Barndommen og ungdommen: 

I modsætning til  hvad man måske skulle tro,  når man ser på den glade og optimistiske mand Gustav blev, var hans barndom ikke ubetinget lykkelig. Men måske var det netop på grund af hans lidt hårde opvækst, at han var så glad og skønnede sådan på den succes og de goder han fik, og vi vil også på denne side høre, at hvis der var noget der kunne ødelægge hans gode humør, var det netop når karrieren gik i stå. 

Her er noget af det Gustav har fortalt om barndommen og ungdommen: 

Gustav havde ikke et særligt godt forhold til hans far, der tit var væk. 

Jeg var bange for far. Helt fra lille fornemmede jeg noget stort, strengt og faretruende ved ham….Han flyttede ustandselig fra min mor…. 

Gustav mente at hans far var blevet bitter, fordi han aldrig havde fået gjort noget ud af sin sang, på tros af flere opfordringer. 

Far var bitter. Han var malersvend, men havde samtidig en usædvanlig smuk baryton…..Jeg er overbevist om, han fortrød, at hans liv formede sig på den måde, og måske gik det ud over min mor og os børn.  

Det må have været fra ham Gustav har arvet stemmen: 

Jeg kom i skolens drengekor, og senere indstillede min sanglærer mig til Københavns drengekor, hvor jeg var sopran. Den slags plejer at udvikle sig til tenorer, men jeg endte som basbaryton, og det er derfor min stemme lyder så mærkeligt. 

Gustavs mor arbejde hårdt for at Gustav kunne gå i den fine skole: 

Desværre var jeg ikke klar over, hvilke ofre hun måtte bringe for at holde mig det fine sted. Jeg måtte have ordentligt tøj. 

Det manglende ”far-søn” forhold var sikket årsag til, at jeg blev meget aggressiv i skolen. 

Til sidst blev lærerne så trætte af mig, at de anbefalede min mor at tage mig ud af skolen. Jeg var 13 år på det tidspunkt, og da min stemme var gået i overgang, bøjede hun sig. Jeg var heller ikke noget særligt lys, udover i sang, og mine hjemlige problemer havde gjort mig utåleligt aggressiv. Man kunne ikke have en fyr blandt ”fine folks” børn, der ikke bestilte andet end at provokere. 

Så kom jeg i lære som maskinarbejder på Nordisk Vaskemaskinefabrik….men blev der kun i fire måneder…..I stedet gik jeg mælkevejen på Enigheden til den formidable sum af 21 kr. om ugen plus drikkepenge……Jeg blev på Enigheden i seks måneder. Derefter kom jeg som arbejdsdreng til Thomas B. Thriges elevatorfabrik i København…..I mellemtiden var far flyttet hjem til min mor igen…..og da der i familien Winckler var tradition for at gå malervejen, kom jeg i malerlære hos far. Jeg bestilte ikke andet end at hente bajere, vaske lofter og rive tapeter ned for ham, så da han igen flyttede fra mor, blev vi uvenner, og jeg sprang fra min læreplads. 

Gustavs far døde i 1947 

Et familieråd havde fundet ud af, at jeg trængte til at komme væk fra stenbroen og tilbød mig en læreplads som gartner ved Nørre Alslev på Nordfalster. 

De mennesker og det liv, jeg førte der, tiltalte mig enormt. Derfor sagde jeg ja tak til et tilbud om fast stilling til 125 kr. om ugen som gartner medhjælper, da jeg som 19-årig blev udlært. 

Gustav havde en store søster Lili, der døde som 17- årig. Vistnok af blodforgiftning. Endnu en stor sorg i familien. Først senere fandt Gustav ud af at han også havde en store bror – Jørgen – som var blevet adopteret bort af økonomiske grunde.  

Jeg vidste ikke jeg havde en bror før jeg var 21 år. Det vidste sig imidlertid, at vi kom glimrende ud af det sammen, og at Jørgen også var malersvend. Dog med svendebrev. Vi slog penslerne sammen og indrykkede en annonce i dagbladende med følgende ordlyd: ”To raske svende kommer straks. Færdig samme dag”. Vi fik masser af arbejde og havde enormt travlt, fordi vi skulle være færdig samme dag.  

Karrieren og musikken: 

Gustav Winckler: 

Jeg har en melodi, der har betydet mere for mig end nogen anden. Nej det er ikke ”Skibet skal sejle i nat”, men ”White Christmas”. Jeg havde ikke drømt om at blive sanger, men så hørte jeg ”White Christmas” med Bing Crosby. Det blev afgørende for den karriere, jeg valgte. Og det har jeg ikke haft grund til at fortryde. 

Kun en kort overgang tog jeg undervisning. Jeg syndes ikke, det gjorde mig godt. Jeg er autodidakt. Jeg har masser af grammofonplader, som jeg har spillet igen og igen. Jeg har lyttet mig til det hele. Og min radio har næsten hele tiden været stillet ind på AFN, den amerikanske station i Tyskland. 

Gustav begyndte at optræde professionelt og indspille plader i 1950, hvor han efter eget udsagt ”skamløst kopierede” hans forbilleder, som frem for alle var Bing Crosby. Bing var den første store crooner, og er som sådan også forbillede for alle de andre croonere som Gustav lyttede til, og lærte af. 

Gustav Winckler:

Jeg ligger vel op ad Bing, Frank Sinatra (I de tidlige år) og Perry Como i stemme. Disse må vel siges at være mine forbilleder.  

Om Bing Crosby:

Man kan evt. slå sig op på en anden mands navn, men jeg tror ikke, at man kan leve videre på det. Jeg er klar over, at jeg har kopieret ham, men nu forsøger jeg at skabe en personlig stil. 

Jeg har lovet ham ikke at udsende mine plader i USA. 

Gustav lavede rigtigt mange plader i de første år hos Tono. En hver uge har han fortalt. Det fik han 50 kr. for, og så hørte han ikke mere til det. Hans honorar steg dog hurtigt til flere tusind kroner pr. plade. 

Gustav Winckler:

Jeg stod næsten i studiet hver dag – orkestrene og koret blev udskiftet, men jeg blev bare stående og sang ind i mikrofonen. Det var ikke usædvanligt, at pladerne blev solgt i over 100.000 eksemplarer. I dag skal man være lykkelig for at komme op på 10.000. 

Det var dog ikke alle pladerne der var lige gode. Han prøvede i de første år mange stilarter og genre, og set i bakspejlet var han ikke lige glad for dem alle sammen. 

Gustav Winckler:

Meget skidt er der i mellem, og hvordan skulle det være anderledes? Engang indsang jeg ti sange på en enkelt dag. 

Det voldte Gustav noget besvær at bestå prøven man skulle igennem for at få lov til at synge i radioen på den tid:

Gustav Winckler:

Der faldt fem ton granit fra mit hjerte, da jeg efter to mislykkes forsøg blev fundet værlig til at medvirke i en radioudsendelse. Den hed "Unge kunstnere", og den dag i dag undrer jeg mig over, at jeg ikke blev sparket baglæns ud af studierne....Jeg var simpelthen så rystende nervøs og uerfaren i at arbejde under en kapelmester, at jeg ikke kunne falde ind sammen med musikken, og til sidst måtte Kai Mortensen dunke mig i rykken hver gang det blev mintur til at synge. Udsendelsen blev imidlertidig en personlig succes for mig og førte til de "Sweet og swing" programmer, hvor jeg dannede duo med Raquel Rastenni.

Gustav blev hurtigt meget populær. Ikke mindst på grund af hans optrædener i radioen. Danmark havde fået vores helt egen crooner i den på den tid moderne stil. 

Tidlig anmeldelse:

Hans stemme er ualmindelig behagelig, hans stil er glimrende og teknikken helt i orden – og dertil synger han, hvad der er højst usædvanligt, et udmærket engelsk. Vi kan røbe, at eksperter har udtalt, at Gustav Winckler er det største fund herhjemme inden for refrænsangere i de sidste 25 år.

Gustav Winckler:

Man lærer nemmere sprog i biografen end noget andet sted.

Myggen (Om Sweet and Swing programmerne i radioen)

Gustav Winckler blev hurtigt populær. Udsendelsen henvendte sig til de unge, men der kom begejstrede breve fra mange ældre lyttere også. Omsider var der enighed om, at man havde fundet den stemme, som kunne afløse en hel række sangere, der mere eller mindre var på retur 

Han er i virkeligheden en stille og fredelig og rar mand, der fører en pæn og borgerlig tilværelse. 

Hvad man måske ikke umiddelbart skulle tro, så var Gustav meget genert og tilbageholdende. Hvilket naturligvis gjorde det vanskeligt for han at skulle føre sig frem på scenen og i radioen. Han lærte at leve med det, og overvinde det på scenen, men han blev ved med at være genert og meget beskeden når han f.eks. i 1975 blev interviewet til TV. Det er dog på ingen måde et usympatisk træk. Snarere tvært i mod. 

Gustav Winckler:

Jeg var scenesky og havde problemer med mine hænder, som jeg ikke kunne få anbragt rigtigt. 

Faktisk er jeg meget genert. I starten var jeg hundeangst for at gå ind på scenen. 

Der er nerver på hver gang. Man vandre hvileløst op og ned bag scenen, og så er det ligegyldigt om det er en stor eller lille optræden. 

Kai Rasmussen:

Han var utroligt god, men også rystende nervøs, noget, som han mærkeligt nok aldrig overvandt. I alle de år stod han altid og nulrede fingre på scenen, mens han kikkede op, men Gustav var jo heller ikke nogen ”her-kommer-jeg-type”. Han var en meget blufærdig og genert mand.  

Ambitionerne inden for musikken og troen på hans egen talent manglede dog heldigvis ikke. Allerede i 1951 var han i London og optræde. 

Gustav Winckler:

Jeg var i radioen to gange. Jeg havde desværre ikke tid til at blive der længere– eller råd…..der er ti gange så dyrt som herhjemme. Men jeg var meget glad for at være i London og Englænderne er jo dejlige mennesker. 

Det der for alvor satte en stopper for hans optræden i England, var at det ikke på den tid var muligt for en udenlandsk sanger at få en arbejdstilladelse i England. Der gik det bedre med Sverige, hvor han havde stor succes i de tidlige år, rundt om i folkeparkerne. Han fik også stor succes i de tysktalende lande, hvor han blev kendt som Gunnar Winckler. 

Gustav Winckler:

Man kan ikke hedde Gustav i Tyskland, for det hed den mand, som under krigen indførte telefonaflytning. Og når folk hørte det klik, der røbede aflytteren, sagde de altid: ”Hallo Gustav”. Efterhånden er det blevet til en vending, der bruges, hver gang man kommer ud for en irriterende støj. Så De forstår…… 

I de tyske vaudeviller kaldes klodsmajoren altid "Onkel Gustav".

Jeg var hofsanger hos den verdensberømte schlagerfabrikant og mangemillionær Michael Jary, der gav mig mange kostelige oplevelser.

Tyskland skulle vise sig at blive et vigtigt marked for Gustav. I midten af 50’erne begyndte hans karriere i Danmark af en eller anden grund at gå i stå. Han lavede stadig mange plader. Han havde fået kontakt med HMW, og lavede også forsat plader for Tono. Mange af dem var gode, men de opnåede ikke den succes de tidligere plader havde haft. 

Inge Winckler

For en halv snes år siden var der faktisk intet at lave, og vores eneste indtægt kom fra en grammofonkontrakt med Tyskland. Min mand var temmelig deprimeret i den tid. 

Gustav fik stor succes i Tyskland, og spillede både med på film og i TV. En overgang overvejede han seriøst at flytte der ned, men så begyndte han igen at hitte stort i Danmark. Han forsatte dog side løbende karrieren i Tyskland, der dog langsomt ebbede ud, da rocken og teenager musikken i stadig større grad tog over. 

Det der for alvor gav Gustav succes igen i Danmark, var at han selv begyndte at skrive sange, og på den måde kunne komme med helt nye sange. Det var specielt en række meget folkelige ”sømands” sange der hittede, selv om han også skrev og indspillede mere swingende ting. Den første store succes han selv skrev var ”Send en hilsen hjem” (1956). Det var sangen ”Med guitar, banjo og mandolin” han satsede på. ”Send en hilsen hjem”  havde han bare tænkt som b-siden: 

Gustav Winckler:

For at fylde bagsiden skrev jeg en til….den blev lavet på et kvarter med venstre hånd. 

Jeg skrev ”Send en hilsen hjem med en buket violer”. Den havde jeg tænkt som en duet med en sangerinde, men da hun kom i studiet kunne hun den ikke. Jeg indsang den på et bånd, så hun kunne lære den. To måneder senere sendte selskabet den ud med det, jeg uden videre havde indsunget. Jeg blev gal. Noget af teksten skulle synges af en pige. 

