi. Man forsatte i stedet stilen fra før Lillers tilbagevenden. Stadig baseret på New Orleans traditionen og Kid Ory, men med stærke påvirkninger fra det tidlige Duke Ellington, Fats Waller og Louis Armstrong. Det blev til nogle fine indspilninger i løbet af 1980’erne. Kendetegnet af Jørn Jensens sikre arrangementer, og Ole Stolles markante Armstrong inspirerede trompet (som dog havde helt sit eget præg), og gode sammenspil med f.eks. Jørgen Svare. Ole Stolle sang udmærket og tog sig også af sangen i denne periode. Fra 1980, hvor Søren ”Doc” Houlind overtog trommerne fra Knud Ryskov Madsen, har også han stået for nogen sang. Papa Bue selv begyndte også at synge lidt i de senere år. Bl.a. hans følsomme version af ”Corrine Corrina” og den morsomme sang om ”Hundelorten”. Begge er at finde på Cd’en fra den store 40 åres jubilæums koncert i Tivoli den 31 juli 1996. En utrolig koncert, hvor man havde samlet de fleste af Buerne. Nye som tidligere medlemmer.

I løbet af 1980’erne begyndte Buerne også med stor succes at turnere i Østen og Australien. Oftest i vinterhalvåret, hvor klimaet var at fortrække under disse varmere himmelstrøg. Alt i alt skal Buerne have optrådt i omkring 36 forskellige lande! Dette er bl.a. dokumenteret på Lp’en: "Live in Manila" (1980).

Et stadigt stigende antal af de nye plader der kom med Buerne i de sidste omkring 20 år var liveindspilninger. Når man spiller live er det jo naturligt og forventet, at man spiller sine største hits. Det er jo blandt andet det folk kommer for at høre. Men dette betyder så også, at der kom en del gengangere på pladerne. Også når de gik i studiet satsede de i de senere år meget på deres gamle kendinge. Der var ikke den store fornyelse at spore, de sidste mange år, men det er jo som nævnt heller ikke det man forventer af Papa Bue. Det var netop de gode gamle jazzklassikere man kom for at høre. Det er vel det traditionel jazz går ud på, og at det har sin fulde berettigelse, turde hele bandets karriere være et bevis på.

Omkring Buernes 25 års jubilæum i 1981 og igen omkring deres 30 års jubilæum, kom der en del både studie- og liveindspilninger. Bl.a. den første af adskillige versioner af den herlige ”A song is born” (1981), som Ole Stolle har sunget med skiftende trommeslagere. De indspillede også en del Armstrong og Fats Waller numre, som Ole Stolle sang, og/eller spille så smukt på trompeten. Bl.a.: ” West end blues”(1981), “Ain’t misbehaven’(1981 )”, “When you are smiling” (1986), “What a wonderful world”(1986), “Mack the knife” (1989) og mange flere.

Det var også i 1986, at Buerne gav deres besyv med i fodboldfesten omkring Danmarks medvirken til VM med den optimistiske indspilning “Vi vinder i Mexico”. Måske var det også denne begivenhed, der inspirerede dem til at lave en jazzversion af nationalmelodien!

Et andet interessant - men kun delvis vellykket - pladeprojekt var ”Church concert” (1991). For en gangskyld havde de et  rigtigt koncept for pladen – udover at indspille nogle herlige jazzklassikere. Gospel og spirituals havde siden starten været en del af Buernes repertoire, så det var en god ide, at fokusere en plade på denne del af deres stil. Pladen blev indspillet i Brøndby Strand kirke og var produceret af Ole Stolle. Her får vi bl.a. nyindspilninger af ”You’ll never walk alone”, som Stolle spiller så smukt, og ”Just a closer walk with thee”, som Papa Bue spiller så smukt. Af nye tiltag er der bl.a. ”God bless the child”, som den daværende trommeslager Didier Geers synger i Billie Holiday stil. Problemet med pladen er det kirkekor, som medvirker på pladen. Det er ikke nogen dårlig ide, at have koret med, og de synger smukt på f.eks. ”Air”, og andre stille numre, men efter min smag er det en misforståelse, når det alt andet end swingende kirkekor skal synge ”Down the riverside”, ”Walking with the king”, og flere andre klassiske Bue gospel favoritter. Havde man haft et ægte amerikansk gospelkor havde det været noget andet, men dette er et rigtigt dansk kirkekor.    