Ligesom en ulykke sjældent kommer alene, gør en succes det heller ikke. 

Efter at Melodi Grand Prix 1957 og ”Skibet skal sejle i nat” for alvor havde cementeret hans folkelige succes, kom han med endnu en lille sømands sang, der skulle blive en uhørt succes, og forfølge ham resten af livet – Hvide måge (1957) 

Gustav Winckler:

Der er egentlig ikke noget galt (med Hvide måge), teksten er pæn og nydelig. Når jeg tænker på, hvad der står i teksterne for tiden….Men det gale ved mågen var at den blev overspillet. Hvis man havde hørt Für Elise lige så tid, så ville man måske også have tænkt grimme ting om Beethoven. 

Inge Winckler var en af Gustavs hårde kritikere. Hun var bestemt ikke begejstret for alt det han lavede. 

Inge Winckler:

Jeg sluger ikke det hele råt, og der har været mange sange, jeg ikke kunne døje. Bedst kan jeg lide den amerikanske genre – de evergreens han har sunget. ”Hvide måge” ville jeg aldrig drømme om at sætte på grammofonen, men man må respektere, at mange mennesker kan lide den. 

Gustav Winckler om sangskrivning:

Jeg har lært meget af Thøger Olesen, men jeg tror aldrig, jeg begynder at snerre og kritisere ting. Det ligger slet ikke til mig. Jeg vil bare lave lidt sjov og måske putte lidt sort humor ind imellem. 

Det det hele drejer sig om, er at skrive en tekst der går i folkemunde. 

Når man kører, tænker man over tingene, og en strofe dukker måske op. Jeg har en lille båndoptager liggende i bilen, og så nynner jeg melodien ind på bånd. Jeg har den regel, at hvis jeg kan huske den dagen efter – uden båndoptager – er den rigtig. 

De gange jeg har forsøgt at være udspekuleret og blandet efter en recept, vi tidligere har haft succes på – ja, så er det altid gået galt. Men har jeg sunget fra karsken bælg, taget det uhøjtideligt, følt mig glad – så gav det bonus. Mon det er ens eget overskud – altså af glæde og ikke skillinger der smitter af? 

Gustav skrev også musik til tidens så populære soldaterkammerater film: 

Svend Kragh-Jacobsen (Anmeldelse af Soldaterkammerater 1958)

……denne matte finale, som kun reddes af den udmærkede march George Swensson og Gustav Winckler har komponeret á la Kwai-Marchen……

I starten af 60’erne kom der en ny stil af musik som passede som fod i hose til Gustavs stemme. Som en slags reaktion til rock’n’roll og teenager popen havde den amerikanske countrymusik ændret stil væk fra violin dreven bluegrass og hillbilly musik til en mere poppet ”nashville sound”. Hvor country sangere som Jim Reeves, Don Gibson og Bobby Bare croonede til vel afpudsede arrangementer. Pop musik for det lidt mere voksne publikum.  Lige noget for Gustav. Han havde fået et nyt forbillede i Jim Reeves og fordanskede mange af hans hits, der også blev til hits for Gustav. Størst ”Jeg vil vente ved telefonen”. En dansk version af Reeves ”He’ll have to go”. Han havde også succes med Bobby Bares ”Detroit city”.

Gustav Winckler:

Stilen bliver mere country og western.  

(Country musik er) Iørefaldende melodier med pågående rytme, dygtigt sunget og spillet med hele det ny tekniske apparatur, der nu er for hånden. 

Det var dog ikke kun Nashville sounden Gustav faldt for. Han var også glad for Buck Owens og Merle Haggard. Den såkaldte ”Bakersfield sound”. Som han benyttede da han producerede plader med Teddy og Charno i 70’erne. 

Gustav Winckler:

Hvis man ikke har lyttet og lært meget af de store kodrenge – Owens, Haggard, Bare og alle de andre – kan man ikke lave det, som Teddy og Chano laver.  

Gustav fortsatte dog også med at indspille i en lang række andre genre. Hele Beat perioden med Beatles i spidsen var en hård tid for de fleste sangere fra de tidligere genrationer. Gustav overlevede dog, da han havde et trofast publikum, og han begyndte også i 60’erne at beskæftige sig mere og mere med eget  musikforlag og som producent hos Sonet. Hvor han bl.a. lavede pigtråd med Defenders!  

Inge Winckler:

En dag jeg havde fået nok af pigtråd, spurte jeg Michael, om vi ikke lige kunne få en anden plade på. Jo, mor, nu skal jeg spille noget klassisk, sagde han – og satte en af min mands plader på, i ramme alvor og uden det mindste stænk af ironi! 

Og som om det ikke var hårde tider nok, så blev Gustav nærmest til grin i Melodi Grand Prix 1966. Det sidste år Danmark var med i mange år, da Danmarks Radio fandt det for underlødigt. I 1966 sang Gustav en ikke alt for heldig sang om ”Salami”. 

Gustav Winckler:

Kun en gang har jeg sagt nej, da alt var klar til optagelse. Det var, da Tv bad mig synge ”Salami”. Desværre holdt jeg ikke fast ved mit nej. Det varede et år, inden mit publikum havde fået genoprettet troen på mig. Den sang fortryder jeg.  

Inge Winckler:

”Salami” fra Melodi Grand Prixet er virkelig en af de ting, jeg ikke bryder mig om at Gustav synger. 

Da han havde fået 26 spegepølser efter han sang Salami spøgte han: 

Så har jeg til de første 14 dage. Gud ved om jeg ikke næste gang kunne synge om guldbajere? 

Gustav overlevede tros alt alligevel. Han havde stor succes hos det lidt ældre publikum i radioens ”Palmehave udsendelser”, hvor de sang gode gamle evergreens. Der kom også en del plader i den stil. Både nogen han selv producerede for Sonet og nogle Danmarks Radio producerede: 

Pressemeddelelse om  Lp’en ”Danske evergreens”:

Danmarks Radio er i al stilhed blevet en slags pladeproducent…I næste uge sendes Danske evergreens på markedet. Med Katy Bødtger, Peter Sørensen og Gustav Winckler som solister spiller et stort orkester under Kai Mortensen 16 evergreens, melodier, der var slagere for 20-30 år siden.

Lp-en er i stereo og det er ikke normalt længere, at et så stort orkester spiller på plader med let musik. Formålet med pladen har været at udgive dansk musik, der ikke ville blive udgivet på kommerciel basis, og Danmarks radio  vil i vid udstrækning selv benytte pladerne i radioudsendelser. Det har kostet Danmarks Radio 44000 kr. at udsende pladen, mens Polydor har svaret for det tekniske. 

Pludselig forsvandt moden med danske kopi numre af udenlandsk ”pigtråd”, dog lige så pludseligt som det var kommet og en ny tid startede med folkemusik og protestsang. Specielt det sidst nævnte var ikke umiddelbart noget Gustav tog til sig som sanger. Men som producer stod han for meget interessant inden for den nye folkemusik. 

Gustav Winckler: 

Jeg føler mig som en folkesanger, selv om mange vil sige, at det er jeg ikke, fordi de forbinder det med en, der kun synger protest sange, og tager problemer op. Det har jeg aldrig følt trang til. Jeg skal ikke formidle noget budskab. Mine problemer skal ikke udformes i popsange. Hvorfor skal jeg belemre andre mennesker med problemer – dem har de nok af!  

Som pladeproducer har jeg ført mange folkesangere frem – Cæsar, Poul Dissing, Trille. Men i mit eget indre hører protestsange ikke hjemme.  

Jeg står som den runde, brede, der synger, når Hr. Jensen sidder på beværtningen en fredag aften og har brugt sin ugeløn. Så lægger han en krone i musikboksen og lytter til en plade af mig. Og jeg har ikke tænkt – sådan og sådan skal han have det. Jeg har bare lavet den, som jeg føler den er rigtig. 

I slutningen af 1968 startede Danmarks Radio ”Dansk toppen” og en stor periode  for dansk folkelig musik fulgte på godt og ondt. Gustav fik efter hånden stor succes som producent til Dansk toppen, selv om han af og til havde vanskeligt ved at få sine egne plader med på dansk toppen. 

Gustav Winckler:

Jeg har indspillet 6 single plader i 1970, men ingen af dem har været med på dansktoppen. De blev refuseret, som man siger. Ikke fundet værdige til en prøvelse for juryen. Måske forventer man, at vi gamle skal være endnu bedre end de unge for at gøre os gældende. 

Gustav kunne godt se at det var der var store penge i det unge publikum. Han kunne jo se hvor meget de plader han producerede med f.eks. Cæsar solgte, og han havde vel også lidt svært ved at vende sig til, at han nu hørte til en ældre genration, og at hans publikum nu hovedsagligt var ældre mennesker. Den megen kritik af hans sange, og det at de ikke solgte specielt godt længere var tilsyneladende begyndt at påvirke ham. Fra Inge Wincklers udtalelse af hans dårlige humør i hans nedgangs periode i midten af 50’erne ved vi at det var noget der i den grad kunne påvirke hans ellers så gode humør, og 1970 var sådan en tid. Af flere grunde. Han sagde selv at han var sur i et år! Men det må også have været en underlig fornemmelse at stå der midt i ungdoms og kvinde oprør og synge gamle romantiske slagere, der var så stik imod hele tidens ånd. Han må have følt sig noget urelevant.  

Gustav Winckler: 

Jeg vil gerne have fat i et publikum, som er yngre end de ”voksne” der i øjeblikket køber mine plader og lytter til mig. Jeg svigter ikke mit gamle publikum, men jeg vil også godt have et andet. Og så er der måske ved at ske lidt med mig. En udvikling. 

Sort humor og ironi. Det er så morsomt – og så er det også lidt frækt over for mit publikum.  Og det har jeg lyst til at være. 

Journalisterne kunne også på den tid få ham til at vende ryggen til de folkelige sange, han ellers havde forsvaret i alle de år: 

På en eller anden måde var jeg engageret i de ting lige i de øjeblikke de blev lavet. Og så var de altså på marked inden man fortrød. 

Resultatet blev at Gustav i 1970 udgav den legendariske vise plade: ”Viser i den gale hals!?”(1970) En plade med krasse tekster, som for de flestes vedkommende var skrevet af ham selv. Den blev rost af anmelderne, men solgte ikke. Gustavs stam publikum kunne ikke lide den, og de unge ville ikke købe Gustav Winckler selvom han sang viser, der var Cæsar værdig.  

Keith Keller:

Han kan synge ringe rundt om Otto B. og Bjørn T. og Kjeld H. og Peter B. Hør bare det Oktav album, hvormed producent Winckler hylder sig selv med falsk beskedenhed og tyk ironi. ”Viser i den gale hals!?” kalder han sin (20 års jubilæums) Lp. Vist er de viser ikke i den gale hals. Der flyder idel vellyd fra Gustav Wincklers stemmebånd. Så rund og så fyldig en stemme som den munkelikør, han synger om i sin egen fordanskning af en af pladens mange svenskfødte numre….Winckler ER en bedre sanger end de fleste og her viser det sig at han også kan synge viser. Han gør det endda mere musikalsk nuanceret end de ”rigtige” visesangere, men måske lidt mindre dramatisk i foredraget. Sagen er nok den at Winckler ikke kan krukke, om han så fik penge for det.  

Gustav Winckler:

Jeg vil heller ikke skjule, at jeg var lige ved at græde, da min kone læste en af de positive anmeldelser for mig. 

Hvor var det morsomt at lave den plade. Når man er vant til at få at vide, man laver noget skidt, og så pludselig får gode anmeldelser på et helt andet repertoire, så bliver man glad. Og jeg må også sige, at det har været morsommere at lave visepladen end meget af det andet. 

Jeg måtte selv ofre de 20000 kr. det kostede at lave pladen. 

Adskillige af mine ”faste beundrere”, som det vist hedder, har skrevet til mig. Hvor er de gale. De siger jeg ikke kan være det bekendt. At det ikke klæ’r mig. 

Thøger Olesen om vise pladen:

Der er et par numre, jeg godt ville have undværet på pladen, til gengæld er der en 6-7 stykker, som jeg gerne ville have skrevet selv. 

Jørgen Mouritzen om vise pladen:

Sort humor og ironi på rille 

Gustav Winckler:

Jeg er glad for at jeg gik i lag med de barske viser. Det er mit væsentligste bidrag i 1970. Det blev en anmeldersucces, men ingen salgs-ditto. 

Eugen Tajmer:

Det er vel sådan at når mode og tider skifter så prøver man ligesom at følge med, og den vogn var Gustav også med på, men han kom dog tilbage igen, der hvor han hørte hjemme, for hans force var jo at swinge lidt, og så den romantiske ballade. 

Gustav Winckler:

Nu har jeg lyttet til, hvad folk syndes jeg skulle lave på plade, men det er ikke mit inderste jeg. Nu vil jeg vende tilbage til den heldige fyr med den pæne stemme, som holder af at synge sentimentale ballader…..hvad nytter (gode anmeldelser), når det ikke er mig. 

Nu havde Gustav lige som fået dette ud af systemet og vente tilbage til den folkelige underholdning med fornyet styrke. Snart kom perler som ”Kondisangen” og ”Lidt go’ musik”.  Det var også på denne tid at han begyndte at optræde med Bent Werther. En tid der skulle blive en af de lykkeligste og mest succesfulde for Gustav Winckler. Med Bent fandt Gustav i den grad igen glæden ved at optræde og de kom på toppen af Dansk Toppen i uhørt lang tid med deres parodi af samme: ”Bare der er sol i dine øjne”.  

Eugen Tajmer:

Der har vi jo mennesket Gustav. Han kunne godt li’ at komme ud og optræde for folk, og så kunne han også godt li’ at få den her morsomhed frem og Gustav var jo sådan set – jo også bag murerne. Han var vanvittig morsom. Han kunne jo ryste historierne ud af ærmerne. Han var virkelig et skægt menneske. Og så for lige som at have det samspil så tog han Bent Werther med ud, og det var jo morsomt. Vi har det jo på plade endnu, og kan hører hvordan de også selv morede sig.  Kombinationen Bent Werther som den lille morsomme mand, og så Gustav det store menneske –Det var en succes! 

Pludselig døde Bent Werther dog, og Gustav havde mistet hans måske bedste ven. 

Gustav Winckler:

Jeg tror aldrig jeg kommer mig over hans død. Jeg kan stadig gribe mig i at savne Bent ved min side. Vi var næsten altid sammen og hans problemer blev mine. Jeg troede, at jeg kunne hjælpe ham ud af drikkeriet ved at give ham ansvar. Da han havde mødt en pige, han kunne lide, skubbede jeg hele tiden til ham, for at han skulle stifte hjem. Og jeg kunne mærke på ham, hvor lykkelig han blev, da hans kone skulle have tvillinger.....Jeg stod tilbage med 200 kontrakter, som skulle opfyldes, men aflyste samtlige optrædener i en uge, fordi jeg bevægede mig på afgrundens rand af sorg. Jørgen hjalp mig imidlertid over krisen. Han tog med ud i stedet for Bent. Vi fik en fantastisk modtagelse og fortsatte vore vægtige optrædener indtil mit 25 års jubilæum.

Bents død tog hårdt på Gustav. Efter eget udsagn fik han nærmest et nervesammenbrud, og kom sig aldrig rigtig over det, men livet måtte jo gå videre, og i 1975 havde han forrygende travlt med hans 25 års jubilæum, og som man kan høre på jubilæums pladen havde han fået opbygget et herligt live show igen uden Bent. Han var på vej mod nye højder. Inden for de sidste år af hans liv nåede han højde punkter inden for mange af de musik genre han mestrede. Vise pladen havde været et højde punkt inden for den genre – han havde faktisk indspillet flere vise plader på 78’ere og singler tidligere. Med pladen ”Gem et lille smil – Gustav i 25 år” nåede han et klart højdepunkt inden for den folkelige underholdnings musik han er mest kendt for. LP’en er udsædvanligt godt kombineret til at vise ham fra hans bedste sider inden for denne genre. Selve sangen ”Gem et lille smil” er måske den bedste og mest kendte sang han nogensinde skrev. En omgående klassiker. Pladen indeholder også Gustavs ”Der er ingen der kan få mig til at glemme dig” og en nyindspilning af hans country ballade ”Send det brev, du ved jeg venter på”. Vi får også en prøve på Gustavs Jim Reeves stil. En dansk version af ”I love you because” af Thøger Olesen. Ellers består pladen af Gustavs versioner af kendte slagere som ”Rosen er rød” og ”Minderne er skabt af dig” + en helt ny sang af Ruth Mogensen og der er endda kommet en rigtig gammel sømands sang med: ”En kold og stormfuld vinternat”. På side 2 af Lp’en får vi som nævnt en meget munter live optagelse af Gustav fra Tivolis koncertsal. Den viser Gustav i topform som live underholder med publikum i sin hule hånd. En rigtig jubilæumsplade og et højdepunkt for Gustav som folkelig underholder. 

Inge Winckler om Gem et lille smil:

Det var Gustav når han var på toppen. Glad, varm og ægte. 

I de kommende år skulle han nå andre højde punkter i andre genre han mestrede.Lp’en ”Tiden går” blev kronen på værket for Gustav som country sanger. Bortset fra nogle få numre er det en ren countryplade. 

Gustav Winckler om ”Tiden går”.

Det er country musik, det har jeg faktisk altid lavet. 

Som swingende crooner nåede han et højdepunkt med den legendariske jazz plade han lavede med Papa Bue og Wild Bill Davison. Han høstede megen anerkendelse for denne, selvom det er tvivlsomt hvor meget den egentligt solgte. Men alle de implicerede var lykkelige for den:  

Papa Bue om jazzpladen:

Jeg tror, det var et af hans livs største øjeblikke.  

Han havde det dejligt. Han fik jo lov til at synge på engelsk. 

Jeg syndes det var alle tiders plade 

Matty Peters (Jazzsangerinde):

Han var en af mine favoritter. Han kunne det hele – også synge jazz, selvom han altid sagde til mig, at han ikke var jazzsanger. Men han havde en fantastisk fornemmelse for at få tingene til at svinge. Han har indspillet en pragtfuld jazzplade sammen med Wild Bill Davison. 

Alle disse højdepunkter fik dog også Gustav til at blive mere kræsen, og han var jo også nået en alder hvor det var klogt at drosle lidt ned. Som omtalt andet steds så fandt en del af hans aktiviteter en mere eller mindre tvungen afslutning, men lukningen af Dansk toppen. 

Gustav Winckler:

Jeg vil begrænse min optræden og sortere opgaverne. Det må ikke blive misforstået. Jeg var glad for dagene i Tivoli, men jeg føler, at publikum på en eller anden måde blev snydt. Jeg gav dem ikke nok ved at stå på et vognlad med en pianist bag mig. Nu vil jeg svinge for alvor. Jeg vil arbejde med et større ensemble som f.eks. Papa Bue. Det er lige mig.  

Inden hans tragiske død ved bilulykken 20.Januar 1979. Nåede han lide et sidste højdepunkt på pladefronten. Gustav havde gennem årene indspillet en del julesange. Ikke mindst 4 versioner af White Christmas. Som han selv havde sagt inspirede ham til at blive sanger. Så på en måde var ringen sluttet, da ”Hvid jul” udkom som den sidste Lp i hans leve tid. Det er en fremragende jule plade og indeholder bl.a. hans bedste version af White Christmas nogensinde. 

Leif Pedersen (som producerede pladen):

Vi talte tit om de mange danske juleproduktioner, der i tidens løb var indspillet, og om at det kunne være spændende engang at indspille en plade med Gustav selv som solist i de bedste af de mange amerikanske julemelodier. 

Pladen blev indspillet sidst på sommeren i Metronome studiet på Vibevej, og jeg husker endnu tydeligt, hvordan vi i den bagende varme sommer og korte bukser skulle fremtrylle en julestemning.

Stor var hans overraskelse, da han hørte de færdige musikbaggrunde og erfarede, at man fra Polygrams side havde sat alle sejl til og ikke sparet på musikere og studietid. 

Gustav og jeg var …. blevet enige om, at der på pladen gerne måtte være et rigtigt originalt dansk nummer, og det blev til ”Decembersang”, hvor man rigtigt hører Gustavs flotte dybe stemme. 

Gustav skrev selv ”Decembersang” sammen med Leif Pedersen.  

Det er ikke til at vide hvilke højdepunkter der havde ventet forude, hvis ikke vi så pludselig havde mistet den store crooner. Gustavs død blev dog  endnu en salgs succes på pladefronten!: 

Johnny Reimar:

Vi følte straks, at der opsted en vis efterspørgsel på Gustavs kendteste ting, så vi mente, det var rigtigt, at samle dem på et dobbeltalbum, i stedet for at publikum skulle købe en række forskellige plader for at få de ting de bedst kunne lide. Gustavs produktion gennem årene var jo fantastisk stor. Når man hører hans plader, forstår man ikke, at han ikke er mere. 

Sven Wezelenburg: (I forbindelse med BT’s hitliste)

Efterspørgslen har været så stor, at man hos Sonet på et tidspunkt lå inde med bestillinger på 100.000 plader. Først nu har man hos Sonet fået dem genoptrykt og sendt ud til forhandlerne. Derfor kan man i denne uge opleve, at Gustav Winckler, der blev 53 år, kommer ind med ikke færre end fire LP’er på Top 30. Den ene, der går ind på andenpladsen, er endog et dobbeltalbum med titlen ”32 største succeser”.  

Og skal vi så lige lade Gustav få det sidste ord med et par betragtninger om hans fantastiske karriere. 

Gustav Winckler:

Jeg er en musikalsk arbejdsmand 

Jeg klarede mig også før ekko-rummet blev opfundet. 

Som Crosby siger. Det er i dybden pengene ligger. 

Jeg synes det er dobbeltmoral, når man er nået op på toppen, og så ikke gider tale med mennesker, der henvender sig fornuftigt til én. 

Kunsten er ikke at være på toppen. Det svære er at komme igen. 

Jeg har haft et dejligt liv sammen med publikum. Det er publikum der har holdt mig i live, og ikke omvendt. 

Gustav som skuespiller: 

Hen mod slutningen af Gustavs karriere fik man øjnene op for ham i revy og skuespiller sammenhæng. Det var en naturlig videre udvikling af det sketch agtige optrædener han havde lavet med Bent Werther, Jørgen Winckler og senere Bjørn Tidmand på Tv. Gustav fik generelt helt pæne anmeldelser. 

Den første revy han var med i var Sans Souci i Kolding 1974 sammen med Jørgen Winckler. Den har jeg ikke kunnet finde nogen anmeldelse af, men i 1976 var han med i en musikalsk Prater revy, som Gustav også fik udgivet på plade. 

Anmelderen af Prater revyen skrev bl.a.

Lige modsat Ole Ernst er revyens tredje mand Gustav Winckler i sit es alene, men klarer også duetter. Han er overalt blot sig selv med den gode stemme, det solide korpus og strålende af fornøjelse ved at kunne hamstre sit publikum også her. 

Året efter var Gustav allerede nået toppen inden for revy, da Preben Kaas tilbød ham at være med i Cirkusrevyen 1977. Gustav fik stor succes som Tuborg-manden. Preben Kaas havde også haft en finger med i Prater revyen, så der er nok der han har fået øje på Gustav som revy skuespiller.  

Anmeldelser:

Med sangen om Tuborgmanden i grøftekanten er Gustav Winckler blevet dette års overraskende trumfkort i sommerens revyer. 

Svend Kragh-Jacobsen (Anmeldelse af Cirkusrevyen 1977)

Helt – og kun – sig selv er Winckler. Urokkelig tribunehelt. Så blottet for skuespillertalent som stoppet med fuldfed charme. Et fund som Erik Henningsens Tuborg-plakat-mand, der på Edvard Personsk har stået ved en landevej hele sit liv – og tørstet.  

Kritikken af at Gustav ikke som sådan var skuespiller, men altid – lige meget hvor meget han prøvede – altid var sig selv, var Gustav både bevidst om, og enig i. 

Gustav Winckler:

Skuespiller bliver jeg aldrig…..det gik da vist meget pænt. Men jeg har ikke evnen som skuespiller til at lave mig om til en anden figur. Det er lige meget, hvad jeg tager på, så er jeg stadig Gustav Winckler. 

Alligevel fik Gustav i 1977 en ”rigtig” teater rolle som Baron Mirko Zeta i en ikke musik version af ”Den glade enke”. En journalist overværede prøverne og Gustav måtte arbejde hårdt med det, men til sidst lød det dog fra instruktøren: 

Flemming Flint:

Nu er den god Gustav. Nu har du virkelig fat på det. 

Det var dog ikke uden problemer for Gustav at spille teater, og han takkede nej til flere andre tilbud: 

Jeg har ikke råd. Sidste år gik jeg ned til det halve i indtægt, fordi jeg også var med i Den glade enke. Det var sjovt, men jeg var jo ikke rundt i landet, som jeg plejer. 

Sommer revy var han dog faldet for, og året efter 1978 spillede han i Holstebro revyen. 

Gustav Winckler:

Jeg er meget begejstret for revy. Ikke den politiske revy, hvor man skal genere nogen eller belære publikum, men hvor der er god og sjov underholdning. Derfor blev jeg glad for kritikken af Holstebro revyen, der sagde, at det ikke var revy, men et virkeligt godt show. 