Buerne vendte tilbage til deres velkendte stil på de efterfølgende plader. Der kom endnu en række live plader (Bl.a. den allerede omtalte 40 års jubilæums koncert), og nogle flere studieoptagelser fra Holland ”Everybody loves Saturday night” (1993), der næsten udelukkende bestod af nyindspilninger af numre, som de havde indspillet mindst en gang tidligere, men denne gang med Ole Stolle i front. På "Canal street blues” (1996) var der lidt flere nye numre med. Ofte bluesprægede numre, som Jørn Jensen ofte brillierede med. Sidste gang Buerne var i studiet og indspille et helt album var den livlige ”New Orleans parade” indspillet i perioden 1997 – 1998. Siden kom der bl.a. den udmærkede ”German concert” - indspillet live den 9.11.1999, og "Tivoli 2001" - liveoptagelser fra år 2000 og 2001, hvor Buerne bl.a. havde besøg af Ole "Fessor" Lindgreen og Theis Jensen.  Den sidte egentlige studiosession lader til at have været 11.3.2003, hvor Buerne indspillede en række gamle Armstrong numre med  Theis Jensen. De udkom siden på Cd'en "Papa Bue's viking jazzband meets Theis Jensen" (2004), hvor der var spædet op med nogle live optagelser fra samme periode, hvor Theis Jensen vikarierede for Joe Errington i orkesteret.

I løbet af 1980’erne og 90’erne var bandet inde i en periode med en del udskiftning af personalet, efterhånden som nogle af de ellers så faste folk faldt fra af forskellige årsager. Jørgen Svare stoppede i 1985 efter ca. 29 år med bandet. Han kunne nok trænge til at prøve noget nyt.  Man har siden kunnet glæde sig over hans varme klarinetspil på plader indspillet med hans egen jazz quartet, og siden med Stolle & Svares jazz quintet, efter at også Ole Stolle stoppede hos Papa Bue i 1995. De spillede her en lidt mere ”moderne” stemningsfuld jazz, hvor de har taget numre med fra swingperioden, der fulgte efter den traditionelle jazzperiode, som Papa Bue oftest hentede sin musik fra.  Ole Stolle døde i 2004 - 63 år gammel. I den sidste tid spillede han med Copenhagen All-Stars. Bl.a. sammen med Jørgen Svare.

Jørgen Svare blev i Papa Bue afløst på klarinetten af englænderen John Defferary (1985 – 1997) og Erik ”Krølle” Andersen (1998 -afslutningen). Krølle havde ved flere lejligheder tidligere været afløser i bandet, men besluttede til sidst at lægge sit konsulent job på hylden, for at spille fuldtid med Buerne. John Defferary blev efter han stoppede hos Bue blevet ansat i Chris Barbers band.

Ole Stolle blev afløst på trompet og vokal af englænderen Joe Errington (1995 -afslutningen).  Efter mere end 30 år som semi-professionel jazzmusiker og skolelære var han ellers blevet overbevist af sin danske kone om at tage den lidt med ro, men tilbuddet fra Papa Bue kunne han ikke sige nej til. Han havde længe været en Bue-fan.

Jens Sølund overlod bassen til Ole Olsen i 1987. Siden kunne man opleve Jens Sølund sammen med Hans Knudsens muntre og meget alsidige jump band. Ole Olsen var også en gammel Papa Bue-fan. Den første plade han nogensinde købte var en EP med Papa Bue.

Søren Houlind bragte trommerne i Bue’s bandt op på et helt nyt plan i perioden 1980 – 1989 og blev afløst af Didier Geers (1989 – 1996) fra Belgien og Thomas Christensen (1996 -afslutningen). Han spillede nogle vilde soloer på de seneste plader.

Jørn Jensen var således den af de gamle kendinge, der holdt ud længst. Han havde været med siden 1965, og stod for de fleste arrangementer og stilfuldt swingende piano næsten lige til det sidste. Jeg har ham også mistænkt for, at være ophavsmand til en indfølt nynden, som ofte kan høres svagt i baggrunden på deres indspilninger. I de allersidste år blev han af helbredsmæssige årsager afløst af pianisten Per Jacobsen.