Svend Kragh-Jacobsen (Anmeldelse af Holstebro revyen 1978)

Nok kan Gustav Winckler meget – ikke mindst illudere FET-Hetler med sittersk rundhed, men trods glimtet i øjet og selvironien er han ikke primært komiker. Hans attraktion er den joviale charme, der plus en stadig voksende scenisk sikkerhed gør, at han går lige i folk – også de kræsne. Han var skæg i Boyes ”Hej Hetler”, men bedre endnu i den pop-salat, han serverede brillant sekunderet af Birthe Kjær. Selvom det nok er vel meget koketteri i tre numre at synge om sig selv, halede han både Holger Danske og visen ”Det ligger tungt” – begge af H.H. Lund – igennem til dundrende bifald. Han er revyens ankermand – i enhver betydning. Også med stort A. 

Der er ingen tvivl om at Gustav ville have forsat sin gode udvikling inden for revyen, hvis han havde levet. Der var tilsyneladende visse planer for sommeren 1979, som han jo desværre aldrig kom til at opleve 

Gustav Winckler:

Det siger jeg ikke noget om, men jeg har fået et meget smigrende tilbud fra en revydirektør. 

En anden ting der ikke blev til noget i Gustavs leve tid, var Thorsens nok så omdiskuterede Jesus film, som han havde tiltænkt Gustav en rolle i!!! 

Jens Jørgen Thorsen:

Winckler er ikke alene en af de største, men også en af de bedste danske skuespillere, jeg kan forstille mig i rollen. (Som katolsk biskop i Jesus filmen) 

Gustav på TV: 

Det var ikke så ofte DR på Gustav tid brugte populære sangere af folkeligt musik i deres programmer. Der foreligger ikke mig bekendt en liste over præcis hvor mange tv programmer Gustav har medvirket i, og hvor meget af det der er optaget og bevaret. En del er utvivlsomt blot blevet sendt ud live, og er kun bevaret hvis Gustav samleren Kai Rasmussen har optaget det. Hvad der er stor sandsynlighed for. Gustav var dog ikke uvant, med TV, da han i sin tid i Tyskland medvirkede i en lang række musik programmer. 

Det ældste TV klip vi kender med Gustav er den legendariske ”Skibet skal sejle i nat” med Birthe Wilke fra Melodi Grand Prixet. Klippet der findes er fra det internationale Grand Prix, og er fra en udenlandsk TV station. Danmarks Radio har tilsyneladende ikke de tidlige Danske Grand Prixer i deres arkiver. Gustav har jo ellers medvirket flere andre år, men det er ikke givet at dette eksistere længere. Måske nogle af lydsporene.

Gustav har ganske givet sunget ”Jeg vil vente ved telefonen” og lignede i TVs pladeparaden, men ingen klip er dukket op. Men der findes nogle billeder hvor han står ved telefonen, der kunne være fra Tv. 

Det vides også han sang Old Man River i TV forklædt som neger til rollen. Dette findes der billeder af, og Kai Rasmussen har spillet lydsporet i radioen. 

I 1966 medvirkede Gustav og Bent i TVs Giro 413 med deres ”Bugtalersangen”, hvor Bent var klædt ud som en bugtalerdukke og sad på skødet af Gustav og kom med spydigheder. Et morsomt spørgsmål til en brev kasse jeg fandt i et blad lyder: 

Vil De venligst oplyse, om det var en dukke Gustav Winckler optrådte med i TVs giro 413 i lørdags. Min svigermor siger, det var Bent Werther. Jeg siger det var en bugtaler-dukke. 

På sin vis har de begge ret, da det i starten og slutningen er en dukke Gustav kommer ind og går ud med, men ind imellem er det som bekendt Bent. 

I 1966 overførte man også radioens så populære Pladeretten er sat til TV. Her kommenterede Gustav m.fl. de nyeste plader. 

Sommerløjer (1972 med Kaj Løvring) Det er nok også det program hvor Erik Paaske laver en parodi på Gustav. 

Gammel vin på nye flasker (1974) Gustav sang ”True lov” med Bonna Søndberg. 

I de sidste år af hans liv kom der dog en del i TV med Gustav. Ikke mindst omkring hans jubilæum i 1975, hvor Kurt Møller Madsen, lavede det herlige  portræt programmet ”Cpr. 131025-0437 – kartoffelsanger.” 

Anmelder Bent Johansen:

Det ligner en tanke, når underholdnings afdelingen lader sin cirkusmedarbejder Kurt Møller Madsen fremføre Winckler i stram dressur 

Inge Winckler  om Tv programmet:

Gustav var et meget følsomt menneske, der altid talte godt om sine kammerater. Da han i udsendelsen skulle tale om kolleger og venner, var han hundeangst for ikke at gøre det godt nok. Men han var tilfreds med, hvad han havde fået sagt, da han så programmet. Han fortrød ikke noget. 

Det var Michaels egen ide. Han gik på gymnasiet dengang, men blev simpelthen hjemme fra skole for at være med til at spille sammen med Gustav på TV. 

Samme år var Gustav også med i en af de populære ”Syng med” udsendelser, hvor kendte sangere sang sammen med publikum 

Helge Steincke: (Anmeldelse af Syng med Gustav)

I 20 minutter sang han for, så man skulle være en underlig snegl for ikke at komme i godt humør. Der kan siges meget godt om meget musik, men det er da fedt at høre en mand synge uden krukkeri og med en stemme, der rammer rent. I øvrigt var det da også dejligt for en gangs skyld at møde et oplagt publikum på skærmen. 

Om det var den gode modtagelse af disse programmer, eller hvad det var er svært at sige, men året efter i 1976 fik Gustav sammen med Bjørn Tidmand til opgave at stå for lørdags underholdningen i Tv flere lørdage. Det blev til programmerne ”Mellen to stole”, hvor de dels selv underholdt, og præsenterede diverse artister lige fra tryllekunstnere til Dirch Passer! Det blev en pæn succes, som de senere tog på turne med rundt om i landet. De to af udsendelserne er blevet genudsendt i DR2’s Gyldne timer, og klip derfra er ofte blevet brugt. Om der var et 3. program og om det stadig eksistere er et godt spørgsmål. 

Paul Raae (Anmeldelse af Mellem to stole):

Gustav Winckler og Bjørn Tidmand fremførte som værtspar hinanden samt diverse artister (der lavede for lange numre) og entertainere af forskellig klasse og karat for et heftigt applauderende publikum, der var evigt taknemligt for alting. Også for Wincklers ”Min dreng, jeg vil ønske for dig, at du bli’r bedre end jeg”. Og det forstår man jo så godt. Morsomme var de nu i forklædning som henholdsvis Lene Bro og Cleo. Sidste solist tog alle keglerne, Dirch Passer som loppecirkus-direktør. Et verdensnummer. 

Gustav medvirkede i et af Otto Leisners programmer med ”Brød. Møller” fra Cirkusrevyen 1977 sammen med Otto Brandenburg og Per Pallesen. En fantastisk optagelse. 

Der blev også vist andet fra Cirkusrevyen i TV – bl.a. Tuborg-manden.  

Omkring 1977-78 medvirkede Gustav og Michael Winckler  også i et program med Dan Turéll, der havde skrevet en sang til Gustav med Kurt Møller Madsen ”Lad mig dele dine drømme”, som Gustav sang med Michael på guitar. Det betød meget for Gustavs anseelse at folk som Dan Turéll erklærede deres sympati for Gustav og hans arbejde. 

Den sidste store tv udsendelse med Gustav kom i stand i forbindelse med hans samarbejde med Liller og Papa Bue’s viking jazzband, der havde stor succes i disse år.  

Allerede i 1976 var de sammen i udsendelsen ”Cafe Lillerbælt” og i 1978 lavede de en hel udsendelse hovedsageligt med sange fra deres fælles LP ”All that meat and no potatoes”. Denne udsendelse blev en stor succes og blev vist flere gange.

Begge udsendelserne med Gustav og Papa Bue er udgivet af Calle Sand på cd’en: ”Gustav swinger med Bue’rne”. Se evt. mere på vores NEWS side. 

Gustav Winckler om  jazzudsendelsen.:

Jeg forsøger ikke at skjule, at jeg måske er lidt krukket. Forstået på den måde, at jeg synger de ni skønsange og swing ting, som jeg føler, de skal laves. Jeg er jo en crooner. 

Gustav havde flere ideer til TV, der dog ikke blev til noget i hans livs tid, men som senere kom i diverse udformninger. Først vel Jørgen De Mylius ”Eldorado” programmer, der dog også vidste udenlandske kunstnere i form af musik videoer, der på den tid var ved at vinde indpas. 

Gustav Winckler:

Det er ikke bare TVs skyld (at der ikke bliver brugt så mange danske solister). Vi må selv være om os. De ting jeg er med i, sker ofte på forslag fra mig selv. Får jeg en ide, sender jeg den til Tv. Men Tv kunne lære lidt sydfra, hvor man ugentligt kører hitparader. Vi skulle herhjemme lave et rigtigt kulørt show med god musik og blinkende lys – bare en gang om måneden. Og selvfølgelig skal der publikum på for at skabe den rette stemning. 

Gustav som producer: 

Anders Dyrup havde startet Sonet records, der sammen med Karl Emil Knudsens jazz selskab ”Storyville” udgav plader gennem Dansk Grammofonplade Forlag. Omkring 1960 blev Gustav Winckler ansat som producer af danske pop plader på Sonet med folk som Raquel Rastenni, Grethe Sønck, Katy Bødtger, Dario Campeotto, og senere Defenders. Da Jørgen Winckler og Gustavs kontrakter med Tono udløb rykkede de også over til Sonet. Som producer fik Gustav lavet mange spænende ting, og var med til at få mange nye talenter frem. En af de første og største succer Gustav producerede var ”Klaus Jørgen” med Grethe Sønck.   

Grethe Sønck:

Det var Gustav, der startede mig. Det var ham der kom med ”Klaus Jørgen”, før den tid var jeg jo jazz-sangerinde. Vi har lavet masser af plader sammen. 

Han kaldte mig altid fars lille bestseller. Jeg solgte mange plader dengang, og det var jo Gustav der producerede dem, og det var for øvrigt også Gustav næsten der altid satte tekster på. Han sagde da jeg havde lavet Klaus Jørgen – Nu fik han råd til et nyt badeværelse, og så senere hen når jeg sang nogen af hans sange, så var det til entréen eller til haven eller sådan noget. 

Gustav fandt mange talenter og gav dem chancen, men som han sagde: 

Gustav Winckler:

Man kan ikke fabrikere et talent. 

Cæsars indspilning af Thøger Olesens ”Storkespringvandet” blev en million sælger for producenten Gustav Winckler, der forsvarede Cæsar på trods af den kritik han var udsat for. Både for sin sang, og de noget vovede tekster han af og til sang. 

Cæsar er ikke talentløs, selv om han synger lidt falsk. Han har et eller andet. Han har ”det”. 

Cæsar var med til at fjerne den unaturlige tys-tys mellem forældre og børn omkring det seksuelle. 

Da en major fra Nordjylland meldte dem til politiet for at være skadelige for børn og unge. 

Jo mere han galede op i aviserne, jo flere plader solgte vi, så til sidst sendte vi ham en buket roser som tak for reklamen, da politiet afviste sagen.   

Med Bjørn Tidmann producerede Gustav flere Dansk top hits. 

Bjørn Tidmand:

Jeg lærte at sætte pris på Gustav Winckler som både min ven og min kollega, men ikke mindst som min læremester. Jeg lærte frygteligt meget af Gustav, og der kom en række år hvor han udover at synge med mig også fungerede som producer for mig. Han skrev mine tekster og han producerede mine grammofonplader. 

Liller og Papa Bue var inde på noget af det samme. Med ham og Papa Bues orkester lavede Gustav jazz plader på dansk. 

Liller:

Gustav har produceret de fleste af mine (tidlige dansksprogede) plader. Jeg kunne ikke synge, uden ham i studiet. 

Papa Bue:

Og så var Gustav også en god mand, fordi Liller havde det med dansk lige som jeg har. Et forfærdeligt dansk, og så når han skulle synge så sagde Gustav stop du skal lige lære at tale dansk. Det er jo ikke noget man tænker på, når man sådan render rundt. Han lærte ham teksterne – det hedder ikke….det hedder sådan og sådan… 

Det var altså alle tiders (at arbejde med Gustav). Han var jo producent – hvor utroligt det end lyder – på mange af vores plader fra den tid af. Vi forlangte lige frem af Karl Emil Knudsen (Storyville records), at Gustav skulle være producer. Fordi han rystede aldrig på hoved og sagde nu må i kraftedeme tage jer sammen – hvad fanden er det for noget lort  - aldrig. Hver gang vi lavede noget lort, så trykkede han på knappen og sagde – kan I ikke lige spille den engang til, vi sidder og roder i det herude – I må meget undskylde. Så stod vi derinde og skældte dem ud, men så tog vi os sammen. Han var skide god til sådan noget! 

Med Rock Nalle lavede Gustav rock’n’roll på dansk Gustav hentede Nalle tilbage efter 7 år ude af pladebranchen.  

Leif Vest Pedersen:

I 1975 blev Nalle kontaktet af Gustav Winckler der mente at han skulle indspille en LP, hvilket han gjorde, men den blev ingen succes, musikken var ikke engang helt efter Nalles smag, og åbenbart heller ikke publikums, men kontrakten sagde han skulle indspille en mere. 

På den næste plade som Michael Winckler producerede, da Gustav havde travlt med Cirkusrevyen indeholdt ”Go’e gamle Fru Olsen”, som blev et comeback for Nalle, efter at han sang den i TV hos Jørgen Mylius. 

Om Wincklers musikforlag: 

Gustav skrev flere og flere hits og i 1959 gik Gustav også ind i musikforlægger faget, og startede hans eget forlag som han drev sammen med Inge Winckler, der tog sig af den daglige ledelse.  

Gustav Winckler:

Jeg fandt det idiotisk at en musikforlægger skulle have 50 % af mit arbejde….Den forretning står min kone Inge for. Hun er meget dygtig til at lede firmaet. Jeg har ingen planer om at skifte hende ud som direktør i selskabet. 

Kampen mod kritikkerne:  

Noget af det sjoveste ved at læse alle de gamle artikler om Gustav er at se de set med vore tids øje lidt urimeligt hårde angreb Gustav ustandselig var udsat for fra de såkaldt ”kulturradikale”. Gustav forsvarede sig dog tappert. Mads Kastrup har på TV  beskrevet de kræfter han var oppe imod.  

Mads Kastrup:

Gustav Winckler var simpelthen oppe imod en flok intellektuelle idioter – i hvert fald i sin samtid, som forsøgte at nedgøre ham og hans kolleger på dansk toppen og i slagerkulturen, og det gjorde de simpelt hen ved at nedgøre folkelighed og ved at nedgøre den musik de kunne li’ at høre på markedspladser, i radioen osv….Han har været oppe imod en flok intellektuelle, som har ment at han om ikke var farlig, så i hvert fald en mand som sang slager musik, der ligefrem bedøvede folk med dumhed. 

Pressen i al almindelighed var dog som oftest god ved Gustav, og han stillede gerne op til diverse arrangementer. Han fik reklame og de fik noget at skrive om. I de tidlige år skrev man altid meget pænt om Gustav, der var først senere det blev moderne at nedgøre hans musik. En tidlig og legendarisk anmeldelse havde følgende overskrift, der glædede Gustav meget. 

Husum-Bladet:

Nørrebros Bing Crosby! 

Gustav havde i slutningen af 50’erne stukket næsen så land frem, at han på typisk dansk maner skulle kanøfles. En anmelder der kalder sig M.L. er opmærksom på problemet da han anmelder Gustavs calypso parodi/hyldest ”Frederik og Nina” (1958) 

M.L.

Han har efterhånden været god så længe, at det – som sædvanligt – er blevet morsomt at rakke ham ned. Det er absolut uretfærdigt….der er dygtighed, musikalitet og arbejde bag hans plader, og det er helt imponerende, hvad han har fået lavet ud af en Nina og Frederik calypso i retning af sprogbehandling. Nina og Frederik bør nyde den pudsige hyldest til dem. 

Peter Lerche: (Efter at han havde fundet den gamle gartner Peder Larsen, der inspirerede Thøger Olesen til sangen, på alderdomshjemmet i Greve)

Kom ikke her og sig, at Gustav Winckler kun er eksponent for den rene sentimentalitet. Det er jo den skinbarlige virkelighed! 

Det var efter kæmpe succen med Hvide Måge, at Gustav begyndte at være ”farlig”. Det var dog ikke kun de kultur radikale der fik nok af mågen: 

Lytter der sendte død måge til DR:

Her er mågen og nu har den endelig fået fred – forhåbentligt også i radioen! 

Gustav Winckler: (Kommentar til ovennævnte)

Nu er jeg nervøs for den gamle gartner! 

Her er nogle af angrebene. Jeg har ladet dem være anonyme.  

Er De ikke klar over, at det de står for er farligt. De giver mange mennesker en falsk indstilling til tilværelsen. Deres gas og forløjede sangtekster bliver taget som en gang marihuana. 

Den folkelighed som Leisner og Winckler står for er en uskyldigt udseende gift. Romantiserende og sukkersød 

Pop er opium for folket. 

Folk har en eller anden ond mekanisme i sig, når folk skal vælge, så vælger de det dårligste. 

Deres gas og forløjede sangtekster bliver taget som en gang marihuana 

Er de ikke klar over, at det De står for er farligt. De giver mange mennesker en falsk indstilling til tilværelsen. 

Skammer De dem ikke når de synger ”Der er tusind skønne sange, men kun en for dig og mig”…..Forstår De ikke at man kommer til at tage afstand fra sin daglige tilværelse, hvor mænd ikke siger den slags? 

Gustav forsvarede sig bravt. Her er en samling af de mange gange han har måttet forsvare sig selv og slager musikken:  

Gustav Winckler: 

Det jeg synger kaldes ofte naivt, men så kalder man to millioner danskere for naive.  

Jeg er en del af de mennesker, jeg synger for. Mit intellektuelle og moralske stade ligger der. Er det så galt, fordi en sang er sentimental, ikke har en særlig mening? Hvis alt her i tilværelsen var noget man skulle tage stilling til, blev det sgu et surt samfund.  

Løftede pegefingre kan jeg ikke tage. 

Jeg ved ikke om vores tekster er dårligere end de udenlandske. Prøv engang at oversætte dem. Der er også ”hjerte”/”smerte”. 

At være kommerciel er i kulturkredse altid det samme som at lave noget lort. 

Jeg tror selv på det jeg synger, ellers kunne jeg ikke lave det. Når jeg synger en vemodig sang, kan den udtrykke noget lige så sandt om livet, som en sang man kalder seriøs. 

Med de lyse sange har jeg fået folk i godt humør. 

Jeg er på ingen måde utilfreds med teksterne. For resten skriver jeg en del af dem selv. 

Når jeg hører 1500 mennesker i en sal skrige og klappe, har jeg lidt svært ved at tage kritikken alvorligt. 

Nogle laver frelste tekster, men vil alligevel gerne have dem med på top-tyve listen og tjene penge på dem. 

Sådan som ordet kultur bliver misbrugt….er det ikke så underligt at det har fået en irriterende klang i manges ører. 

Det er i virkeligheden altid kvaliteten der klarer sig bedst. 

Man kan ikke overbevise nogen om at en sang er god, hvis man selv syndes det er noget møg. 

I det hele taget syndes jeg det er forkert, når man begynder at anmelde underholdning. Hvis en slager ikke er god, bliver det aldrig en slager 

Kulturkredse har gang på gang beskyldt os for at spekulere i folks livsløgn. Jeg kan ikke erklære mig enig med kulturfolkene. Vi opfylder måske et behov, men vi skaber det ganske afgjort ikke Tænk på hvilket kolossalt behov der er for underholdning. Glad og lige på underholdning. Ane i kæret lever endnu, og så kan kulturfolkene sige hvad de vil. 

Nu er det, som om man mere vil lade folk selv afgøre, hvad de vil se, i stedet for at tvinge dem til at lytte til noget, de ikke bryder sig om, og skabe et kultur had. 

Da jeg på en gravsten så fire linjer fra en af mine sange, vidste jeg, at det betyder noget for en masse mennesker. 

Selv om Gustav virkede som han tog det i stiv arm, så gjorde det selvfølgelig ondt med al den kritik: 

Birgit Erup:

I 1950’erne og 60’erne havde popmusik absolut lavstatus hos dem der mente de havde patent på de rigtige meninger. Bag det joviale ydre var Gustav sårbar, og den ondskabsfulde nedrakning i artikler og læserbreve gjorde ham ondt. 

Eugen Tajmer:

Jo selvfølgelig var han ked af at høre sådan noget for Gustav var jo også et meget følsomt gemyt, ellers kunne han jo heller ikke synge de sange han gjorde så smukt som han gjorde. 

På et tidspunkt så det ud til at kampen imod den populære danske musik var vundet. Da Danmarks Radio 1.april 1977 nedlagde Dansk Toppen – og alle andre hitlister – fik det stor betydning for Gustav – ikke mindst i hans egenskab af plade producer.  Han og andre havde i stor udstrækning produceret plader direkte til Dansk toppen, og det eventyr var nu forbi, og Gustav holdt mere eller mindre op med at producere plader, som man kan se af følgende. Han udtalte sig flere gange i for ham hårde vendinger til pressen. 

Gustav Winckler:

Populærmusikken i Danmark er i en alvorlig krise. Mange af mine kolleger – selv etablerede og gode navne, må stemple og hæve understøttelse.   

Jeg er sur og skuffet over, at nogle enkelte i Danmarks Radio gør sig til dommere over 2½ million lyttere. Jeg syndes det er en højpandet og nedladende holdning. 

Heldigvis for Gustav så havde han selv så stort et publikum, at han kunne sælge plader, uden at markedsføre dem på Dansk Toppen: 

Jeg vil ikke producere med tab, så jeg nøjes med at udgive mine egne plader samt enkelte meget etablerede kunstnere. Jeg stopper produktionen af plader med nye navne, så længe dansk toppen er stoppet.  

Danmark er det eneste land i verden, der overhovedet ingen hitlister har. Alle andre steder er toplisten en del af kulturen. 

Som det ses af følgende, så var Gustav inde og forud se løsningen. Radio monopolet måtte brydes. Det blev det som bekendt også, men først længe efter Gustav Wincklers tid. Men resultatet blev at da de mange lokal radioer begyndte at komme frem, og i høj grad spillede folkelig musik og havde stor succes med det sadlede Danmarks radio om. Dansk toppen blev genåbnet, og siden fik man P4, der er DR’s svar på de mere folkelige lokalradioer.

Højpandet arrogance. Det er de ord, der bedst af alt karakteriserer den linje, som ledelsen af Danmarks Radio lægger for dagen ….Man tværede over 2 millioner menneskers musikønsker ud med et slag, uden at kulturministeren og radiorådet bare med et ord sagde ledelsen imod…..Og det er direkte blåøjet at tro på, at Danmarksradio vil ændre linje….jeg er overbevist om at radioledelsen mest af alt ønsker Dansktopkunstnerne udryddet. Nej du – det monopol skulle have noget konkurrence fra en privatdreven radiostation… 

Lukningen af Dansk Toppen  tvang Gustav til at trappe ned på hans mange gøre mål, og førte til at han begyndte at se sig om efter noget andet at give sig til – ved siden af at han selvfølgelig ville blive ved med selv at synge og optræde.

Gustav Winckler: 

For mit vedkommende har jeg draget konsekvensen ud fra den forudsætning, at der ikke ændres noget. Jeg var leder af et grammofonselskab, der havde kontrakt med 6-7 solister om året. Vi havde et budget til indspilninger, men det blev skåret drastisk ned med Dansk toppens fjernelse. Jeg måtte meddele gode solister, der var på vej fremad, at jeg ikke kunne indfri de afgivne løfter og i dag er de forsvundet. Jeg stoppede også nodeimporten fra udlandet, fordi der ikke var grundlag for oversættelser til dansk og endelig har jeg solgt mit store hus i Mosede og vil nu slå mig ned i Jylland! Jeg vil prøve at finde en gård eller større ejendom, hvorfra jeg kan handle med kunst og keramik og lignende. Det interesserer jeg mig meget for. 

Gustav selv skulle nok klare sig, men han var bekymret for populær musikkens frem tid i Danmark. 

Men en ting, der plager mig, er: Hvem er min kronprins? Hvem skal afløse Gustav Winckler. Eller hvem skal afløse en Bjørn Tidmand om 10-15 år. Der fødes ikke nye. Jeg kunne godt nævne en halv snes fremragende solister, der blev født med og af Dansk toppen. Solister, der er bevaringsværdige. Birthe Kjær kunne nævnes som et godt eksempel og jeg kunne tilføje en gruppe som Bamses Venner. Siden Kaj Bruuns nedslagtning af hitlisterne, er der næsten ikke født nye talenter…også i Danmarks Radios underholdnings afdeling er der surhed og utilfredshed med hans beslutning, men heller ikke der tør nogen sige noget…..Jeg er ikke bange for repressalier, for jeg bliver næsten spillet til overflod stadigvæk.  