Og så selvfølgelig den uundværlige Arne ”Papa” Bue Jensen, der naturligvis har været med fra starten i 1956. Jeg så en af de sidste udgaver af Papa Bue's Viking Jazzband  live i Århus, og den glade musik swingede stadig til fryd for de talstærkt fremmødte. Papa Bue selv var blevet en ældre herre, der helt naturligt måtte økonomisere med kræfterne, men som han ligesom viskede hen for sig selv, som han sad der og nød at bandet swingede og kiggede ud over endnu et dansegulv, der var fyldt op af glade mennesker: ”Det er utroligt, det kan lade sig gøre!”.  Og det var virkeligt utroligt - i over 50 år har ”Dansk jazz’s grand old man” Papa Bue begejstret og glædet millioner af mennesker med hans glade musik. Han fortjente til fulde den ære og respekt, der omgav ham. Han var for længst blevet en levende legende og en institution på den europæiske jazzscene. Ikke dårligt klaret af en mand, der betegnede sig selv som ” bare en spillemand”!

Arne Bue Jensen døde den 2. november 2011, og det legendariske Papa Bues Viking Jazzband ophørte med at eksistere efter over 50 år som et af Europas berømteste jazzorkestre. Han døde i sit hjem 81 år gammel. Nogle af bandets seneste medlemmer rejste dog i en periode rundt med et hyldest show til Papa Bue. Det var Erik ’Krølle’ Andersen, klarinet – der i de sidste 12 år var med Papa Bue. Eddie Pless, trombone – som mange gange havde afløst Papa Bue, når denne var indisponeret, hvad hændte i de seneste år, hvor han blev mere og mere svækket. Pless udseende gjorde, at der var mange blandt publikum, der ikke opdagede, at det var en vikar. Trompetisten Niels Mansa havde også været afløser hos Vikingerne og pianisten Per Jacobsen kom som nævnt med hos Papa Bue, da Jørn Jensen stoppede. Bassisten Ole Olsen og trommeslageren Thomas Christensen spillede også begge med Papa Bue de senere år.

Politikens Henrik Palle kommenterede Papa Bues død med bl.a. følgende bemærkningen: "Det er da trist, for det er et af de helt store fyrtårn, der ikke længere er i dansk musik og dermed er verden blevet en lille smugle tristere."

NEWS:

2001:

Papa Bue ude med en ny plade: Tivoli 2001 

Hvem skulle næsten have troet det var muligt, men nu er der kommet endnu en ny live CD med Papa Bue. I sommers har Papa Bue underholdt med sin glade musik i Tivoli endnu en gang, og det er noget af dette, der nu er blevet foreviget på cd.

Som tilfældet har været ved de seneste mange Cd’er med Papa Bue er der ved første øjekast ikke meget nyt på repertoiret. Det er de sædvanlige gamle kendinge – som vi gerne vil høre dem spille. (De fleste har dog ikke været udgivet med dette line up af Buerne). Når denne CD, så alligevel har sin berettigelse, og ikke kun er en gentagelse af tidligere udgivelser, så er det fordi der på ca. halvdelen af indspilningerne er gæste optrædener af så prominente gæster som Theis Jensen, der stadig synger og spiller trompet i bedste Armstrong stil, og den navnkundige Ole ”Fessor” Lindgreen, der stadig har luft til at spille nogle gevaldige trombone-soloer.