Birthe Kjær og Bamse overlevede som bekendt alligevel, og Gustav var da heller ikke blind for at Dansk toppen de senere år var blevet dårligere og dårligere. Producenterne inklusiv Gustav producerede i større og større grad i en stil de mente ville kunne gøre sig på Dansk toppen. 

Jeg vil erkende, at der var meget dårligt på dansktoppen, og særligt slemt blev det, da man indførte reglen om, at de ting, der blev præsenteret skulle være dansk af oprindelse både med hensyn til tekst og musik Det er vi alt for lille et land til at kunne gøre. Vi har ikke sangskrivere, der kan klare et udbud på en halv snes nye dansktopting pr. uge 

Hvem der egentlig vandt kampen, kan jo være svart at sige. Men i dag er stemningen i hvert fald mere i retning af at folk de må syndes om hvad de har lyst til, og det er også ok” bare” at ville underholde.  Og skal vi så lige lade Mads Kastrup få lov til også at af slutte denne del af. 

Mads Kastrup:

Han var jo en af dem der rent faktisk stillede sig op, og ikke fandt sig i at blive ned gjort. Så Gustav Winckler har stået som en hellig i et helvede af kultur radikalt og intellektuelt bedre vid. Der er ingen tvivl om at han har været oppe imod fantastiske kræfter. Men han har tros alt gjort det som en af de få. 

Gustav privat: 

Både Gustav og Inge Winckler har altid udtalt sig meget ærligt og ligefremt til pressen, og det giver os mulighed for at få et lille indblik i privatpersonerne bag de to. Deres udtalelser er naturligvis farvet af tiden hvor de er blevet sagt, og giver som sådan også et vist tidsbillede. Gustavs svar kan også variere lidt – og mod sige sig selv, alt efter om han er alvorlig, eller han spøger lidt med journalisten, hvad han af og til gør. Han kan godt ændre holdning for at få en morsom bemærkning med. 

Jeg har inddelt denne del i forskellige emner Gustav er blevet spurt om i tidens løb. 

Kunst og kultur: 

Om Leif Panduro:

Ham føler jeg mig tit ramt af, og det har jeg ikke noget imod. 

Jeg elsker at ligge en hel dag i sengen og læse en god krimi. 

Jeg har læst Gøngehøvdingen 71 gange. 

Interessen for kunst stammer fra min nu af døde halvbror Kay E. Christiansen. Han var et pragtfuldt menneske. Fuld af liv og farveglæde. Jeg elskede ham højt. Vi sad tit og talte om kunst til ud på de små timer. 

Om DR:

Jeg ser ikke så meget fjernsyn. Der er alt for lidt god underholdning….jeg savner i høj grad den brede, uforpligtende underholdning, som seerne bare kan grine ad. Derimod er jeg godt tilfreds navnlig med film og teater-afdelingen. 

Om barok musik:

Jeg holder umådeligt meget af både musikken og den særlige stemning, der skabes om disse barok koncerter. 

Mozart er også god musik 

Om musicalen ”Teenager love”:

Vi kan da heldigvis grine ad os selv endnu i Danmark. 

Jeg syndes godt man kan sige, at Beatles er geniale på deres felt. De har virkelig fornyet poppen. 

Danmark og danskerne: 

Det bedste sted er Danmark, når sommeren er her. Det er det sgu’ også, når den ikke er her. 

Om danskerne:

Vi er uhøjtidelige.
Føler os bedre end andre.
Er en smule doven. (Måske hænger det sammen med at vi holder så meget af bajere)
Kan godt le af os selv.
Vil helst klare alt over en bajer.
Og besidder en urokkelig tro på, at det nok skal gå alt sammen.  

Om danskernes selvironi:

Når jeg har gjort tykt grin med ”Hvide måge” og lavet en parodi på den dansktop, som jeg selv har været flittig leverandør til, har jeg næsten fået større succes end med den originale vare. 

Om Janteloven:

Vi er underlagt et hyldesystem. Hvis du er god til det ene, er det simpelt umuligt, at du også kan være det til det andet. Man kan kun være professionel i en ting, i hvad du ellers kaster dig over, må du være amatør. 

Kirken: 

Hvorfor skulle jeg melde mig ud af folkekirken? Man ved, at kirken mange steder har medvirket til undertrykkelse, men også, at den har gjort meget godt, og det gode vil jeg gerne støtte, selv om jeg ikke kan tro. Desværre kan man vel sige. Jeg har en sikker fornemmelse af, at de, som tror er lykkeligere end vi andre, fordi de har noget at holde sig til i alle forhold……Jeg har den største respekt for andres tro, og jeg finder, at de ti bud, er etiske regler, vi alle burde søge at efterleve. 

Himlen holder øje med mig. Der må være en, der passer på mig, siden det går så godt. Jeg tror det er senior. 

Politik: 

Om EF:

Man kan ikke stemme nej, hvis man ønsker en god, økonomisk udvikling for Danmark. Vi dør langsomt, hvis vi ikke kommer med. 

Gustav forudså et af problemerne i 70’erne:

Jeg er overbevist om, at vi alle sammen går på røven i løbet af nogle få år. Modsat andre har danskerne en fantastisk evne til at leve over evne. Kreditten er blevet en livsform. Vi vil ikke forstå, at kassen er tom. At alting har sin tid og at de sorgløse 60’ere er forbi. Trods krise er vi overbeviste om, der viser sig en løsning i morgen. 

Jeg syndes, det er rimeligt, at en mand der tjener mange penge, også skal af med en stor skat. 

Det er bare sket med arbejdsglæden…skattevæsenet tager det meste af kagen. Det er ikke det værste, men når man så ser hvad pengene går til, mister man lysten. 

”Der er noget galt i Danmark” synger John Mogensen, og jeg tror ikke, det er tilfældigt, at netop den plade er solgt i 100.000 eksemplarer. 

Livet og ham selv: 

Jeg er født under en heldig kartoffel 

Jeg har fået det hele foræret. At jeg blev født med en stemme, der kunne bruges, er ikke min skyld. 

Måske er jeg også en smule overfladisk. Jeg har vel ikke haft de store problemer. 

Jeg er et mærkeligt gadekryds. Jeg kan være både harsk og bidsk, men kan også sidde og tudbrøle ved TV eller få en klump i halsen ved at se en hundehvalp løbe over græsplænen.  

Jeg kan ikke se anden mening med mit liv end at leve det og være taknemlig, når det går godt for min kone og mine børn. 

Hvis det hver morgen er en glæde at stå op til en ny dag, har livet mening. 

Da han blev spurt om han var ulykkeligt forelsket da han indspillede Jeg vil vente ved telefonen:

Nej, nej, det tror jeg aldrig jeg har været. Men den sang gik mig sådan til hjertet. 

Man kan ikke få andre mennesker til at tro på sig, før man selv gør det. 

Om jeg er en krukke? Nej ser jeg sådan ud? 

Du skal endelig sige du til mig. Ellers ville jeg faktisk blive fornærmet. 

Og så tror jeg, at min naturlige glæde ved livet har været det bedste jeg ejede, og jeg er glad for, at det har kunnet smitte af på mine omgivelser. 

Om hans størrelse: 

Jeg skal have en stor vogn at køre i! 

I begyndelsen af min karriere havde jeg store komplekser på grund af min vægt. 

Selvfølgelig kan jeg godt se der burde ryge nogle kilo af. Det har jeg diskuteret med mig selv, men det bliver ikke til noget. 

Jeg har været på 35 slankekure, og det hjalp aldrig. Jeg har accepteret tingenes tilstand og det at folk siger: ”Det er vores Gustav”. Det ville de ikke sige, hvis jeg var slank. 

Da han havde tabt 18 kilo – og ingen kunne se det.

Hvis du piller en sten ud af rådhustårnet, er det jo heller ikke noget, man sådan lige ser. 

Inge Winckler:

Travlheden og nervøsiteten virker sådan på ham, at han skal spise hele tiden. 

Inge Winckler:

Faktisk spiste vi altid natmad, når Gustav kom hjem. Det var også skønne timer. Så fortalte han hvad han havde oplevet, og var altid i strålende humør, for Gustav havde meget sjældent fiasko på en scene. 

Inge Winckler:

Gustav er ikke vanskelig, og han kræver ikke de store middage. 

Gustav Winckler:

Jeg vil gerne have risengrød med kanel og smørhul og sødt øl til.. 

Da han hørte sig selv synge Sonny Boy i en optagelse Kai Rasmussen havde fra radioen:

Dengang kunne den tykke sgu synge! 

Kai Rasmussen:

Og så var han en fabelagtig god kok, elskede mad, hvad enhver selvfølgelig også kunne se. Og en Tuborg til, når det var.  

Alkohol: 

Gustav var en festlig mand, og kunne uden tvivl god lide en øl og en brændevin, uden at det dog lader til at det nogensinde blev et problem for ham.  

Gustav Winckler:

Man kan godt arrangere en fest uden spiritus, men så er man også selv ude om det. Jeg er en typisk selskabsdrikker og rører sjældent spiritus hjemme. Jeg behøver heller ikke købe det mere, for til mit 25 års jubilæum fik jeg så meget, at der er nok til resten af livet. 

Grethe Sønck:

Han kunne jo godt lide en bajer. Vældig meget, og ham og hans bror de kunne drikke sådan en kasse på en aften. De væddede altid med værten der hvor de var om at de kunne drikke en bajer på – jeg tror det var 10 sekunder, eller sådan noget lignende – og så kørte de den sådan rundt så den kom i rotationer og så SVUP sagde det bare, og så var øllen væk! 

Selvom det må have været fristende at drikke lidt for at få styr på nerverne, for en lidt generet sanger, så fandt han hurtigt ud af at det ikke var nogen god ide. 

Gustav Winckler:

Det hele kører alligevel meget bedre når man ikke har fået noget at drikke. Underholdningen bliver mere ægte. 

I Von Oosten stiger solen op. Det er godt for maven. Jeg skal have tre mavebittere. Jeg har tre maver. 

Efter at have bundet en fadøl i Tuborgmand nummeret fra cirkusrevyen:

Det er skønt når der er to forestillinger! 

Gustav og Inge Winckler: 

En af de vigtigste grundstene i Gustavs privatliv, var naturligvis hans ægteskab med Inge.  De var gift i 27 år frem til Gustavs død i 1979. De mødte hinanden i 1950, da Gustav optrådte i Odd Fellow Palæet. 

Inge Winckler (Da hun første gang så Gustav)

Jeg havde lidt ondt af ham, som han stod der på scenen og så genert ud. Men jeg tænkte også, at lidt fræk måtte han nu være, når han turde – for øvrigt har hverken genertheden eller frækheden fortaget sig! 

Det var efter deres egne udsagt to modsætninger der havde mødt hinanden. Det gav selvfølgelig nogle konflikter, men var i den sidste ende en stor gevinst for dem begge, da de kunne hjælpe hinanden på de punkter hvor de havde deres svagheder. De har begge udtalt sig meget åbent til pressen om deres privatliv. Skulle nogen føle at dette går lidt tæt på privatlivets fred, vil jeg lige minde om at det jo alt sammen er noget der allerede har været trygt i diverse blade, og  jeg gengiver ikke noget her som de ikke selv har gjort. 

Gustav Winckler:

Der var mange slagsmål i starten af vores ægteskab. Det er jo en livlig levevej, jeg har valgt. Men nu er de skarpe kanter slebet af. Jeg syndes det går mægtigt godt nu. Vi er vokset tættere og tættere sammen. I virkeligheden er vi modsætninger på mange områder. Jeg er optimist, letbevægelig og har meget let ved at blive begejstret. Jeg er også urealistisk og svæver til tider rundt på lyserøde skyer. Så må Inge hale mig ned. Hun er nøgtern og realistisk. 

Inge Winckler

Bølgerne har gået højt i hjemmet ind imellem. 

Vi er vidt forskellige, men derfor har vi det alligevel godt sammen. Eller måske netop derfor. 

Gustav er optimisten, jeg er pessimisten. 

Jeg skal nok have et spark bagi, og det er Gustav mester i. 

Han har vitterligt et meget følsomt sind og er en ret primitiv natur, også lidt barnlig, men det er alle mænd – det er derfor de er så rare.  

Gustav er akkurat lige så romantisk som sangene. Derfor bor vi i denne idyl med rødmalet vandpost, som han har drømt om, siden han var barn. 

Da kvinde oprøret m.m. kom i slutningen af 60’erne, gik det heller ikke sporløst hen over Inge, der jo nok var gift med en mand af den gamle skole. 

Inge Winckler

Der er ikke mange, der kan lukke munden på ham. De tør ikke sige ham imod. Det turde jeg heller ikke før i tiden, men det gør jeg nu. Jeg ved egentlig ikke rigtigt, om Gustav bryder sig om det, men jeg syndes, det balancerer meget godt nu. 

Inge Winckler

Gustav er blevet meget mere tolerant med årene, men på en måde er han stadig frygtelig gammeldags – eller rettere sagt på alle måder. Og jeg tror nok, han anser mig for at være lidt rød. 

Gustav Winckler:

Inge er hjørnestenen, også den der glatter ud. Uden Inge var det ikke godt. 

På det økonomiske område var de også modsætninger, hvor Gustav som var så let at begejstre tilsyneladende ikke altid var helt så fornuftig som Inge. 

Gustav Winckler:

Jeg har Inge til at gøre et forsøg på at afholde mig fra de værste letsindigheder. 

Inge Winckler:

Jeg kan huske Gustav kom hjem og fortalte han havde købt en Cadillac. Den kan jeg da ikke lægge på gulvet, sagde jeg til ham. Vi manglede gulvtæpper og alt muligt andet. Nu har han fået orden i økonomien. 

Gustav Winckler:

Jeg har altid elsket store biler. Først havde jeg en sort Cadillac, nu har jeg en hvid Mercedes. 

Michael Winckler:

Cadillac - Gustav har haft 3 stk (!),og et utal af andre store flydere:Ford Lincoln,Fairline,Ford Ranchero,Pontiac,Buick,Mercedes Benz. Min mor havde en Renault 4 og en Morris Mascot! Jeg husker at Jørgen og Gustav havde bundet en stor rød sløjfe om Renaulten og bar den ind på gårdspladsen på hendes fødselsdag! Jeg husker tydeligt den skønne Cadillac,da jeg som lille fik en finger i klemme i den tunge bildør,og måtte have neglen revet af !

Gustav Winckler:

Var jeg sparsommelig kunne jeg have været en rig mand. 

(Penge betyder) at jeg kan holde livet gående, som jeg gerne vil have det. 

Inge Winckler

Han har et hjerte af guld….han giver gerne sin sidste ti krone væk, hvis en ven har brug for den, selv om han måske selv skulle bruge pengene til husleje næste dag. 

Når vi nu er inde på Gustavs hjerte af guld har vi også hørt en anden god historie. Da John Mogensen i slutningen af 60'erne var "nede i møjet" købte Gustav løbende rettighederne til de sange han skrev, men brugte dem aldrig, da John jo skulle bruge dem. Da John så fik succes igen, solgte Gustav ham sangene tilbage - så reelt havde han på en pæn måde lånt John pengene.

Gustav havde i Inge fundet den perfekte husmoder, der hyggede om ham i hjemmet, og skabte en rar base at komme hjem til for den travle sanger. De fik også 3 børn, som Inge var en god mor for, mens deres far jo var meget væk. 

Gustav Winckler: (Om at han var meget væk)

Det tror jeg, har været børnenes lykke. Jeg kan faktisk bedre med dem nu, hvor de er blevet voksne. Det er absolut min kones gevinst, at der er blevet sådan tre pragteksemplarer ud af dem.   

Inge Winckler

Gustav kalder mig hønemor, og jeg går måske for meget op i det med mine børn. 

Gustav Winckler:

Alle forældres store skræk er narkotika, selv om strømmen måske er ved at gå den anden vej, og det ikke mere er så smart at bruge den slags. 

Fra Michael Winckler var 16 år rejste han rundt og optrådte med Gustav. Han spillede guitar for sin far. Det gav dem mange gode oplevelser sammen, og de kom meget tættere på hinanden: 

Michael Winckler:

Jeg lærte virkelig meget af det, og så havde vi det alle tiders sjovt! 

Da Gustav startede Wincklers musikforlag, fik han Inge til at stå for den daglige ledelse, og det ser ud til at hun blev mere og mere glad for dette arbejde. 

Inge Winckler

I 16 år var jeg den perfekte husmor, der passede og plejede sin mand – alt var hjemmelavet, huset blev skuret og skrubbet. Så begyndte jeg med musikforlaget. 

Jeg havde ikke troet, det var så spændende. Jo mere man lærer om en ting, des mere interesseret bliver man. 

Jeg har altid syndes det var så dejligt, når mand og kone kunne arbejde sammen 

Gustav havde frygteligt travlt med at synge rundt om i landet, og var rigtigt meget væk, hvad der selvfølgelig har givet problemer overfor Inge og børnene. 

Gustav Winckler:

Inge og jeg sagde en aften til hinanden: Nu tager vi 5 skrappe år. Det er 8 år siden. 

Inge Winckler

En af de store bagsider af medaljen er, at min mand har så frygteligt travlt både med sangen og med sit musikforlag. Der er perioder, hvor vi kun ser ham til middag et par gange om måneden. Mange tror vist, at det hele kommer ind ad vinduet, men der skal pukles fra morgen til aften, og hver lørdag-søndag i provinsen. 

Af de 27 år vi har været gift, har børnene og jeg vel kun set Gustav sammenlagt i de 13. Så meget har han været på farten. 

Gustav Winckler:

Inge siger jeg aldrig er hjemme – men vi har da fået tre børn! 

Når Gustav endelig var hjemme, var en af hans yndlings beskæftigelser at gå og stresse af med lidt have arbejde. Han havde jo også i sin tid været i lære som gartner. Det kunne dog lyde til at der var lidt delte meninger om hvor meget Gustav faktisk nåede at få lavet i haven.    

Gustav Winckler:

Min kæreste hobby er at rode i muld og få jord under neglene. 

Inge Winckler

Gustav elsker at gå i haven i de få stunder, han har. Bare gå rundt. Jeg siger tit: ”Hvad er det, du laver, man kan da ikke gå rundt og glo på et træ i flere timer”. Men det kan han godt. 

Inge Winckler

Haven er så forsømt, men hver gang jeg begynder at tale om den gartner, siger Gustav, at det kan han sagtens selv klarer. 

Spanien: 

Nogen gange var det stressede liv ved at blive for meget for Gustav, og i starten af 70’ erne overvejede han seriøst at stå af ræset og rejse til Spanien. Noget Inge dog ikke var videre begejstret for da børnene jo nok skulle blive i Danmark og passe deres uddannelse.   

Gustav Winckler:

Når jeg rejser til Spanien, er det ikke for at være smart udenlandsdansker, men fordi jeg vil ud af ræset herhjemme. Inden det er for sent. 

Min kone er mest indspillet på, at vi skal have en tomatplantage, men jeg vil nu lige så gerne have en pub. 

Gustav ville have restauration skulle hedde ”Bianco Albatroso”.

Det var det nærmeste jeg kunne komme hvide måge på spansk! 

Det blev dog aldrig til noget. Snart var Gustav tilbage på sporet og havde mere travl end nogensinde med Gustav og Bent showene. Der var dog stadig af og til tale om at Gustav og Bent med familierne ville tjene en masse penge og så stikke af til Spanien som en anden Olsen Banden! 

Tiden omkring jubilæet var ifølge Inge Winckler en af deres lykkeligste.  

Inge Winckler om jubilæet:

Vi havde inviteret små hundrede mennesker, men der kom over 400. Vi kunne slet ikke være der, men som Gustav sagde: ”Hvor der er hjerte rum er der husrum”.....når jeg tænker tilbage hører den periode i vores ægteskab til en af de lykkeligste.

I den 5. september 1976 kunne de holde deres sølvbryllup:

Inge Winckler:

En af de bedste dage i mit liv.

Den sidste tid: 

I den sidste del af  Gustavs liv var han ude i  nogle store omvæltninger. Man har før hørt om middelalder kriser osv., og måske var Gustav ude i sådan noget, samtidig med at han med Dansk Toppens lukning stod overfor at trappe ned på hans mange aktiviteter inden for plade industrien. Han ville også trappe ned på tune livet. Han kunne dog ikke bare læne sig tilbage og slappe af. Han måtte have noget at rive i ud over at indspille plader nu og da, og synge rundt om i landet i weekenderne. Denne gang var det dog ikke Spanien han ville flytte til, men Jylland, hvor han følte sig rigtig godt tilpas. En drøm var at åbne et kunst galleri, måske med et spisested i forbindelse med. Inge var dog ikke videre begejstret for at flytte til Jylland. Det ser også ud til Inge havde en velkendt krise ved at børnene nu var fløjet fra reden, og måske havde Gustav og Inges forhold også nogle af de problemer der tit opstår når de to gamle sidder tilbage og børnene er ude og prøve på egen hånd. 

Gustav Winckler:

Jeg vil begrænse min optræden og sortere opgaverne…..Tidligere var jeg ude 300 gange om året, og det er alt for meget….Det er meget enkelt. Jeg har bare sat mit honorar op til det dobbelte, og mærkværdigt nok tjener jeg faktisk ikke mindre ved det. Der er stadig bud efter den gamle her. 

Jeg kan ikke komme ud af det. Først og fremmest naturligvis fordi det er en god indtægt. Men også det med en manegeklovn. Når orkestret spiller….. 

Jeg kunne sagtens dreje nøglen om, læne mig tilbage i læderstolen og drikke sjusser resten af mit liv uden at rører en finger. Men det er jo ikke noget liv. Livet er noget med at være i bevægelse, finde udfordringer. Store som små.  

Om at holde op med at synge:

Den slags har naturen en løsning på.

Inge Winckler

Hvad skulle jeg gøre og gribe i, når børnene var fløjet fra reden….det har Gustav nu løst med galleriet. 

Pludselig flyttede den yngste af børnene dog hjem igen: 

Inge Winckler

Når Gustav pludselig vil lave galleri i Jylland, ja, så må jeg bare melde fra. Jeg vil simpelt hen være her den dag, Teena bliver student. Hun skal også have et sted, hvor vognen med de glade kammerater kan køre hen. 

Gustav Winckler:

Provinsens temperament passer bedre til min stil. Jeg kender også snart 1,5 mill. Jyder på deres ansigter. 

De solgte huset i Greve og Gustav boede en tid i et sommerhus på Langeland, som han gik og satte i stand. Det er der de velkendte billede med bøllehatten på den gule cd box kommer fra. Han havde også købt nogle ejerlejligheder i Jylland, som han gjorde i stand til udlejning. Derefter spillede han revy i Holstebro, for så at starte kro virksomhed i Terndrup. Jørgen Winckler havde været hyggelig krofatter i mange år, og Gustav kunne godt forestille sig selv at være krofatter – og evt. med galleriet i baglokale. Men Inge var ikke meget for det. 

Inge Winckler:

Jeg vil ikke være krokone. Jeg har slidt nok…Det har jeg også sagt til ham. Så siger han, at jeg da heller ikke skal lave andet end ”gå rundt og se godt ud”. Han er og bliver romantikker. Musikforlaget beholder vi naturligvis, og selvfølgelig vil han da også blive ved med at synge. Nu vil vi bare bestemme farten. 

Gustav derimod var begejstret og fuld af energi – og havde masser af ideer. 

Gustav Winckler:

Fordi jeg er nybegynder, fik jeg lov til at forpagte kroen det første år, men med fuld forkøbsret….Terndrup kro er stor nok til, at jeg på et tidspunkt kan lave galleri og begynde at handle med kunst…Inge vil ikke til Jylland og det er der ingen sensation i. Vi fortsætter bare, som vi har gjort længe, frem og tilbage. Jeg har for mange kræfter, som jeg ikke får brugt rigtigt på mit gamle arbejde. Jeg bliver rastløs af at vandre rundt. Derfor farer jeg rundt i det jyske og laver ejerlejligheder og nu kro….Første november rykker jeg ind på Terndrup Kro med bulder og brag. Jeg glæder mig som et lille barn til at sprede liv og glæde. 

Jeg aner ikke, hvordan det vil gå. Men sjovt er det. Jeg har altid været lidt af en chancerytter. Men i 1960 var jeg heldigvis så fornuftig at beslutte, at jeg ville have noget ud af pengene, jeg tjente. Derfor har jeg investeret i bl.a. musikforlag og pladeproduktion.  Men efter nedlæggelsen af Dansktoppen, er popbranchen ikke hvad den har været. Det er en af grundene til jeg har forpagtet Terndrup kro sammen med Else Hansen, der kører det daglige løb og laver regnskaber. 

Musikken til kro ballerne bliver det bedste fra dansktoppen….ikke den musik de unge vil have. Den kan man gå på diskotek og høre. Jeg håber også, jeg kan lave nogle gode vise aftener med folk som f.eks. Cæsar og Niels Haugsgård.  

Jeg kan ikke holde ud og høre mig selv hele dagen! Jeg skifter tit til et andet bånd på båndoptageren, der giver musik til kroen. Men fem minutter efter er der gæster, der har bedt om et bånd med Gustav igen! 

Kai Rasmussen:

Gustav fortalte om sin forestående rejse til Gran Canaria. Han havde det lidt vanskeligt med sig selv i den periode og trængte til at komme væk og finde ud af tingene.  