Af nye numre, som vi ikke tidligere har hørt i en Papa Bue-fortolkning får vi her "Dallas blues", "Trouble in mind" og "Wild cat blues". Sikkert hentet fra Armstrong og Fats Wallers repertoire. "Dallas blues" domineres af Joe Erringtons prominente Armstrong trompet over Jønnes stilfulde bluesklaver. Der er også en stille solo fra Bue selv. Det er herligt, at få lidt blues, mellem alle de glade jazzmelodier. "Trouble in mind" er som bekendt ligeledes en stemningsfuld blues, som dog også er blevet indspillet af diverse popsangere m.fl. Også her er det trompeten, der er i forgrunden. Errington synger også denne, og igen er Jønne herlig i baggrunden. "Wild cat blues" er Erik Andersens store nummer. Her får vi noget forrygende klarinet.
Ellers kan man fremhæve numre som "St. James Infirmary", som vi her får med deres tilrettede tekst om Papa Bue’s værtshus, og det faktum at Papa Bue nu mest drikker cola. Selvom onder tunger vil påstå, at det ikke er ren cola. Errington synger den stemningsfulde sag, og det er også her vi først for alvor høre Fessors kraftfulde trombone spil.
Papa Bue’s solo nummer er denne gang Sir Henry klassikeren "Camp", og jeg skulle tage meget fejl, om ikke det også er Bue, der synger en andenstemme på "Just a little while to stay here".
Pladen starter med Buernes klassiske version af "Nyboders pris", og de har også pusset deres gamle version af "The faithful hussar" af. Igen gør Fessor sig bemærket. De sidste 5 numre på Cd’en er alle gamle Armstrong kendinge.  Måske endnu en hyldest til denne geniale kunstner, som jazzen, og også Buerne skylder så meget. "On the sunny side" og "Mack the knife" er klassikere som man aldrig kan blive træt af at høre.  Selv Robbie Williams har som bekendt netop stor succes med Mack og andre big band swingnumre på hans seneste CD ”Swing when you’re winning” En hyldest til The Rat Pack: Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis jr. I Mack the knifes tilfælde, og også flere andre numre for den sags skyld,  er det dog Bobby Darin Williams kopiere.  Darin lagde aldrig skjul på, at det var Armstong, der havde inspireret ham til hans geniale version af Mack the knife. På den måde er vi tilbage ved rødderne, som også Buernes lystige version her.  

På de sidste tre Armstrong numre har Buerne,  som nævnt, ud over Fessor, også fået hjælp af Theis Jensen, som Papa Bue tidligere har indspillet en hel LP sammen med i  1975: "Live i Vingaarden". Der er dog ingen numre, der går igen på disse to møder mellem Buerne og Jensen. Her slutter de af med en nydelig version af "What a wonderful world" - hvilket virker til godt at kunne være Buernes motto. Dette er i hvert fald som sædvanlig en munter plade, og publikum klapper da også tilfreds og taktfast med. Det er og forbliver god underholdning.  

2003:

Ny cd'er på marked med Buerne:

Der er kommet en hel cd med indspilningerne fra 2001 med Papa Bue, Theis Jensen og Fessor. Nogle af indspilningerne kan også høres på ovennænte cd "Tivoli 2001".

Vikingerne gør også usædvanlig god figur på en ny Cd med liveindspilniger fra tv med Gustav Winckler. Indspilningerne har aldrig været ude på plade før. Læs mere om dette på news siden på www.gustavwinckler.dk

Og for at fuldende glæden, så har jeg modtaget følgende pressemeddelelse fra Calle Sand om en ny cd med hidtil uudgivede indspilninger med Liller:

Pressemeddelelse  

LILLER - Spillerum  

Spillerum - hjerterum.

Hvor der er spillerum, er der hjerterum.

Ligegyldigt om det drejede sig om jazz, blues, rock eller pop – så bankede Lillers hjerte for det hele. Selv den mest simple og banale dansktop tekst fik, med Lillers ærlige fortolkning, et troværdigt og betydningsfyldt indhold. 

I 1990 fik jeg, som primus motor og co-producer i forbindelse med en produktion, et tæt og personligt forhold til Liller, hans kone Inna og deres søn Nico. 

Desværre viste det sig kort tid efter, at det skulle blive Lillers sidste produktion på dansk. 

Musikalske historier

Samarbejdet med Liller var utroligt givende. Han var et musisk menneske i den absolut allerbedste betydning. Når musikkontakten først var aktiveret, strømmede det ud af ham med tekstlinier, melodistumper, kreative idéer - og ikke mindst sjove og interessante anekdoter fra hans liv og lange karriere.

En dag bad jeg ham om at skrive alle de gode historier ned. Jeg ville forsøge at etablere et samarbejde med en forfatter eller journalist - men det afslog han kategorisk. Han syntes absolut ikke, at hans musikalske historie var spor interessant. Efter et par dage havde han dog ombestemt sig og ville alligevel gøre et forsøg med forfatterskabet. Han valgte at indtale sin historie på bånd og bad mig høre og afgøre, om det kunne bruges til noget.

Jeg modtog et kassettebånd med gode og spændende historier fra hans barndom, ungdom og karriestart, men vi nåede desværre ikke længere med bog idéen.

Liller blev kort tid efter meget syg og døde den 6. september 1993.

Historierne udkom i 1998, i Lillers originale indtalte båndversion på CD som en del af dobbelt CD’en ”Solist”. 

På sporet af en sang

I efteråret 2002 gav Inna mig mere end 200 kassettebånd, som Liller havde samlet sammen i årenes løb. Båndene indeholdt brudstykker fra koncertoptagelser, optagelser fra øvelokalet og hjemme demo optagelser, som Liller foretog alene med båndoptager, guitar og banjo.

Jeg var utrolig spændt, da jeg satte det første bånd i afspilleren. Men efter at have hørt de første strofer fandt jeg ud af, at mine egne erfaringer med Lillers præstationer i et studie heller ikke nu slog fejl med hensyn til hans indsats på dette nye ukendte materiale.

Tankerne gik tilbage til vore studiedage i 1990 og jeg genoplevede det magiske, som man ikke så ofte oplever i et studie. Liller kunne, som solist, utrætteligt og oplagt indsynge et imponerende antal sange i løbet af en enkelt studiedag - helt uden at tabe gløden, varmen og det ærlige udtryk. Ofte blev den allerførste indspilning af hver sang den bedste og denne sikre og overbevisende præstation slog da også igennem på disse sange af forskellig oprindelse.

Uanset den musikalske baggrund viste Liller atter sin suveræne kvalitet. 

Sangene

En snes sange blev udvalgt og præsenteret for Inna og sammen besluttede vi, at denne samling sange, efter en teknisk og musikalsk bearbejdelse, skulle udsendes i 2003 og være med til at give et flot og anderledes nuanceret billede af en utrolig alsidig kunstner. 

Fra øvelokalet har vi hentet sangene ”Corinne Corrina”, ”White Cliffs Of Dover”, ”Bill Baley”, ”Hi Lili Hi Lo”, ”Blueberry Hill” og ”Kærlighed ved sidste blik” som blev indspillet i løbet af 1990. Sangene ”Masser af succés”, ”Sweet Loraine”, ”What A Wonderful World” og ”Elsk mig stille” stammer fra en koncertoptagelse i Montmartre i september 1990. ”Red Rose” er en ikke tidligere udsendt engelsksproget studieoptagelse af ”Røde rose”. Sangene ”Selv en blind kunne se”, ”Kærlighed i luften”, ”Elefantens vuggevise”, ”Lysene slukkes”, ”Du skal ikke gi’ mig roser” og ”Utopia” tog udgangspunkt i demo optagelser med Liller alene med sin guitar eller banjo, hvorefter der nænsomt blev tilført et musikalsk akkompagnement. 

I foråret 2003 blev en række musikere, som havde kendt og spillet med Liller i flere sammenhænge, inviteret i studiet for ”at sidde ind” og give deres bud og opfattelse af den musikalske stil og opbakning, som bedst ville passe til Lillers egne enkle optagelser.

Liller gav dog selv indirekte opskriften på stilen, idet der i hans efterladte bånd fandtes en del med den amerikanske bluesguitarist Ry Cooder, som på sin hel egen måde kan mikse stilarterne blues, jazz og rock. Liller var meget inspireret af dette specielle miks og det var oplagt at give i hvert fald de tre sidstnævnte sange lige netop denne musikalske drejning. 

Alle 17 sange giver et indtryk af hans store musikalske rummelighed og er med til at fastslå Lillers status som værende en af vore allerstørste sangere indenfor jazz, blues, rock og pop – hvor der var hjerterum - var der spillerum.

2006:

Papa Bue fejre i år 50 års jubilæum! I den forbindelse er der udkommet flere opsamlings bokse. Se evt. vores diskografi. Klik på pladen her under.