Gustav nåede kun at have kroen i under 2 måneder. Det tegnede ellers rigtig godt. Det var umuligt at parkere i Terndrup når der var lørdags bal på kroen, og søndag hyggede Gustav med sang og store flødekager for de lidt ældre. 

Men som bekendt omkom Gustav ved en glatfører ulykke på vej hjem til Terndrup efter en velfortjent ferie på Gran Canaria. Måske gik det så galt fordi han ikke havde sikkerheds sele på.

Der udbrød naturligvis straks landesorg, da den sørgelige nyhed kom ud. Mange danskere følte vi havde mistet en del af selve danskheden og en god ven. Hvad enten de så kendte Gustav personligt eller ej. 

Begravelsen: 

Efter eget ønske blev han begravet i de ukendtes grav på en græsplæne på Greve kirkegård. Rigtigt mange venner, bekendte og fans mødte op, for at tage afsked. 

Agnes Pedersen (Ansat ved Hundige kirke):

Jeg syndes det var pragtfuldt, at alle, der ventede udenfor, fik lov til at komme ind og gå forbi Gustav Wincklers kiste. I øvrigt var jeg i går forbavset over, at der var så stille i Kirken, så man kunne høre en knappenål falde til jorden. 

Papa Bue skulle have spillet “Just a closer walk with thee” til begravelsen:

Vi fik at vide at man ville lave det enkelt, at der var et stramt program, så vi skulle ikke spille. Vi havde gerne vist Gustav den sidste ære, men det værste er, at han ikke er hos os mere. 

Det var ellers noget de havde talt om. I et tidligere interview har Papa Bue sagt:

Da jeg for et års tid siden var indlagt på hospitalet med en blodprop, kom Gustav jævnligt og besøgte mig, eller han ringede. Så lovede han mig, at han ville komme og synge ved min begravelse, men at jeg hellere skulle begynde at tage den med ro og komme mig. Bl.a. anbefalede han mig at drikke noget mindre. 

Journalist: (Da mere end 1000 mennesker mødte op til Gustavs begravelse)

Til det sidste var Danmarks populæreste sanger og entertainer det store ”trækplaster” 

Et sidste citat er nærmest lidt uhyggeligt. Kai Rasmussen fik 22.Januar 1979 et postkort fra Gran Canaria som Gustav havde sendt inden han tog hjem. Billedet på kortet forestillede Hotel Aquamarina, hvor han havde holdt ferie i 14 dage. 

Hej. Sol indimellem og meget søvn. Det trængte jeg til. Håber I har det godt. Gustav 

Mindeord: 

Både før og efter Gustavs alt for tidlige død har rigtigt mange mennesker kendte som ukendte fortalt mange mest smukke ting om den store mand, som de fleste holdt så meget af. Her er nogle af dem i alfabetisk orden. 

Arne Honoré:

Jeg havde specielt  med Gustav at gøre, da vi i radioen kørte programmet ”Glemmer du”. Her spillede han en central rolle og var med til at gøre det hele festligt og fornøjeligt. Men sådan var han jo, denne store dejlige mand! 

Gustav var en gæv kammerat, altid den samme. Han tog aldrig sig selv højtideligt. 

Gustav mødte altid veloplagt til sit arbejde. 

Han startede jo, som den danske Bing Crosby, men begyndte efterhånden at synge viser, og det gjorde han godt. 

Benny Pedersen:

Gustav var mere end nogen danskernes yndling. Hans drengede livsglæde, hans smittende humør og hans fabelagtige stemme havde i 30 år forgyldt landets forsamlingshuse, pladestudier, radio og TV. Gustav var den ægte folkeligheds ypperste gesandt. Han var folkeeje. 

Bent Johansen:

Han er selv en evergreen 

Birgitte Helweg:

Måske havde han så stor succes, fordi han havde besluttet, at han ville være sig selv – så måtte det briste eller bære. Han udgav sig ikke for andet end han var. Og det er nok en styrke uanset om man så bryder sig om hans sentimentale og mere eller mindre intetsigende sange. 

Bjørn Tidmand:

Vi opnåede et meget nært venskab, som jeg mindes med meget stor varme og glæde. At synge som Gustav gjorde kunne jeg aldrig lære. Han havde noget som vi andre ikke har, og det er noget man ikke kan lære nogen steder. Han havde den her helt naturlige klang. Han lukkede bare munden op og sang, og der var fylde, der var brede, og der var varme. Han har helt givet præget slager musikken i Danmark i mere end en menneskealder.  

Bodil Cath Nissen:

Han synes at være indbegrebet af det, der kaldes dansk. Den glade dreng med den smittende latter. 

Cleo:

En formildende undskyldning i en ellers utiltalende branche 

Dan Turéll:

Han var drivende dansk frem for alt….sentimental med et glimt i øjet. Er det ikke selve den danske nationalkarakter? 

Elga Olga:

Gustav var et meget fint menneske, der altid gerne ville hjælpe andre. 

Han spændte vidt og ydede bl.a. fantastisk gode præstationer i revyer. 

Eugen Tajmer:

Pragtfuld! Han var lige så varm som han var stor. Han var et dejligt jovialt menneske både på scenen, bag scenen, foran scenen og han var simpelthen talentet og ingen har siden kunnet matche ham.  Radioen spiller den dag i dag Gustav Winckler for der er ingen der har kunnet gøre ham det efter. Der er ingen der har det talent. Hvis han havde været i Amerika så havde han været stjernen!

Grethe Sønck:

For det første var Gustav jo en formidabel sanger. Jeg syndes han var swingi og han løftede slageren til en højere dimension – og så var han jo festlig at være sammen med! 

Hans Buchwald:

Et af de varmeste kapitler i dansk kultur historie er sluttet. Meningsløst og tragisk. 

I mere end 25 år repræsentant for danskheden selv. For livsglæden, den ægte folkelighed og en kunst, som han selv skabte. 

Bing Crosby skulle have være glad for at blive komplimenteret med titlen ”Amerikas Gustav Winckler” 

Gustav blev til folkeeje, og sang sig ind i hjerterne på flere danskere end nogen anden hjemmelig kunstner har gjort det. Fordi han var ærlig over for sin kunst. Fordi han troede på hvad han skrev og hvad han sang og hvad han sagde. 

Harald Holder:

Det han foretog sig var perfekt, hvad enten han sang pop-sange, så hjerterne smeltede, eller han gav sig af med forretning i form af nodeforlag, og pladeforlag, eller da han senere endog blev skuespiller og optrådte i ”Den glade enge” og revyer. 

Ib Glindemann:

En person med en ualmindelig god stemme, som han har misbrugt ualmindelig meget. 

Hans stemme materiale er godt. Han skulle for 10-15 år siden have været anbragt hos en sang pædagog. Så kunne han i dag have stået i et kor, måske været solist. 

Jens Sølund: (Da han hørte om Gustav Winckler logen)

Gustav er et af de dejligste menneske jeg har mødt. Det er godt han ikke bliver glemt. 

Jørn Hjorting:

Den ægte danske refrænsang begyndte at synge på sidste vers, da Bent Werther og John Mogensen døde. Med Gustav Wincklers død er den gået bort. 

Jørgen De Mylius:

Hans storhed er en kendsgerning! 

Jørgen Winckler:

Det er så uforståeligt at Gustav er død og borte. Jeg savner ham utroligt meget hver eneste dag. 

Det var dog én ikke direkte positiv historie der kom frem om Gustav efter hans død. Til dette havde Jørgen Winckler følgende bemærkning: 

Har disse mennesker ingen form for dannelse eller pietetsfølelse? Tænker de overhovedet ikke på Gustavs ulykkelige enke eller på vor gamle 85-årige mor, eller hans tre børn, som ustandselig bliver åndeligt pint af al den forbandede sladder og løgnagtighed fra personer, der bare for at komme i rampelyset i de kulørte ugesprøjter kaster smuds på Gustavs minde. Føj for satan….og skal vi så lade Gustav hvile i fred. 

Dette klare budskab fra familien, har jeg valgt at efterleve her. Selvom det kan være med til at mystificere hele sagen, som egentlig ikke er nogen skandale. Den slags sker i de bedste familier. Havde Gustav levet var det værste det kunne have endt med en skilsmisse fra Inge, hvilket selvfølgelig ville have været ulykkeligt, men dog næppe nogen skandale – ikke mindst inden for showbusiness.  

Kai Rasmussen (Gustavs kammerat igennem mange år):

Jeg savner ham utroligt, den glade dreng. 

Gustav ændrede sig ikke en tøddel over for vennerne. Naturligvis var han glad, henrykt og stolt over berømmelsen, men han blev aldrig en blærerøv. Han blev ved med at være en stor glad dreng. 

Vi hørte altid musik sammen, og da Gustav i august 1950 indspillede sin første plade ”It’s magic” fik han to plader gratis. Den ene beholdt han selv, den anden gav han mig. Siden har jeg samlet alt, hvad han har lavet, og det er blevet til 1400 titler, fordelt på 702 plader. Derudover har jeg alle hans Palmehave-udsendelser fra radioen (Over 80) plus alt hvad han ellers lavede i radio og TV. 

Gustav var jo noget af det rareste. Sød, opmærksom og umulig at blive uvenner med. Jeg syndes altid, han var i godt humør, men han var også meget glad for både sin kone, sine børn og sin mor.

Gustav var min bedste ven. Vores kemi passede sammen, vi kunne lave sjov sammen og vi kunne snakke alvorligt. Han var virkelig alle tiders menneske 

Keld Heick:

Når man lytter til Gustav Winckler er man ikke et øjeblik i tvivl om at her er en af de fineste stemmer i dansk populær musik nogensinde. Han havde nogen af de samme kvaliteter som Bing Crosby og så var han desuden en aldeles fremragende producer og tekstforfatter. 

Keith Keller: (Anmelder)

I tidens løb har (han) gjort meget for dansk folkelig nutidsmusik. (Han) har pladepræsenteret en række gode unge talenter, og han har da for resten også selv sunget sange så saftige som grønsvær. 

Gustav er folkelig i en meget ægte forstand. Han er ikke smart, og han er ikke camp. Han er Køge bugt og Greve strand og aldrig Hornbæk. Han er netop likør og ikke cognac. Den der får Gustav Winckler i den gale hals, er bange for det folkelige, når det folkelige er som folket selv bedst kan lide det. 

Lille Palle:

Gustav Winckler var en alfader for os alle i branchen. Han havde altid tid til at lytte, og han kunne altid give et godt råd, vi kunne bruge…..Gustav var altid først på pletten. Når vi andre kom, sad han allerede i garderoben, sminket og klar til at gå på scenen. Han var et utroligt positivt menneske, som altid kun havde godt at sige om tingene. Og så havde han en utrolig humor. Gustav var en personlighed af de helt store. Det var en sorg, da vi mistede ham. 

Matty Peters (Jazzsangerinde)

Han var et meget fint menneske, man kunne tale med ham i timevis, og man havde det altid godt i hans selskab. Og så kunne han lide at synge. Han elskede det. 

Mogens Landsvig (Bl.a. Giro 413)

Han var perfektionist til fingerspidserne, og overlod intet til tilfældighederne. Når han den dag i dag er så populær, er det nok fordi han var den ægte vare. Gustav var ærligheden selv i det, han lavede. Det er egentlig mærkeligt, for hans ånd svæver over vandene i mine ønskeprogrammer. Er han ikke selv  med som solist en uge, så er han til gengæld engageret i noget andet af det der bliver ønsket. Heldigvis efterlod han sig en arv, som vi i radioen kan tære på. Meget af det populære materiale, som er gået hen og blevet til evergreens, er hans fortjeneste. Så man kan sige, hvad man vil, men en ærlig sjæl, den holder. 

Ove Verner Hansen:

Det bliver et kæmpe savn….for alle i Danmark….Han var et pragtfuldt menneske og en god kammerat. Og det var altid inspirerende at være i hans selskab. 

Stodderkongen ”Baronen”:

Han var den lille mands ven….vi er mange, der både har fået betalt logi, og kost, hvor det ellers stod på høstak og en enkelt grøn. 

Verner Christiansen:

Gustav Winckler tilhørte os alle sammen. Selv om vi ikke kendte ham personligt, syndes vi alligevel, at han var vores ven. 

Volmer Sørensen:

Han var den eneste store crooner, dette land nogensinde har haft, og jeg er ikke i tvivl om at han kunne have skabt sig en international karriere. Jeg mener ikke han fik anerkendelse nok herhjemme. Ikke den anerkendelse, han fortjente. 

Gustav Winckler: (Sangtekst) 

Ingen bryder livets cirkel

Ingen slipper udenom.

Du kan råbe, du kan håbe.

Men en plads er forevig tom.

                                         Tilbage til startside